Status

I morgen skal jeg deltage i fantastisk koncert på Operaen på Christiania. Min rigtig gode israelske ven er kapelmester i det ene band ~ Same Vibration, der spiller world music med viis livsanskuende og samfundskritisk lyrik. Een af teksterne skrev han efter en Ayahuascha ceremoni ved Titicaca søen i Andes-bjergene. Jeg kender ingen anden, der sammenkobler bevidst, praktisk spirituel lyrik med rock og verdensmusik på denne måde. Det er SÅ powerfuldt og glædesfuldt, jeg elsker deres koncerter, elsker at danse dertil. Energien er så høj, lyset stråler så fint. Det andet band er Trypical Cumbia, og rummer flere af de samme musikere. Det er latin inspireret musik med fuld knald på. De startede op sammen i det musikalske kollektiv i foråret, og har spillet rigtig mange koncerter siden. Til hver en koncert de spiller går der nærmest bare 10 sekunder før alle danser. Bandlederen spiller saxofon, og den virker lidt i stil som rottefængeren i den sidste Shrek film, der med sin fløjte får alle trolde til at danse og danse og danse. Begge bands skaber een stor glædesfest, hvor musikere og publikum smelter sammen i fryd, glæde, fællesskab med fuld knald på. De er dejlige venner. Jeg sidder i disse dage og klipper massevis af hvide prikker af papir, som væggene omkring scenen skal dekoreres med, og samler mine installationer fra tidligere koncerter, til smuk dekoration af rummet, så det for gæsterne bliver en skøn helhedsoplevelse. Jeg elsker at dekorere og ‘skabe rum’.

Det er første gang jeg skal ud på dén måde, første gang jeg skal på Christiania, siden mit sammenbrud. Det bliver interessant. Jeg er blevet vejledt til, af min søde guide Steen, at være energiopmærksom. Gå til og fra, og mærke hvad de blandede energier og miljøet gør ved mit system. Han foreslog sågar, at jeg skulle gå væk og rulle mig på den bare jord/græs, hvis jeg bliver overvældet. Jeg er jo både yderst sensitiv og ret skrøbelig i denne tid. Og jeg har masser af gange før, når jeg har været på natklub eller til koncert, haft behov for at gå væk og sidde på græs eller med et træ som ryglæn. Men jeg har også været alt for uopmærksom. Og bedøvet mig i de typiske stimulanser, som bliver forbrugt i stor stil sådanne steder.

Når jeg tænker efter, tror jeg, at jeg i perioden fra jeg mødte mine største børns far som 21 årig, til jeg mødte Thor sidste år – altså 15 år, har ‘gået i byen’ allerhøjst 30 gange, med meget faldende frekvens over årene. I det seneste år, tror jeg nærmest jeg har gjort det lige så mange gange, på eet år… Jeg plumpede ligesom bare ned i et helt andet miljø end jeg normalt færdedes i, og blev ganske forført af dets fortryllende, eksotiske indhold. Og med den øvrige dybt uorganiserede livsstil, og en andens søvnforstyrrelsesprægning med mere, blev det hele bare som en karrusel i tivoli, der kørte hurtigere og hurtigere og hurtigere, og til sidst sprang bolter og skruer af, og det hele faldt fra hinanden. Karusellen kunne ikke køre mere. Det hele skulle til.

Jeg er dybt taknemmelig for denne rejse, og for det forgangne år. Det sidste år har rummet det smukkeste og mest spændende kærlighedseventyr i mit liv. Det har åbnet for så megen selvforståelse, selvindsigt, selverkendelse, og for så mange muligheder for mig. Det har forbundet mig dybt med et helt særligt individ og med mange andre kreative og kunstnere, og banet en vej for min essens at leve på, fremadrettet, i autencitet og integritet. Jeg ved så meget mere om mig selv, end for halvandet år siden. Jeg er så meget mere mig selv end nogensinde, nu. Alting er meget mere tydeligt.

Thor og jeg har haft en mailkorrespondance fra dagen efter min familieopstilling i sidste uge, som i vilkårlig rækkefølge var retraumatiserende, urovækkende, nedslående, opløftende, forståelsesfrembringende, forsonende, healende. Vi endte med, i denne korrespondance, at mødes i en accept af hinandens ofte divergerende ‘virkeligheder’, i en anerkendelse af vores rejse sammen og af vores kæmpestore kærlighed. Jeg har taget ansvar og sagt undskyld, og jeg har tilgivet. Jeg har, nærmest mirakuløst, oplevet at blive hørt, blive respekteret på mine grænser, høre ansvarstagen, og at få undskyldninger. Det har været dybt lettende. Vi mødtes kort på fuldmånedøgnet i skellet mellem vore haver i en så længe savnet ordknap omfavnelse, og senere på fuldmåneaftenen i parken bag vores haver, hvorfra vi opsendte to hvide himmellanterner, velsignede og omfavnede hinanden i taknemmelighed og ligeværdig respekt. Tårer randt og lettelsens suk blev udstødt. I given slip. På fortiden og på hinanden. If you love something, set it free…
Vi har altid sagt til hinanden: ‘Vi ses på den anden side’… Af uovereenstemmelser, udfordringer, forskellige veje mv. Der er ingen der aner nu, hvor eller hvornår den anden side er. Det er ikke sikkert det er i dette liv.

Vores store kærlighed kaldte dæmoner frem. I mange henseender blev det skyggeboksning. Det er utroligt værdifuldt, for det gav en mulighed for at få fat på fundamental skygge- og traumestof, som jeg kunne have levet defekt med i mange år endnu. Det er en gave. Et lys tændes i mørket. I skyggerne ligger vort største potentiale og vor største gaver.

?There is no coming to consciousness without pain. People will do anything, no matter how absurd, in order to avoid facing their own Soul. One does not become enlightened by imagining figures of light, but by making the darkness conscious.?
~ C.G. Jung

Jeg er så taknemmelig for, at vi kunne ende for nu på denne måde, efter al smerten og al kampen. I ære for det der var, for kærligheden, hinanden. Det vidner om, at det på bunden VAR sandt, dét vi i hinanden så og mødte, dragedes mod. Der var en mening med galskaben. Men nu må vi gå alene, og finde og kultivere de vi i virkeligheden er. Jeg dyrker renheden, dybden, sundheden, kreativiteten, min egen kerne, et opbyggende og stabilt netværk, harmoni og fundament for børnene. Han gør hvad han skal, og jeg aner ikke hvad det er…

Børnene savner ham, og savner hans børn. Afskeder er svære. Mens jeg skriver dette, bliver jeg pludselig overvældet af den naturlig sorg, de naturlige tunge, store tårer, med hulkende lyde dybt nedefra. Vor afslutning, vort brud, blev aldrig klart defineret eller udtalt. Det fødtes ud af efterdønningerne på mit sammenbrud. Jeg brød sammen på forrige fuldmåne af overbelastning. Tiden siden var mellem os et virvar af oprydning, grænsesætning, ansvarsfralæggelse, pegen fingre, tilbagetrækning, forvirring, åbning, og diverse domino-effekter, der stadig spreder sine ringe i vandet og kræver opmærksomhed også i børne-øjemed. Først forleden var det muligt at se, hvor traumatisk den sidste tid sammen og dette (sammen)brud på mange planer har været for os alle. Først nu er der ro. Og nu toner alt det smukke vi delte også frem, samt gaverne fra alt det grimme.

Jeg har for det meste været for stolt til at indrømme sorg. Det var for sårbart… Sårbarhed troede jeg var en svaghed. Jeg var i alarmberedskab mod udefrakommende farer. Jeg troede sårbarheden ville stille mig forsvarsløs for farer. Men nu står jeg rent i sårbarheden, hvor både sorgen og glæden kan være tilstede. Jeg anerkender den kærlighed der er og var, og alt det smukke, alt det grimme. Det er dybt og det er stærkt. Jeg har været alt for hård til at kunne noget sådan før. Det er også noget gammelt og velkendt i mig selv, jeg tager afsked med i denne tid. En gammel ven, som sådan har knoklet for at passe på mig og opretholde de falske forventninger til verden. Og det er okay at sørge og berøres i en afsked…
Livet er smukt!