Jeg gik langsomt og nærværende i dag fra Østerbro til Nørreport, langs Sortedams søen, i det blødeste snevejr og en salig og dybt rolig følelse af fryd og lykke. For tiden har jeg søvnbesvær om natten. Men jeg har sovet sødt, som et blødt og trygt lam i nat, i en rar hotelseng. Med en virkelig dejlig mand, som har bejlet modigt og tålmodigt til mig de seneste uger. Han ledte mig til de sødeste, blødeste orgasmer. I går så jeg Nymphomaniac sammen med ham, og spiste risnudelsuppe forinden. Han strøg mig uendeligt blidt på mine æggestokke og livmoder under nogle af filmens barske scener. Det var så dybt beroligende og healende. Og han holdt om mig med stærke arme...

Natten ville mig vågen i nat. Den har omfavnet mig, som en varm livmoder, og Prafuls musik, som lyttes ofte og inderligt her i stuen, føles bestemt som kærlighed på lyd, iblandet denne nat. Jeg har grus i øjnene, men jeg er vågen i mit nærvær. Jeg er tvunget i retræte fra det liv jeg havde som småbørnsmor, og det tager tid at komme sig på chokket, på skiftet, på livsstilsforandringen. Og på dén stress og dét pres, der sled og piskede mig i adskillelige måneder i det forgangne utroligt hårde år. Men jeg har det godt. Jeg er mere vågen end erindret før, jeg har en accept af det der er, en ro der bliver stadigt dybere, som rødder...

Sidder i min seng, mit bedste skrivested, under min dyne, og ser på det smukkeste billede udenfor, med dalende sne, og bag hustaget – guldspiret fra Vor Frelser kirke. Jeg må fortælle om min oplevelse med lydfryd i dag. Jeg har – måske paradoksalt nok – holdt pause med min kriseterapi, fordi hele den sag der forløb over efteråret, trak tænderne ud af mig, og jeg havde ikke overskud til at gøre andet, end at stille op til alt myndighederne krævede af mig, for at få mine børn hjem. Hvilket på den korte bane jo altså ikke lykkedes. Men min henvisning til kriseterapi henlå stadig, og nu kom tiden til at gå i terapi påny. Først var jeg fuldstændig overbevist...

Kære Frederiksberg kommune Jeg forstår ikke jeres adfærd. Og den skræmmer mig! I sommers mistede jeg mig selv. Jeg opførte mig abnormt og opbød min kæreste til at slå mig ihjel, jeg tilbød mange af mine ejendele på facebook og sagde, at jeg ellers ville brænde dem. For jeg ville eje ingen verdens ting. Jeg skar mit hår af og lavede et tre meter højt bål. Jeg var ude af mig selv. Undskyld! Og børnene var der ikke. Jeg havde et NERVESAMMENBRUD. Jeg lod mig frivilligt indlægge grundet dette, og jeg lå FRIVILLIGT en uge på jeres psykiatriske afdeling på Frederiksberg hospital. Jeg nød faktisk den uge. Jeg følte mig støttet, set, og holdt. Og rekreerede så smukt. Det eneste...