Selverkendelser

Så længe jeg var barn, talte jeg som et barn, tænkte jeg som et barn, drømte jeg som et barn; efter at jeg er blevet mand, har jeg aflagt det barnagtige. Nu ser vi jo i et spejl, i en gåde, men da skal vi se ansigt til ansigt; nu kender jeg stykkevis, men da skal jeg kende fuldt ud, ligesom jeg jo selv er kendt fuldt ud. Så bliver da tro, håb, kærlighed, disse tre; men størst af dem er kærligheden.
~ Paulus’ 1. brev til korintherne, kapitel 13

Stille søndag morgen. Roen og mildheden bølger i æteren, som fin silke i vinden. Mit åndedrag fylder hele verden. Netop nu føles mit liv trygt, forudsigeligt, som en varm vugge der bærer mig. Jeg vågner om morgenen spændt på hvad dagen bringer, og bevæger mig årvågen i dagen, åben for ledetråde, åben for vejen, funderet i mit jeg…

Stille søndag morgen. Her er fred. Børnene leger med vores bedårende tre en halv uge gamle kattekillinger. De er SÅ små og SÅ kære. Jeg smelter som i et loop, igen og igen og igen, af blød, blød kærlighed. Killingerne kom til verden, mens jeg var indlagt. Een killing, den eneste han, var af uvisse årsager død forleden nat, vi begravede den om morgenen, før børnene skulle i børnehaven, og jeg til familieopstilling. Det tog mig flere dage, at processe og acceptere fuldt, at den omkom. Men det var også som en symbolik, en meddelelse fra universet, idet min opstilling kastede lys på det gamle traume omhandlende abort, liv og død, som var blevet overført i line fra generation til generation, denne stivnende, fremmedgørende smerte, som for mig eget vedkommende, har medført at jeg følte der ikke var plads til mig her i verden, at jeg ikke var elsket, som den jeg er…

Familieopstillingen har forandret noget radikalt. Der var om aftenen og dagen efter ret kraftig processen, som følge. Både oplevelser af dyb sorg, af udslettelse, af retningsløshed, meningsløshed, fysisk træthed og smerte, identitetsopløsning… Jeg udrenser med bumse/bylde agtige udvækster, som decideret smerter, og antager det er et led i procesen med at give slip. Familieopstillingen har haft stor effekt. Det er meget tydeligt. Jeg oplever jeg står mere fast på jorden, har mere integritet, og er mere funderet i min kerne. Usikkerheden omkring at bede om hjælp, tage imod, sætte grænser, være sand mod mine behov og følelser, svinder ind. Det er i grunden ret besynderligt. Det føles som om det jeg var, er blevet opløst i atomer, og er igang med at samles påny, i en ny sammensætning. Som et sceneskift, der har konsekvenser både indeni og udenpå.
Hele den proces der udspiller sig for mig i øjeblikket, er dybt forvandlende og kæmpestor…

Jeg får øje på, erkender, de indre dynamikker, der i mine intimrelationer, – som er de der har voldet mig store problematikker på min vej, – sådan er det som regel for alle: Vore skygger udfoldes i det intimt relationelle, idet disse relationers dybde kaster lys dybt ned i underbevidsthedens benægtede mørke kroge, der har ledt mig til netop en bestemt type mænd eller fremkaldt en bestemt adfærd fra mænd. Jeg ser mit ansvar. Jeg ser hvorledes ‘noget’ ubevidst dybt dybt i mig selv, har forventet ikke at få/ikke ment jeg har fortjent oprigtig støtte/betingelsesløs kærlighed mv. Dette ubevidste aspekt af mig selv har jamret sig hver gang jeg skulle definere eller udtrykke mine behov, jeg har følt mig i vejen, til besvær, når jeg ikke har været i overskud, ydende. Jeg har betvivlet mine egne perceptioner, min egen virkelighedsopfattelse, mine egne følelser, og i høj grad berettigelsen af mine egne grænser. Jeg har tidligt ‘lært’ at alt dette – min virkelighedsopfattelse, mine følelser, mine grænser, blev betvivlet og overskredet, – og ikke blev verificeret af omverdenen, og således er der opstået en indre konflikt, der blandt andet har afledt en kæmpe vrede, idet jeg har måttet undertrykke mit virkelige jeg, for at kunne blive accepteret.

Dette har i mange tilfælde typisk ledt til, at jeg har i det intimt relationelle har indtaget et bittert offermodus, hvor jeg har følt jeg har slidt og slæbt, ydet, set, omsorget, givet, og følt en voldsom ubalance i udvekslingen mellem hvad jeg gav og hvad jeg modtog. I virkeligheden troede jeg dybt nede, at jeg ikke fortjente at modtage. I virkeligheden troede jeg, dybt nede, at jeg var slem, hvis jeg havde grænser og følelser, der ikke bare omhandlede kærlighed, omsorg, overbærenhed, tålmodighed, accept, af en anden.

Og eftersom hele denne indre modstridende dynamik har levet i mig, har der ligget en ulmende vrede, en dyb oplevelse af uretfærdighed. Mine følelser og mine grænser er blevet udageret i voldsomme affekt udtryk, fordi jeg ikke har troet de i virkeligheden var tilladte, jeg har troet de var ‘forkerte’ og derfor hovedsageligt er blevet undertrykt, til de ikke kunne undertrykkes længere, og således har fået et uhensigtsmæssigt udfold. Jeg har fået spejle i intimrelationerne, der har underkendt og fordummet mine grænser og følelser, fordi jeg i virkeligheden ikke selv troede på dem. JEG er blevet negligeret. Af mig selv og af den anden. Fordi jeg eét eller andet sted, troede jeg ikke var mere værd. Eller jeg har søgt dulme, trøst og flugt i alkohol. Fordi disse dynamikker i virkeligheden overhovedet ikke var til at holde ud.

På sin vis er jeg aldrig rigtig blevet voksen. Der har været noget umodent over mig. Jeg kan se skævvridningen i så mange henseender. Jeg har på sin vis defineret mig selv som ‘ikke-autoritetstro’, men dog altid haft en vis frygt for autoriteter. Følt mig ‘lille’ i forhold til lærere, udlejere, arbejdsgivere, selv børnenes pædagoger. Den søde, artige ‘lillepige’ har værget sig ved at sige til og fra, stille krav. Jeg har oplevet mig ‘over-ruled’, umyndiggjort i visse sammenhænge. Dybest set, fordi det er det jeg har bedt om, ubevidst.

Senest blev jeg forleden kontaktet af min udlejer af kolonihavehuset jeg bor i, med besked om, at der fra bestyrelsens side var indgivet adskillelige mails over de seneste måneder, – mails som hun desværre ikke lige havde læst, men som blandt andet handlede om klager over manglende overholdelse af haveforeningens regler, vedrørende fældning af to døde træer på grunden, samt beskæring af udhæng over havestien. Af udlejer fik jeg besked på at bringe disse ting i orden inden i morgen, mandag. Min umiddelbare reaktion var at parere ordre, og en vis indre følelse af at være slem, fordi det ikke var blevet ordnet. Selvom jeg på intet tidspunkt før var blevet gjort bekendt med, at disse ting skulle ordnes. Ingen fra bestyrelsen har henvendt sig til mig, idet jeg kun er lejer, og de nævnte ting er ejers ansvar.

Pludselig slog det mig, at dette ikke var rimeligt. De døde træer var døde, da jeg flyttede ind i oktober sidste år. Haven var et vildnis, idet den havde stået tom og ubrugt i flere år, mens den var til salg.
I flere henseender har jeg undertrykt mine behov og krav i forhold til dette lejemål, og bøjet mig for flere krav fra udlejers side, som jeg i virkeligheden fandt urimelige, fordi jeg var ‘bange for’ at blive smidt ud, idet den lejekontrakt jeg fra starten underskrev, stillede mig ret dårligt juridisk set. Jeg var blot så opsat på at flytte ind, at jeg godtog det hele. Udlejeren lavede en ‘take-it-or-leave-it’-aftale, og jeg måtte acceptere, for jeg ville jo så gerne. Dette er MEGET symptomatisk for min måde at indgå aftaler.

Nu har jeg sagt fra. Dette medfører højst sandsynligt, at lejemålet snarligt ophører, og jeg rykker tilbage til lejligheden på Amager. Dette havde jeg allerede påtænkt, at gøre, for vinteren. Det ville dybest set være idioti frivilligt at vælge endnu en vinterperiode i dette meget utætte, dårligt isolerede havehus, uden vand, med kun en miniovn og to kogeplader, og en elregning på 3000 kroner pr måned i de kolde måneder, med mine børn.
Jeg har allerede fornemmet, at vores fremtid ikke kommer til at udfolde sig med base i denne have.

Jeg har på så mange områder i mit liv, ædt en lort, for at få et stykke lagkage. Jeg har åbenbart været af den overbevisning, at jeg ikke var mere værd. At det var dét jeg kunne forvente af livet. Ofte har det været så uudholdeligt, at jeg har foretaget mine regelmæssige eskapistiske eventyr ind i alkoholens slør. Jeg har ikke taget ansvar for min lykke. Jeg har ikke taget ansvar for mine behov. Jeg har gjort mig selv til en nødlidt båd uden ror og sejl på et oprørt hav. Har overgivet mig til bølgernes tilfældige kast og skub, og de retninger det vilde hav kastede mig i. Jeg har ikke haft noget langsigtet perspektiv, andet end kronede, storladne urealistiske drømme, som jeg dybest set ikke troede på, fordi livet for mig i høj grad har bestået af tilfældigheder.

Allerede som 21 årig var det sådan jeg mødte faderen til mine to største børn. Jeg var drevet mod mænd. Optaget af mænd, optaget af at finde en mand. Var forelsket i den ene efter den anden. Og tilfældighederne ville, at denne mand, gerne ville have mig, og jeg fandt ham spændende, anderledes og interessant, så ham tog jeg så, og droppede de andre ’emner’. Og da-dum-da-dum, man skulle jo have en mand, et hjem, en uddannelse og børn, var det ikke sådan almindeligt sanfundsbestemt og -forventet, så det linie fulgte jeg. Også selv om der var så mange tydelige indikationer på, at det var noget der ikke var som det skulle være…

Jeg har aldrig været særlig realistisk. Aldrig rigtig undersøgt nøjere, om noget givent, – en bolig eller en partner, omstændigheder, egentlig rigtig matchede mig, mine ønsker og behov, om det var godt for mig. Jeg har altid været bange for at miste ‘de gode muligheder’, chancerne, og har hovedkulds kastet mig ud i tingene, accepteret, ydet og givet, indgået kolosale kompromiser, i drømmen om lykken, i de tilfældigheder og tilbud livet gav mig.

Det er forbi nu. Det tog mig længe, at blive voksen. Det tog mig længe at erkende. For egoet er det naturligt, at skamme sig en smule over. Men det er bare sådan det er. Nogle mennesker når aldrig at opdage det. Jeg har opdaget det. Jeg er blevet forvandlet. Transmuteret. Jeg er kommet hjem. Hjem i min kerne og min integritet. I troen på og tilliden til mig selv. I erkendelsen af mit eget værd. I respekten for mine egen følelser, grænser og behov.
Dette er en god tid.