Efter jeg havde tilbragt en uge bag låste døre og 5 meter høje hegn i haven, lukkede vinduer, der ikke kunne åbnes på min stue, og denne tunge energi af medicin og sygdom, der kendetegnede de øvrige patienter, sov jeg i nat i mit kolonihavehus med vidt åben dør lige ud til verden. I søndags skælvede jeg bare ved tanken om ikke at blive beskyttet af det høje hegn, de tykke mure, de låste døre, og ‘mor og far’ i læge- og plejeskikkelse. Og i går blev jeg udskrevet. Jeg har sovet godt og trygt i frisk haveluft. Regnen silede en stund, og min hud blev våd og saftig, efter at have nydt den på min krop. I ugen op...

Jeg blev i dag udskrevet efter en uge på lukket psykiatrisk afdeling. Jeg tror nok, at jeg i mine vildeste fantasier har fabuleret om at lade mig indlægge dér, ligesom tanker om at flygte til Indien eller Bali, både med og uden børnene, har flydt forbi i mine tankebaner, når jeg har været desperat. Men jeg havde aldrig troet, jeg skulle blive indlagt på lukket afdeling, ligesom jeg heller ikke har nogen plan om at stikke af, gå under jorden, skabe et nyt liv ved verdens ende i Langbortistan. Nogle gange kan bare tanken lutre… Da jeg først var inde bag murene, blev jeg også lidt nervøs… For hvad hvis det skulle vise sig, at forældres og kæresters forudsigelser om...