Det er lidt vanskeligt, at få greb om blog skrivningen igen, efter de mange chok, tiden siden d. 22.7. sidste år har bragt med sig. Men jeg forsøger, for der er sandelig mange ting, at tale om, – på min egen personlige rejse, som i det større billede, i samfundets hektiske glidebane. Jeg har haft nogle dyk, – nogle chok, fordi omstændighederne omkring mine børn, og den måde deres far har behandlet mig på, har taget nogle drejninger, som er kommet virkelig bag på mig. Jeg havde aldrig troet han kunne være så hjerteløs. Jeg har ikke set eller talt med mine små børn i over en måned. De store har jeg ikke set siden november. Før dette mareridt startede,...