Jeg er begyndt at se mine små børn igen. Jeg har været lidt varsom med at råbe op om det, for jeg har virkelig ikke lyst til at det skal forsvinde. Det er sært, at noget sådant, som tidligere var så givet, – at være mor for mine egne børn, at være en naturlig familie, kan blive så kontrolleret, så sårbart og flygtigt, som at holde sand mellem fingrene i blæsevejr. Men jeg besøger dem nu, vi var i svømmehallen i lørdags, jeg besøgte dem og puttede dem i går, jeg skal se dem og fejre deres fødselsdage henholdsvis på torsdag og på søndag. Der er blevet fred og venskabelighed med børnenes fader. Vi taler sammen, og taler konstruktivt fremadrettet,...

Ordblomster bølger ud fra min sjæl. Dette sted i livet, dette forår, er smukt. Mens verden hvirvler, og på mange måder og områder opfører sig mere og mere forrykt, med fokus på kontrol, effektivisering og den gale vækst, maser jeg mig dybere og dybere ned i eksistensens lykkelige enkelhed. Alting lever, uden anstrengelse. Planeter snurrer rundt om hinanden i det ganske univers, solen står og og går ned, danser sin evige dans med månen, havene bliver høje og så lave, årstiderne overtager gnidningsløst stafetten fra hinanden, fugle kvidrer, plantevækster bryder op fra jordens mørke, hjertet slår, vejrtrækningen består, livet skabes og forgår. Alting åbner sig og livet byder sig til. Der er så meget, at række ud efter. Så meget...

Jeg er blevet grebet af forår, og føler mig som et forårstræ i dets duftfulde, svimlende blomsterfyrværkeri. Som duften af frisk søluft. Som en sprød og knasende grøn, grøn plante. Livet buldrer indefra og ud, i alle gode retninger. Jeg er forelsket og jeg påskønner det som er, føler virkelig eksistensen som energi, og kan balancere i denne evindelige dualistiske, cykliske vekslen mellem lys og mørke, ebbe og flod. Lige nu. Jeg påskønner de små glæder, som er de største. Lyset der glitrer på søen, ænder der lander dér i et sus, at slå mig ned ved ‘fremmede’ på søbredden, fordi jeg kan lide lyden af deres guitar, elastikker der ofte ligger hvor jeg kommer frem, formet i uendelighedssymbolet, en...