Jeg er glad

Jeg er begyndt at se mine små børn igen. Jeg har været lidt varsom med at råbe op om det, for jeg har virkelig ikke lyst til at det skal forsvinde. Det er sært, at noget sådant, som tidligere var så givet, – at være mor for mine egne børn, at være en naturlig familie, kan blive så kontrolleret, så sårbart og flygtigt, som at holde sand mellem fingrene i blæsevejr. Men jeg besøger dem nu, vi var i svømmehallen i lørdags, jeg besøgte dem og puttede dem i går, jeg skal se dem og fejre deres fødselsdage henholdsvis på torsdag og på søndag. Der er blevet fred og venskabelighed med børnenes fader. Vi taler sammen, og taler konstruktivt fremadrettet, med børnene i et kærligt centrum. Jeg vil at dette er varig positivitet. Jeg vil fred, og ikke mere kamp. Mit smil rækker fra under mine fødder til over min hårtop.

Dét ikke at måtte se sine egne børn skaber en cellulær stress, som er stort set umuligt at opløse. En anspændthed, som bare bliver en naturlig del af eksistensen. En form for tilbageholdt åndedræt, en venten, og et reservoir af tårer, som altid er tilgængeligt, og altid kan bryde frem. At måtte se dem igen nu afstresser så dybt som en virkelig nærværende og kærlig berøring og massage, så dybt som en virkelig, virkelig god orgasme. Jeg føler der smelter stress krystaller ud af mine celler, de strømmer frit fra hjertet der sukker lettet, skinner som solstråler ud i alle retninger, løber af mine arme og ben, ud gennem mine hænder, fingre, fødder, tæer, ud i underlaget jeg sidder på, væk. Min livmoder slapper af.

Denne tid er en god tid. Når alt udenom os, er et spejl af vores indre, må jeg ræssonere, at jeg har flyttet mig, og forløst væsentlige aspekter af mine indre dynamikker og karma. For verden er virkelig venlig mod mig.

Det er stadig ikke helt ligetil, at ‘få lov’ at komme ind i det psykiatriske system. Min læge henviste mig først modvilligt til psykiater, senere modvilligt til distriktspsykiatrien. Begge har afvist mig, idet de ikke mener jeg hører til i psykiatrien. Min læge er temmeligt korsende over denne sag, som han kalder en farce, han mener jeg bliver trukket rundt i manegen af myndighederne, og nu vil han personligt hjælpe mig til at blive erklæret ‘normal’. Han er faktisk lidt hidsig over situationen og har flere gange peget på det overgreb myndighederne har lavet på mine børn, ved at fjerne dem fra mig. Jeg føler mig støttet.

Om kort tid er jeg boligløs. Men alting har bevæget sig. I december blev jeg erklæret uegnet som mor og menneske af Frederiksberg kommune, og herfra væltede alt fundament og retning som dominobrikker. I længere tid var jeg som en fjer, der blev kastet hid og did af livet, og var overladt til mig selv. Men nu har Københavns kommune indstillet mig til bolig, fordi de ser mig, og ser behovet for at skabe et fundament for at jeg kan få almindeligt samkvem med mine børn tilbage. Ligeså har de indstillet mig til et billigt kollegie værelse for hjemløse, i den mellemtid, der går, mens jeg venter på den indstillede bolig – hvilket kan tage op til et år. Yderligere er jeg blevet tilknyttet en personlig vejleder (hvilket min rådgiver også var forbløffet over, idet hun siger at kommunen sidder tung på pengekassen og for tiden er meget nærige med støtte). Og jeg skal i den kommende tid, som aktivering, komme på et kreativt multiværksted tre gange om ugen, og lave præcis det som passer mig, kreativt og kunstnerisk set, og dér kan jeg sågar arbejde med at forfine mine fortællerevner og scenefremtræden, jeg kan spille musik i deres studie, jeg kan arbejde med jorden i deres byhave, jeg kan tilknytte mig yogahold og får serveret gratis mad. Min rådgiver var først lidt i tvivl om det var det rette sted for mig, idet der kommer mange ‘skæve eksistenser’, mange der også færdes på Christiania… Jeg sagde til hende: ‘Jeg tror nok det går, Christiania er mit hood’…
Det eneste jeg skal fokusere på lige nu, er det der gør mig glad og skaber ro, siger hun.
Jeg føler mig begavet.

Jeg har mødt en vidunderligt dejlig mand, som jeg elsker at kysse, elske med, tale med, dufte til, lytte på, sove med, se på, sanse. Han er moden og rolig og varsom og kærlig og lækker og vild og stærk. Komponerer den inderligt smukkeste musik, som jeg nyder så dybt, og har en tone i sin stemme og sin substans, som åbner mit hjerte og gør mit væsen til en blød, glad feminin kvinde, som svajende og lykkeligt dansende undervandsplanter. Hvor det begynder og ender, hvad det hedder og er, betyder ingenting, jeg nyder det blot fra nu til nu, i nu.

Jeg strikker på mit netværksfletværk, og kobler dybere med så mange dejlige menneskevenner, vilde, frie, kunstnere, revolutionære, aktivister, skæve, fritænkende individer. Jeg danser og nyder musikken, krammer, taler dybt, føler jeg hører til i denne verden.

Jeg var til vidunderlig fødselsdagsfest i lørdags, hos en særligt smuk sjælesøster. En fest uden alkohol, men med dans, glæde, tusind krammere og smil, stilheds/hvilerum, nærende føde, vedkommenhed. Efterfølgende tilbragte jeg den ganske nat og morgen med blødt, sjovt, dybt og vidunderligt samvær med nye venner på Operaen.

Jeg elsker kontrasterne mellem de vilde fester på staden, til de milde fester i renheden. Jeg elsker lyden, og stilheden. Jeg elsker at være alene, og jeg elsker at være sammen. Jeg elsker mørket i nætterne, som jeg elsker lyset i dagene. Jeg elsker at følge min egen månedtlige foranderlige cyklus, som livets cyklus, årstidernes, evolutionens. Jeg elsker regnvejret, stormvejret, stilheden, solskinnet, indånden og udånden. Det hele. Jeg synes jeg har fundet sporet.

Og jeg er glad!