Receptiv

Jeg er blevet grebet af forår, og føler mig som et forårstræ i dets duftfulde, svimlende blomsterfyrværkeri. Som duften af frisk søluft. Som en sprød og knasende grøn, grøn plante. Livet buldrer indefra og ud, i alle gode retninger. Jeg er forelsket og jeg påskønner det som er, føler virkelig eksistensen som energi, og kan balancere i denne evindelige dualistiske, cykliske vekslen mellem lys og mørke, ebbe og flod. Lige nu.

Jeg påskønner de små glæder, som er de største. Lyset der glitrer på søen, ænder der lander dér i et sus, at slå mig ned ved ‘fremmede’ på søbredden, fordi jeg kan lide lyden af deres guitar, elastikker der ofte ligger hvor jeg kommer frem, formet i uendelighedssymbolet, en mand af ro, kunst og kærlighed, som et bjerg, der giver mig næring, grinende mennesker med strålende øjne, duften af een jeg elsker, kys og elskov, der smelter al substans, musikken fra alting, at cykle gennem byen i solskin og frisk luft, med våde øjne, at se kunst i arkitektur, og på vægge og gader. I dag så jeg forbløffende malerier i Kafé Krone i Toldbodgade, med kvinder, i vand, blandt åkander – og med store fallosagurker i munden. Jeg ved ikke helt hvad jeg skal mene om dem, men jeg accepterer dem som kunst, og ved at jeg ikke ville hænge dem i min stue.

Men nu har jeg jo snart heller ikke nogen stue længere. Jeg ved også, at jeg ikke har fundet en ny bolig, og at jeg bliver smidt ud fra denne jeg befinder mig i d. 29.4. Jeg har ro og tillid, og føler det løser sig. Alting løser sig altid, alt er blot som puls, bølger, energi, og det eneste vi får ud af at stritte mod, er smerte. Jeg orker ikke at stritte imod livet.

Der er kreative projekter og samarbejder, muligheder der åbner sig – og lukker sig, som en blomst, der følger døgnets bevægelse. Der er glade, lange fester, musik, koncerter, dans, venner, ubekendte, bekendte, kram, vedkommenheder og skævheder. Frimod og kreativitet overalt.

Jeg lever, mens jeg venter. Venter på bevægelsen i min børnesag. I dag, da jeg ringede til statsforvaltningen igen, for at skubbe på, gik det op for mig, at lige så kvikke som Frederiksberg kommune var til at fjerne mine børn og stemple mig som skingrende skør, lige så smølende er de med at respondere på statsforvaltningens anmodning om en udtalelse, idet de har ignoreret henvendelse af d. 9.3., plus rykkere på respons af d. 18.3. og 28.3.
Frederiksberg kommune finder det tydeligvis ikke relevant, at mine børn og jeg skal stå i relation til hinanden. Og de vil jo også tabe deres ansigt, hvis de skulle gøre op med den dom der har kastet over mig.

Altimens er det jo faktisk således, at jeg efter hele denne stride omgang, er sygemeldt. Og det er også gået op for Københavns kommune, som jeg nu bor i, at jeg kan med denne stempling som sindssyg og sindssygemeldt, kan få hjælp, til en form for bolig, og da jeg i dag var til møde med en kvinde ved kommunen, var hun meget opsat på, at jeg skal foretage mig dét, som gør mig glad og giver mig ro. Således støtter hun op om, at jeg skal arbejde med min kreativitet, min kunst og min skrivekunst, i det omfang jeg magter det. Det synes jeg egentlig er meget flot, frem for at sende mig ud på en græsplæne for at pille mælkebøtter op af den 37 timer om ugen. Sådan var det for mange år siden, da jeg tog pause fra gymnasiet, da jeg var lidt forvirret og ulykkelig over mine forældres deroute i druk. Da kom jeg på kontanthjælp og blev aktiveret med sådanne aktiviteter i Vejle. Et par dage, indtil jeg strejkede i protest, meldte mig ud, og klarede mig selv i de måneder jeg ikke kunne få su.

Hun tilbød også, at tale med Frederiksberg kommune, min læge og andre relevante, så jeg kom til at føle mig helt ubekvem og hjælpeløs. Men – det var jo sådan set dét overlægen ordinerede ved min udskrivning, efter min sammenbrud i sommers, – at jeg skulle lære at tage imod hjælp. Jeg blev dog ret desillusioneret, ubalanceret og chokeret efter at skulle trækkes gennem dette mareridt af en anden verden, med fjernelse af mine børn. Så det tog mig lige lidt tid, at fatte tillid igen, til at ‘systemet’ kunne opføre sig menneskeligt, men nu øver jeg mig igen på at tage imod hjælp med kyshånd, bring it on!