Jeg hører til

Jeg føler jeg hører til. Jeg er varm og glad over således som mit liv udfolder sig. Børnene og jeg er nære, og danser legende gennem dagene. Det er som alting er blevet meget mere virkeligt på de seneste uger, siden mit sammenbrud og indlæggelsen. Jeg kan se længere. Og det føles som om der er så meget kærlighed og kontakt overalt, så meget gensidighed, medmenneskelighed, omsorg. I går var jeg tre timer i kurbad, hvilket virkeligt var nærende og saligt. Jeg lå på et tidspunkt helt smeltet og afslappet på en opvarmet mosaikbænk under infrarøde lamper, De slukker efter 10 eller 15 minutter af sig selv. I dét øjeblik lamperne slukkede, før jeg nåede at åbne øjnene eller bevæge bare en lilletå, sprang den der var på vagt, der også afholdt saunagus, over og trykkede på knappen, så lampen tændte igen. Som ville han på helt eget kærligt initiativ forlænge min nydelse. Jeg synes alle smiler. Der er så meget kærlighed i verden. Jeg bliver rørt.

I morges fik jeg min første alvorlige traumatiske træningstest i mit nye liv, hvor jeg vælger anderledes. Mens det stod på bevarede jeg min ro, var fattet og klar. Jeg sad på en stol i min stue, og måbende og en art vantro betragtede det foregå. Det var som en film. Jeg var ikke aktør, jeg var vidne. Efterfølgende var jeg bange, låste mine døre, kiggede mig over skuldren, stivnede, og skyndte mig på vaskeriet med tøj, for at komme lidt væk. Jeg gjorde noget andet end jeg plejer. Jeg delte hvad der skete med min læge på e-konsultation, han har sagt jeg bare kan skrive dér når som helst, når der er noget. Jeg delte det med andre. Jeg skrev det ned. Jeg reflekterede. Jeg gav det tid. Men det var voldsomt, og det fremkaldte en masse fysiske reaktioner. Smerte i hjertet og stakåndethed, stivnede muskler. Ørhed og desorientering i hjernen. Det bevægede sig i mig i adskillelige timer, faktisk helt fra morgenen, og til lige før jeg hentede børn kl 15.30. Da jeg var oppe og handle, gik jeg svimmel rundt i butikken, med tårerspejle i øjnene, og var forpustet, træt, havde opkastfornemmelser. Og da jeg kom hjem med cyklen og varerne, brækkede jeg mig mellem træerne i brynet mellem min have og parken. Det var interessant, at følge min krops reaktioner på en ydre påvirkning, uden at reagere aktivt. Uden at hidse mig op. Uden at gå i affekt. Uden at føle trang til forskellige former for flugt. Blot se, mærke, betragte, lade systemet gøre sit arbejde, uden indgriben. På faldende så mange timer det tog, for systemet at rebalanceres. Jeg har levet under et alt for stort pres. I alt for meget uro. Alt for længe. Jeg er vågnet fra det nu.

Der er startet et nyt liv. Der er så meget der er blevet taget afsked til, på så kort tid. Jeg kan godt føle en vis vemodighed, som ved en bevæget afskedsfølelse i dette given slip på en gammel, velkendt ven. Som bevægelser i slow motion i blødt gyldent lys og sagte fyldige toner. Noget der glider fra hinanden, som fingerspidser, der ikke længere kan nå hinanden, en given slip, given efter, et sjælens skib, der langsomt og målrettet glider gennem det stille, bløde hav i den retning, det er bestemt til at glide… Der er ikke andet at gøre, end at følge med.

Mit liv tegner sig, som jeg altid har drømt det til. Her til aften har mine børn og jeg været i fællesskab med dejlige mennesker, venner og nye venner, til vegetarsammenskudsgilde hos en skøn og viis kvinde, jeg kender i Valby. Fuldstændigt afslappet og tilbagelænet picnic på plænen, nærhed, ro, harmoni. Hun havde lavet hjemmelavet is. Jeg mødte hende jeg boede hos sidste år, og som jeg havde dramatik med, og der var ro, blev fred, ud af sig selv. Det glæder mig. Nogen sang så inderligt og smukt, læste poesi op. Jeg fik et Life Wave stress plaster i nakken. Hilken omsorg. Det var bare en helt almindelig yderst smuk og rar fredag aften, og yderst usædvanlig for mig. Jeg har været dårlig til at deltage i dens slags arrangementer. Jeg har været for præ-okkuperet i mit system, og jeg har ikke følt jeg hører til. Men jeg mærker jeg hører til. Jeg har levet afsondret, og bebyrdet.

Om en uge er der stor kunstudstilling i Valby – Galore 2013. Jeg kom for sent til tilmeldingen i maj, men jeg fik i går aftes en mail, om at der er plads til mig alligevel. Jeg har nyligt smadret og brændt mine store malerier. ‘Så er du jo en rigtig kunstner’, sagde min kærlige kunstnernabo i dag, med et smil, da vi talte over havelågen. Det er mange år siden jeg sidst har udstillet. Og jeg længes efter det. Det er nu. Jeg er blevet inviteret med som udstiller om en uge. Jeg skal skabe billeder inden da. Det gør mig så glad og fortrøstningsfuld.

Det er et nyt liv. Jeg er spændt over dets gaver. Jeg glæder mig til at vågne til næste dag. Der er så meget kærlighed over alt. Jeg føler mig så rig. Jeg takker ærbødigt og dybt for al den skønhed, alle de gaver, alle de muligheder, alle de smukke individer, der er mit mit liv. Verden står åben. Og jeg hører til.

Jeg er på paradoksal vis både mere alene end nogensinde, og mindre alene end nogensinde. På een og samme tid.