At være blevet uegnet

Det er lidt vanskeligt, at få greb om blog skrivningen igen, efter de mange chok, tiden siden d. 22.7. sidste år har bragt med sig.

Men jeg forsøger, for der er sandelig mange ting, at tale om, – på min egen personlige rejse, som i det større billede, i samfundets hektiske glidebane.

Jeg har haft nogle dyk, – nogle chok, fordi omstændighederne omkring mine børn, og den måde deres far har behandlet mig på, har taget nogle drejninger, som er kommet virkelig bag på mig. Jeg havde aldrig troet han kunne være så hjerteløs. Jeg har ikke set eller talt med mine små børn i over en måned. De store har jeg ikke set siden november. Før dette mareridt startede, var jeg ultimativt deres primære omsorgsperson, faderens tilgang til dem og til samvær var meget ustabil, og dét aspekt var stressende over flere år. Men børnenes og min tilknytning var meget tæt og meget kærlig, eksempelvis sov vi sammen hver nat.

Indimellem kommer sorgen og savnet som et lyn, der blænder mit udsyn, og skærer så skarpt i hjertet, at tårer vælder frem, uanset hvor end jeg befinder mig.
På visse måder, er det som at hænge vægtløs i et tomrum. Det kan virke så umuligt, at bevæge sig i nogle retninger, og jeg skal daglig væbne mig med en ubegribelig tålmodighed, for selvom jeg har lyst til at ændre disse rædselsfulde omstændigheder, som ved et trylleslag, er der ulideligt lange bureaukratiske sagsgange. I dét øjeblik, i midten af december, jeg tvunget skrev under på at afgive forældremyndighed og bopæl på mine børn til deres far (ellers skulle de være blevet boende på børnehjem – pest eller kolera) søgte jeg om samværsfastsættelse i statsforvaltningen. I januar var vi til møde dér, og fik en frist til at komme med kommentarer. Der blev ikke afsat noget midlertidigt samvær, for faderen ’tillod’ at jeg måtte besøge børnene i hans hjem minimum een gang om ugen. Tåleligt.

Men det viste sig, at den utilregnelighed, som altid har hersket fra hans side, fortsatte. Nu var det blot fra den anden side af bordet. Han med børnene, jeg uden. Jeg har haft børnene og deres far på besøg i mit hjem (deres tidligere) og jeg har besøgt børnene hos ham. Jeg har bidt enhver form for eventuelt stolthed og bitterhed i mig, lagt det fra mig, for at kunne se mine børn og være kærlig og tilstedeværende overfor dem i den spinkle tid, vi havde sammen. Vi har været i selskab i op til seks timer flere gange, og det har været roligt og harmonisk. Vi har gået ture sammen, været på legeplads, været ude at shoppe, ude at spise, spillet spil, spist aftensmad mv. Faderen og jeg har omgåedes hinanden venskabeligt, og han har sågar spurgt mig til råds på visse områder.

Ved en situation, hvor han og vores 5 årige søn var skrækkeligt syge, bad han mig overnatte, så han kunne få udhvilet og helbredt sig, i et andet rum, mens jeg sov med børnene. Det var en sand velsignelse, selvom jeg kun fik sovet to timer den nat. Jeg lå dér og holdt om dem, duftede til dem, mærkede dem, betragtede dem, og de vågnede begge flere gange, sønnike var syg, feberhed og havde hoste. Men de havde lyst at tale, spørge, grine, pjatte, spise, kysse, kramme, dén nat. Vi savnede jo hinanden så umådedeligt meget.
Næste dag var faderen så taknemmelig, han udtrykte han næsten følte jeg havde reddet hans liv, og ja, jeg ved af mange års erfaring som enlig mor, at det kan være fortvivlende hårdt, at have syge børn, når man selv er syg. Han var taknemmelig, der var harmoni og jeg gik derfra med ro og tillid i hjertet.

Dette var i slutningen af januar. Det tegnede jo så fint. Inden længe kunne jeg vel ‘få lov’ gradvist at se mine børn mere og mere, troede jeg.

Det eneste krav, som jeg også måtte bøje mig væk fra, fordi faderen var urokkelig, og hellere ville lade børnene bo på børnehjem, hvis ikke jeg bøjede mig komplet, var, at han ikke bosatte sig i Frederiksberg kommune, så vi kunne starte på en frisk, efter mareridtet med anbringelsen, undersøgelser, kontroller mv. Men Frederiksberg kommune tildelte faderen en bolig i deres kommune, på samme tid som de tildelte ham vores børn. Så de havde ham under kontrol. Og faderen har været meget usikker og vaklende omkring sin faderrolle og om hvordan man håndterer børn (det er jo ret sigende, når man tænker på, at han faktisk har fem børn, og den ældste snart er myndig), så han havde behov for at knytte sig nært til de psykologer i Frederiksberg kommune, der med hans medvirkende har stigmatiseret og dømt mig til at være uegnet som mor, farlig, svært personlighedsforstyrret og uden for rækkevidde.

To dage efter beskrevne overnatning, var faderen så til møde hos disse psykologer. Og da ændredes alt… Igen. For, som han berettede, understregede de, at jeg er farlig for børnene, svært psykisk syg, ja, jeg måtte altså end ikke besøge børnene HOS faderen, hvor han var tilstede, for de mener bestemt, at jeg slet ingen kompetencer har som forælder, og at der skal være een tilstede HVIS jeg skal se børnene, som hele tiden kan guide mig til hvordan man omgåes (sine egne) børn.

Det er himmelråbende absurd. Jeg har været mor i 14 år. Jeg har 4 børn. Jeg er uddannet faglærer, med liniefag i psykologi og pædagogik. Jeg har uddannet mig indenfor psykoterapi, coaching, deltaget i mange selvudviklingsforløb og træninger, gået i en del egen terapi, læst bøger om børneopdragelse, udviklingspsykologi, og været en temmelig dedikeret mor, som prioriterede deres børneliv højest. Min ‘karriere’ har været af langt mindre væsentlighed, og jeg har prioriteret deltidsjob, og at have mine børn hjemme på selvpasning og orlov’er i det omfang det var mig muligt. Jeg har båret alle mine børn i slynge, jeg har født tre af dem ved smukke og harmoniske hjemmefødsler, de er alle blevet ammet til de selv standsede. Jeg har været meget nær med mine børn, talt med dem, besvaret de mange nysgerrige spørgsmål fra disse små åbne videbegærlige og intelligente menneskevæsener, grinet med dem, leget med dem, lavet mad med dem osv. Ubetinget og uendeligt elsket og beundret mine børn, og fulgt deres konstante udvikling med begejstring og stolthed.

Og pludselig hedder det sig, at det er ‘farligt’ at jeg er i selskab med mine børn, hvis ikke der er en ‘coach’ tilstede… U-fatteligt.

Nu er vi over midten af marts. Den seneste frist hos statsforvaltningen, for at komme med kommentarer til de kommentarer der tidligere er indkommet, var i går. Så kan vi vel vente, at der skal komme en ny frist, hvor vi kan kommentere på de kommentarer, vi havde til de første kommentarer?! Det kan jo aldrig få en ende eller en begyndelse på denne her måde.

Jeg pressede min læge for at få en henvisning til en psykiater, for en psykiatrisk udredning, som forhåbentligt og yderst formentligt, kan nuancere og modargumentere den helt ekstreme rapport, der er udarbejdet af Frederiksberg kommunes ansatte psykologer. Min læge henviste mig modvilligt, han mener ikke jeg hører til i psykiatrien. Også hos psykiatere er der meget lange ventelister. Flere har over 40 ugers venteliste. Er det ikke grotesk?

Forleden dag, i mandags, oprandt omsider den dag, jeg havde tid hos psykiater. Han erklærede mig ‘upåfaldende’ (altså uden tegn på psykisk sygdom eller personlighedsforstyrrelse) og rådgav mig til, hvad han mener er bedst, i forhold til at forholde mig taktisk, så jeg kan få kontakt og samvær med mine børn tilbage. Han mener, at jeg skal henvises til psykiatrisk regionalt regi, for en omfattende udredning, der har slagkraft. Det skal så tage x antal måneder. Min læge stiller sig igen skeptisk, og er modvillig i forhold til at give mig en sådan henvisning. Han mener jo, at jeg ikke hører til i psykiatrien.

Nogle gange er jeg fuldstændig handlingslammet. Nogle gange er jeg helt stivnet. Mit væsen, mit sind, min krop, har fået nogle gevaldige chok i denne proces. Det kan mærkes og ses på min fysik, og på de furer der er vokset frem under mine øjne, i min pande og mellem mine øjenbryn…

Min økonomi er kollapset, idet boligstøtte og diverse børnetilskud og -bidrag er fjernet. Jeg har mistet min bolig, sidder stadig i den, og venter at blive sat ud, jeg ved ikke hvor jeg skal flytte hen. Det er meget vanskeligt, at finde en egnet og betalelig bolig i København. Kommunen mener jeg da blot kan flytte væk fra byen, hvor det er til at finde bolig, jeg kan betale. Altså – flytte væk fra mit netværk, som er det eneste sociale jeg har tilbage, efter min moderidentitet er sprunget i luften, og er fordampet med vinden. Flytte væk fra mine små børn, – og fra muligheden for at få en dagligdag med dem igen. Det er ikke en løsning jeg kan eller vil vælge.

Det er en hård rejse. Det koster, at lade sine grænser overskride for længe, at være medafhængig og indgå i dysfunktionelle forhold, tre styks ialt, med mænd, som er dybt forhippede på, at de voldelige overgreb de udsatte mig for, skal skjules og forties for enhver, og også mener at den som skal stå tilbage med sorteper og byrden fra ansvaret af det dysfunktionelle, er mig alene.

Jeg er ved Gud ikke perfekt, jeg har lavet fatale brølere indimellem, jeg er snublet, jeg har været selvdestruktiv til tider, jeg har været dramatisk i mine følelser, når konflikterne med mændende brændte på. Jeg har truffet dumme valg på rejsen, og jeg har involveret mig i, og blevet for længe i, usunde ‘kærlighed’srelationer. To af dem, var jo altså dem jeg fik børn med. Hvad kom først, hønen eller ægget?

Og nu er jeg en kastebold, som egentlig er blevet overladt til mig selv og til selv at finde vej, i dette mareridt. Jeg føler mig ikke som et offer, jeg ved godt hvor mit ansvar ligger, og at jeg må handle fremadrettet og stødt, som at padle i en kano. Jeg ved godt, at jeg nok skal blive aktivt mor for mine børn igen. Og jeg er gudsketakoglov både stærk og rigeligt intelligent, velreflekteret og velfunderet.

Men jeg er godt nok forbløffet, chokeret og desillusioneret over, at dette kan finde sted. Og i kraft af denne, min egen tragiske sag, er mine øjne og mit hjerte blevet rettet imod al denne kafkask, der foregår i Danmark for tiden, alle disse sørgelige, overgribende og ulovlige tvangsanbringelser, al den fusk med udtalelser, fordrejning af fakta, der foregår. Senest i dag, har jeg sat mig ind i en tragisk sag, om to tvillingebabyer, der er blevet fjernet fra deres kærlige forældre, to måneder gamle, fordi de lider af en sygdom, hvor de ud af de blå får blå mærker. Myndighederne påstår, at forældrene er voldelige overfor de små babyer. Endda selv om familien har været anbragt sammen, og har været døgnovervåget i hver en handling de foretog, og der kun var lovprisende ord om deres omgang med deres babyer.

Det må da kunne høre op? Selv psykiateren, jeg var hos, var bevidst om – og nævnte, at kommunerne er gået amok og handler overgribende og ekstremt overilet i virkelig mange sager, fordi der har været nogle dybt alvorlige sager i Jylland, med misbrug, vold, overgreb, misrøgt. Kommunerne er nu blevet bange for, at blive fremstillet i medierne for at ‘have ladet stå til’. Så de fjerner børn i flæng og stempler forældre som nærmest kriminelle…

Netop dét er da lige til at blive både vanvittig og gå amok over, som forælder. Men hvis man reagerer følelsesmæssigt i alt dette, stemples man som ustabil og usamarbejdsvillig.

Jeg beder til en smukkere og mere hjertelig verden. Jeg beder til at denne vanvittige glidebane (og det er jo slet ikke kun på børneområdet, at tingene er kørt langt af sporet) må høre op. Jeg beder til menneskelighed, fællesskab, medfølelse og følelsesmæssig intelligens fra ‘systemets’ side. For indimellem bliver jeg temmelig foruroliget, og synes denne udvikling i vores såkaldte demokratiske ‘eventyrland’ ligner en science fiction film, hvor mørket overtager, og alting bliver slaveri, hårdt og gråt.

Dét kan da ikke være den rigtige evolutionære udvikling for menneskeheden, hva…