Nymphomaniac

Jeg gik langsomt og nærværende i dag fra Østerbro til Nørreport, langs Sortedams søen, i det blødeste snevejr og en salig og dybt rolig følelse af fryd og lykke. For tiden har jeg søvnbesvær om natten. Men jeg har sovet sødt, som et blødt og trygt lam i nat, i en rar hotelseng. Med en virkelig dejlig mand, som har bejlet modigt og tålmodigt til mig de seneste uger. Han ledte mig til de sødeste, blødeste orgasmer.

I går så jeg Nymphomaniac sammen med ham, og spiste risnudelsuppe forinden. Han strøg mig uendeligt blidt på mine æggestokke og livmoder under nogle af filmens barske scener. Det var så dybt beroligende og healende. Og han holdt om mig med stærke arme og nærvær. Han kørte mig gennem byen i en kasse på en cykel. Dejlig, dejlig, dejlig mand.

Det var en stor oplevelse, at se den film, og den bevæger sig stadig i mig. Den blander sig med min egen personlige forskning for tiden. Forskning i ubundethed, erotik, kærlighed, mænd.

Det aller mest tragiske ved den film, var dens slutning. Jeg kan ikke beskrive den her, for det ville være uforskammet over for de, som ikke har set filmen. Derouten og den desperate afhængighed af sex og ekstase, ansvarligheds frafaldet, det umættelige aspekt og følelsesløsheden var også dybt tragisk. Men – der var bare sådan en stor og mirakuløs åbning til sidst, der lukkede sig igen med et brag, så det blev til en fuldendt tragedie…

Jeg ved jeg elsker Triers indre verden. Hans måde at anskue verden. Den er så rig og mangfoldig. Hans film er avancerede og sammendrager elementer fra mange aspekter af eksistensen til et samlet hele, der går ind i dybdepsyken, og beder een tage stilling og lære både livet og een selv at kende dybere, – hvis man vil. Jeg har på mange måder meget længe følt, at mit liv ville være en oplagt Trier film. Min ynglingsfilm over alle, til alle tider, er ‘Breaking the Waves’.

Jeg ser både filmen, som en historie, men også som den grænsebryder den er, kunstnerisk. Tidligere i mit liv var jeg stærk modstander af pornoens tendens til at tingsliggøre kvinden. Jeg havde som ung, en mand, som var afhængig af porno, og han brugte mig som prøveklud på det han så. Jeg blev ret træt af porno dengang. Jeg fik to børn med den mand.

Jeg er fortsat ikke tilhænger af porno, og jeg ser det kritiske i, at ungdommen belæres om sex via porno. Jeg hører om unge mennesker, alt for unge mennesker, som tror, at analsex SKAL forekomme, også ved den første tabte uskyldsseance. Jeg kan også mærke, at nogle af de mænd, jeg elsker med, er trænet af pornoen. Pornoen har skabt en rå og følesestom indgang til seksualiteten. Og filmen Nymphomaniac skildrer langt hovedsageligt den følelsestomme seksualitet. Sygdommen.

Men det er et eller andet sted fascinerende, at kunne sidde i en biograf, og se ‘pornoscener’ udfoldet, uden at det naturligvis handler om, at beskueren skal ledes til udløsning, hvilket er pornoindustriens eneste ærinde. Sidde dér i en mørk biografsal, og se på oralsex og diverse andre former for lige-på-sex. Dette er virkelig en ny tid, hvor alt brydes ned. Det er evolution, og det skal ske. Paradiset venter forude. Tålmodighed.

Jeg læste i sommer en artikel i et astrologisk magasin, om hvorledes de kommende år er et opbrud på den hidtidige måde at relatere kærlighedsmæssigt, seksuelt og intimt på. Jeg ser det ske og jeg føler det ske, indefra. Jeg er blevet givet en gave fra livet, ved at blive ført ind i at skulle give slip på Al Ting. Mine tre seneste kærlighedsforhold, der blev kaldt kæresteforhold, overlappede hinanden. Jeg blev overtaget. Helt til sidst, så jeg måtte indlægges. Siden sommeren har jeg været min egen. Det er fantastisk og har skænket mig muligheden for at forske i kærlighed, erotik og mænd på en ny og fri måde.

Nymfomani kaldes også østromani. En nymfoman er en kvinde med stærk kønsdrift, tit mangler personen også seksuelle hæmninger og har mangel på ægte kærlighedsfølelse.

Nymfomani er en sygdom kun kvinder kan have. Definitionen på sygdommen er: et sygeligt øget behov for sex. De kan ikke tilfredstilles og vil altid have mere. Mange kvinder bruger betegnelsen på sig selv, men det er i virkeligheden et meget lille antal mennesker i verden der er det. Har mænd det tilsvarende problem hedder det Satyromani.

Jeg er ikke nymfoman. Men jeg er ret uhæmmet. Filmen benævner specifikt dét, at kærlighed er den hemmelige ingrediens, der gør seksualiteten fuldendt. Filmens hovedrolleindehaver bliver følelsesløs og desperat, i mødet med kærligheden. Filmen benævner også, at det sygelige, det nymfomaniske, kan være fremkommet netop i patriarkatets undertrykkelse af den kvindelige seksualdrift. Benævner, at verden ikke ville finde den ekstremt store libido påfaldende eller sygelig, hvis det var en mand, der udfoldede det samme. Benævner at selve den aggressive deroute udi det seksuelle, meget vel kan være fremkommet, idet der i vor kulturs dybdespyke ligger en skam- og skyldspåkastelse af den kvindelige seksualitet.

I tidligere tider, under matriarkatet, brugte kvinderne snarere mænd som tilfredsstillere og sæddonere, og da var det typisk, at den kvindelige seksualitet var rå, vild, umættelig. Mænd ofredes til ‘Den Store Moder’ i erotiske ceremonier.

Det siges, at gamle sjæle har en stor libido, som de har indsamlet ved at generere energi og tørst gennem mange, mange inkarnationer. Jeg har en stor libido. Men jeg er ikke nymfoman. Jeg er snarere en slags kærlighedsgudinde, healer og forsker udi kærlighed og elskov.

For tiden svømmer jeg i et hav af mænd. Smukke, skønne, lækre, vilde, milde, følsomme, stærke, følesesforkrampede, bange, modige, tapre, sårede, velduftende og velsmagende, blide, nænsomme, ubønhørlige, begærlige, rolige, viise, naive, bløde, hårde, umættelige, hengivne, forelskede, kreative, givende, tagende, kolde, varme, ligeglade og vedkommende mænd. Mænd!

Det er for mig kæmpe, kæmpe stort, lærerigt og givende, at være et sted i mit liv, hvor jeg kan nyde, forske og udforske, veksle frit mellem mænd og oplevelser, uden bindinger, uden bånd, andet end det nu, hvori vi mødes. I kærlighed. Jeg elsker gennemført og fuldt i hver en elskov. Det har ingen betydning, hvad det fører til eller fra, eller hvad der kommer efter, for der er kun nu.

Jeg lærer mig selv og min seksualitet, min nydelse, mine grænser, dybere at kende. Jeg lærer samspil dybere at kende. Og jeg bliver viis på mænd. Learning by Doing. Det har altid været min bedste læringsform. Jeg tager ingen mænd personligt. Mange af dem gemmer sig bag begær og en art hårdhed, og afklæder sig så, i det intime rum, til nænsomme, følsomme, dedikerede, sårbare mandevæsener, og jeg har så stor en sympati og kærlighed til hver og een af dem. Jeg kan jo se deres dyb i deres øjne og sanse dem.

Jeg har mødt flere mænd i denne proces, som jeg vil elske for evigt, grundet vores smukke erotiske, intime og kærlighedsmættede møder. Flere føles som ægte venner og elskere. Og det er betydningsløst, om det skal ske igen, for jeg følger med eksistensens strømmende flod, og tror på, at elske det som er. Det er, uanset hvad, en gave af en anden verden, at komme et andet menneske så nært og for evigt snoes en energetisk forbindelse mellem mig og den anden! Også uagtet om den anden forstår eller vedkender sig dette faktum.

3 helt særlige mænd, uden sammenhæng, hjalp mig med at lukke en vigtig dør, der har stået og blafret siden i sommers. En popstjerne, en jazz musiker og en lydtekniker. Lyd er jo mit element, så det giver mening. Den skulle lukkes. Hvor kan det tage alt for selvdestruktivt lang tid, at lukke en dør. Milde Himmel! Jeg er evigt taknemmelig, i retning af de tre. De gjorde ikke noget specifikt, det var blot deres væsen, tilstedeværelse og kæmpe storslåede maskulinitet og kreativitet, jeg sansede og der hjalp. Bag døren var der også lyd. Og den havde besat mig. Nu er jeg fri. De er elskværdige, de mænd, og jeg velsigner dem. For evigt.

I en tid har min energi og min interesse rakt sig i stort set alle retninger. Den fase er forbi. Nu er der nogle mænd, som jeg ved jeg elsker og gerne vil have som elskere. Og en dag lander jeg med den mand, jeg skal følges med, i et dedikeret kærlighedsskib. I et åbent eller lukket forhold. Det ved Gud.
Gud og jeg ved også, at jeg aldrig mere er afhængig af mænd, sex eller kærlighed.

Alt er for mig tantra. Filmen Nymphomaniac er også tantra. For sådan kan det gå. Det kan gå galt. Her i det dualistiske, her under himlens hvælv. Skyggerne SKAL omfavnes. De personlige, som de kollektive. Det er en ufattelig film, Nymphomaniac, som jeg kan mærke skal bevæge sig i mig længe. Jeg skal også se den igen. Og jeg er allerede dybt spændt på, hvorhen Trier dog kan tage verden næste gang. For han er virkelig gået ud over grænsen denne gang. Men det gør han jo hver gang!

“Tantra er den gruppe østerlandske trosforestillinger og praksisser, som ? idet den tager udgangspunkt i det princip, at det univers, vi oplever, intet andet er, end den konkrete manifestation af den guddommelige energi fra den guddom, som skaber og opretholder universet ? forsøger rituelt at tilvende sig denne energi og kanalisere den på kreative og emancipatoriske måder inden for det menneskelige mikrokosmos.”

Mænd, jeg elsker jer! I er fantastiske!