Årets allersidste dag

Da jeg sad til det skæbnessvangre møde i begyndelsen af oktober, hvor mine børns midlertidige skæbne skulle afgøres, var een af de ting, jeg skulle forsvare og forklare, hvorfor jeg har ændret mit navn for nogle år tilbage. Det føltes dybt absurd, og gjorde mig temmelig forvirret.

Det er længe siden jeg har blogget. Jeg har været bange for det. Jeg er blevet frarådet og advaret mod det. Jeg er ‘blevet stillet til ansvar’ for det, og har skullet forklare myndighedspersoner ‘hvorfor’ jeg blogger og hvorfor jeg blogger om det jeg gør. Psykologer undrede sig over, hvorfor jeg ikke bare skriver fiktion. Øhhh…? Jeg undrede mig over, at de stiller sig til dommere over mit kunstneriske udfold. Jeg spørger mig selv, om det havde gjort nogen forskel om jeg havde fortsat med at skrive… Jeg gjorde alt hvad jeg kunne for at indordne mig, udvise den ædleste samarbejds- og velvilje. I det lille billede, nyttede det ikke stort. I det store billede, er alt som det skal være.
Freedom’s just another word for nothing left to loose.

Nu begiver jeg mig på forsigtige skridt ud på min blog is. Jeg tror godt den kan bære. Livet i mig og omkring mig, vil stadig have ord.

Årets gang var radikalt anderledes, end jeg på nogen måde havde kunnet forestille mig. Men størst af alt er kærligheden. Spørgsmålet ‘Hvor fri kan man blive?’ har længe optaget mig og optager mig fortsat. Jeg har i år skullet gennemgå nogle grundige og uomtvistelige lektioner indenfor denne disciplin. Jeg har befundet mig i egne af eksistensen, i mig selv, som har presset mig så vedholdende og konsekvent, at der var ganske få handle- og valgmuligheder. Jeg kunne gå fra forstanden. Eller jeg kunne gå til den. Den dybere forstand. Det føles som om jeg er blevet presset igennem eksistensen, som var den en si, og kun den ædleste substans kunne trænge gennem de fine masker. Det føles som om jeg er blevet gjort flydende i en smeltedigel, og i denne er blevet omkogt til et andet grundstof. Nogle gange i de forgangne måneder, føltes det som om mit hjerte var blevet flået ud af mit bryst, og blev slæbt hen af asfalten, i et reb efter en bil, der ikke ville standse. Og jeg har følt mig så nøgen, afmægtig og gennemsigtig.

På mange tidspunkter har det føltes som en drøm. Livet opløste sig for øjnene af mig, og illusionerne blev tydelige. At gå på gaden, og se mennesker, der lever et ‘almindeligt’ liv var en besynderlig oplevelse. Se forældre med børn, vide jeg selv er mor, selv har børn, men var blevet sat ud af drift, ud af spillet. Det bevæger nogle ting i dybdepsyken, som er nærmest uforståelige. Ofte var hjertet en drivende våd klagesang ud i verden. Jeg har grædt på alle mulige tidspunkter, alle mulige steder. Siddet i bussen og grædt, gået på gaden og grædt. Ligget med selv hovedet under min dyne i forsøget på at holde verden ude, og grædt. Jeg har hørt, at det også kan lede til at man påklistres et prædikat som emotionel ustabil, hvis man viser følelser i myndighedsregi. Omvendt kan man vel diagnostiseres som sociopat, hvis man ingen følelser viser… De gør det ikke nemt.

Jeg har ihvertfald følt hvad jeg har følt, og det forstår jeg godt. Der er mange, der har anerkendt mig stort, for min fattethed og styrke i det forgangne. Det er nok for mig. Jeg har gjort det så godt jeg kunne, og det er tilstrækkeligt. Jeg faldt og alting gled bort mellem mine fingre, og i det fald forsvandt jeg. For at finde tilbage og for at vågne et dybere og sandere sted. Det der var, var. Det der er, er. Der der skal komme, skal komme. Livet er en flod, der strømmer resolut og ustoppeligt. Og vi er vandet i den flod.

Der venter et stort år og et stort liv forude. Tak for alle lektionerne, tak for kærligheden, tak for livet!

Go with the flow and let God do the heavy lifting. Det allerstørste har min ryg, og derfor kan det kun gå fremad. Det er en dyb erkendelse, at sanse, at der kun er nu. Det åbner for verden på en sådan skinnende, optimistisk måde. Det er så nærværende, smukt og fyldt med ro.

»Begik du livet, bedrev du livet, som det givet, du bør og gør, så er det givet, at alt i livet, – det blev dig givet, fordi du tør. For alt i livet, som blev dig givet, er lys og mørke i sammenspil, og har du vovet og har du lovet, og har du svigtet, så var du til. Begik du livet, bedrev du livet, som det er givet, du må og skal, så husk, at livet er blevet givet til dig i kraft af et syndefald.«
~ Et Mannakorn, Tom Kristensen 1954