Livsfase

Jeg har netop sagt farvel til mine børn for sidste gang efter samvær på bülowsvej. Jeg ved ikke hvornår jeg ser dem igen. Det er snart jul, men det føles ærlig talt mere som påske… På fredag flytter børnene hjem til deres far, og herfra har han magten. Kommunen ville lade denne manøvre ske, hvis jeg ‘nøjedes’ med at afgive bopælen. Men faderen og hans advokat har stejlt nægtet enhver forhandling, og ville hellere lade børnene bo på bülowsvej på ubestemt tid, end at vi bevarede fælles forældremyndighed. Han vil end ikke lave aftaler om samvær, ‘det skal statsforvaltningen gøre’. Hvornår de får tid til det må jeg afvente.

Og jeg har valgt at afgive forældremyndigheden.

Det er som et valg mellem pest eller kolera. Det har føltes vigtigst, at børnene skulle ud af myndighedernes kløer hurtigst muligt. Jeg er stemplet som farlig og sindssyg, og det kan tage mange måneder at føre klagesager desangående igennem.

Har måttet give køb på alle idealer. Min søn er skrevet op til skolestart på Steiner skolen til sommer, men faderen synes det vil passe ham bedre at bo i eksempelvis Hvidovre, fordi – som han beskrev overfor sagsbehandler – ‘der bor velhavende, ordentlige mennesker i villaer’, og han ønsker så at børnene skal gå i en ‘normal’ folkeskole med ‘ordentlige menneskers ordentlige børn’, tæt på hans teenagedøtre, som han forventer kan blive hans hyppige barnepiger (ret stort krav at stille til tre piger, han skred fra for 9 år siden, for at ‘realisere sig selv’ og siden kun har haft lyst og ‘tid’ til at se hver anden weekend. Men han har jo charme)…

I august var vi enige om at han skulle finde en bolig tæt på mig og at børnene skulle gå på Steiner. Vi skrev begge under og HAN indbetalte indmeldelsesgebyr til vores datters Steiner børnehave start, når vores søn skulle starte i skole… Før august havde han aldrig taget stilling til skole. Børnene går i en Reggio Emilia børnehave på Frederiksberg. Faderen bor mest hos sin kæreste på Amager, men officielt i Faxe Ladeplads. For få måneder siden boede han officielt hos sin mor i Rødovre. Han kan ikke være hos sin mor eller sin kæreste med børnene. Så de skal bo i Faxe Ladeplads, og har nu 80 km i børnehave… Det skal så ændre sig, når han får solgt sit hus i Faxe Ladeplads. Hvornår end det bliver.

Tidligere er han blevet vanvittig over at have børnene i en uge af gangen på ferie, nogle gange blot en weekend. Og hans forbandede største problem med mig, har altid været, at jeg har bedt ham BLIVE VOKSEN, TAGE ANSVAR, og det har provokeret ham i ufattelig grad. Men nu hedder det selvfølgelig alt muligt andet parologisk (om mig, naturligvis)

Jeg føler det som om jeg har kastet terningerne i et hasardspil. Men jeg føler mig trængt op i en krog, og at jeg ikke har haft anden mulighed. Mine børn har været gidsler på et børnehjem i to måneder. Det har knust mit hjerte meget mere end tusind gange.
Mine eks’er har sagt, at de ønsker at jeg kommer ned og bide i græsset. Se mig, jeg bider, og jeg har munden fuld af jord, og det er ekstra koldt at ligge hér nøgen og bide, på denne årstid…
Jeg vil gøre alt for mine børn. Dét ‘alt’ rummer ret få handlemuligheder pt…

Jeg har lovet børnene, at det var max tre måneder… Og jeg har serveret det som om det er rigtig fint det her, så kan de dog stadig ët eller andet sted regne med det jeg lover dem…

Næste step er, at statsforvaltningen skal beslutte samvær. Min støtteperson siger, at de nok vil ligge sig ret meget op af det psykologerne har anbefalet. Som er, at jeg må have støttet samvær. Måske een gang om måneden. I et familiehus. Men hvad ved jeg – psykologerne anbefalede ‘at børnene hjemgives til faderen, så snart han har en permanent bolig i storkøbenhavn og at det var meget vigtigt for børnene at komme ud til noget stabilt’. Det har han IHVERTFALD ikke.

Han sagde engang i sidste århundrede i sidste uge, at han håbede, at vi fra nytår kunne have en minimum 9/5 deleordning, for han har meget brug for frihed fra børn. (Ja, det ved vi vist alle) Men han skulle først lige se psykologernes rapport om mig. Og i den er jeg jo fremstillet som en anden maniac i en Hollywood film… Og nu er det jo så dén han retter sig efter.
Hvem ved. Måske vokser han nu og bliver voksen. Måske fastholder han sin sygeliggørelse og psykologernes diskvalificering af mig, som menneske og mor.

Dén rapport skal påklages til psykolognævnet og hvorend den kan. Den er SÅ ensidig, unuanceret og stigmatiserende. Jeg er rystet over, at den kunne lade sig gøre, og tror mere på Hollywood film og på en verden på vej mod afgrunden, end jeg nogensinde før har gjort.
Men børnene skal ikke sidde som gidsler på et børnehjem, mens sagen står på. Jeg føler mig så ydmyget, og orker ikke at stå i relation til de myndigheder mere.
Jeg er blevet ekstremt laset af disse forgangne måneder.
Jeg havde et sammenbrud. Det var et alt, alt for hårdt og uværdigt kærlighedsforhold jeg var en del af, og alt for hårdt alt for længe at kæmpe med børnenes far. Jeg brød sammen. Og vågnede på kort tid til at være helt enormt konstruktiv med mit liv. Havde en tid med ro, overskud, kærlighed, som bare tegnede til at børnenes og mit liv, havde de bedste udsigter. Men kort tid efter fulgte det ene vilde chok efter det andet, og de er sådan set ikke standset med at komme, de choks…
Jeg har brug for fred!