Som perler på en snor

Jeg er i min lejlighed på Amagerbro med mine børn. Herfra hvor jeg sidder, kan jeg se guldknoppen på Vor Frelser kirke på Christianshavn, over hustagene. Den kirke tilhører vi, når vi bor her. Det er byens smukkeste kirke, for mig. Vi har ikke brugt lejligheden siden nytår. I månedsvis har jeg planlagt at opsige den, for at bo varigt i kolonihaven ved Grøndalsparken. Men noget har holdt mig tilbage fra den opsigelse, og de seneste måneder viste mig tydeligt hvorfor. Nu er vi her igen. På et tidspunkt troede jeg, jeg havde opsagt den, men jeg havde åbenbart fulgt en forkert procedure. Det er lettende. Det ville være strengt, om jeg skulle bakse med at finde passende ny bolig i denne tid. Børnene er henrykte over at være her.

Jeg overtog denne fine og store lejlighed, efter 9 måneders boligsøgning og delvis tilstand af boligløshed, med ophold 4 forskellige steder, og en ret kollapset økonomi. Det var så stor en lettelse, at flytte ind, og at få udleveret mit gods, som havde stået opmagasineret i al den tid. Jeg overtog denne lejlighed 12 dage efter jeg havde mødt min sidste store kærlighed. Og egentlig lykkedes det aldrig rigtig at flytte ind, for hurtigt kom mit fokus og min lyst til at ligge et andet sted i byen. Mine børn går i børnehave på Frederiksberg, og kolonihaven ligger på Frederiksberg, ca halvanden kilometer fra børnehaven. Det gav mening at være dér ofte.

I oktober overtog jeg nabohuset. Den dag vi trak mit gods ned af havestien, lukkede de for vandet for vinteren. Når man kigger lidt på det ovenfra og bagfra, var det vist en meget symbolsk handling. Jeg er selv imponeret over hvordan jeg tacklede, at leve uden rindende vand, bad- og toiletfacilitet et helt halvår. Jeg var forelsket og jeg elskede dybt, så ofte var det bare så helt okay. Men det var også hårdt. Det hele var lidt anderledes end jeg troede. Ofte var jeg mest alene om opgaverne og de små. Og det er et ekstra udfordrende valg, at leve uden de moderne faciliteter i en lang og streng vinter, med to små børn. Men – så har jeg prøvet det.

På sin vis kan man også sige, at dét valg var ret symtomatisk for hvordan jeg tidligere har valgt. Den hårde vej. Jeg kunne jo have valgt at bo i lejligheden, hvor der er både vaskemaskine i den, og opvaskemaskine, sågar elevator i bygningen. 120 nyistandsatte kvadratmeter til fuld og fri afbenyttelse. Det har jeg så valgt nu. Og nu skal jeg til for alvor at skabe et hjem her, et hjem som rækker ind i fremtiden på et mere værende basis.

Det er et okay sted at bo, når man skal bo i byen. Ydre indre by kaldes det her. Det er næsten på Christianshavn. Man skal kende nogen, der kender nogen, for at komme ind her, det er temmeligt attraktivt. Christiania ligger fem minutter på cykel herfra. Det samme gør Dyssen jo, og Kløvermarken. Steiner skolen ligger ved vandet, 3,5 km herfra. Fra altanen kan vi se vindmøllerne ude ved vandet, så her er næsten havudsigt. Det tager vel 10 minutter at cykle til vandet, og 3 stop med metro. Den store, vide fælled ligger også her på Amager. Og før jeg kom til – og kendte – København særligt, ville jeg helst bo på Amager. Det gør jeg så nu. Kolonihaven er dog ikke afviklet helt endnu, men bliver det i løbet af den kommende måned.

De har lukket Amagerbrogade, som vi bor i en sidegade – og med kig – til i dagens anledning, og er igang med at kreere en gadefest dernede, med loppemarked og en slags tivoli, kan jeg se fra den store altan. De holder fest, fordi vi er kommet tilbage…

Nyt liv.

I går føltes det som om jeg fik en boksehandske med fuld kraft lige i hjertet. Een jeg har agtet så helt ufatteligt højt, placerede sig selv, med ord, i bås med de to fædre til mine børn, og allermest sårende, også med min mor. Som i et firkløver. Udtalte, at når både min mor og disse fædre og han, mente at jeg lyver om andre og er stærkt personlighedsforstyrret, så må det være sandt, og det må være mig, den er helt gal med.
Hvad er det for et argument?
Jeg har brugt de seneste 20 år på at forsøge at vikle mig ud af alle de fejlbetingninger og dysfunktionaliteter, der opstod på baggrund af den strenge opvækst med en følelsesmæssigt utilstedelig mor, der syntes jeg var som et underligt væsen fra en fremmed planet, som hun følelsesmæssigt ikke kunne relatere sig til, og som kodede mig med så meget dårligt selvværd, usikkerhed og frygt, at det er ganske skrækkeligt. Kæmpet og skabt børn i disse dysfuktionelle forhold, der har været så omgærdet af afhængigheder, benægtelse, bevidstløshed, vold, ustabilitet. Og så vender vi i går tilbage til alt dettes begyndelse. Ground Zero. Firkløveret i opposition til mig. Jeg syntes det var så lavt, og jeg blev virkelig ked af det. Det trak også slør af illusion væk, som når et plaster rykkes af, og det gjorde ondt.
Jeg græd over det i går, og regnen satte ind udenfor, på præcis samme tid…

Og hvad tænker de mon egentlig jeg skal gøre? De synes jeg er syg i hovedet, og at jeg fortæller løgne om dem i det offentlige rum. De ting jeg beskriver som min sandhed, de oplevelser jeg har haft med dem, påstår de ikke er sande. Hvorfor gør de mon egentlig det? Jeg kan undre mig, som de naive rumpenisser i Ronja Røverdatter, der konstant spørger: ‘Hvorfor det, hvorfor gør hun det?’. De nisser er så kære.

Jeg kan ikke forstå det. Jeg har virkelig oplevet det jeg har oplevet. Jeg har jo endda været indlagt på psykiatrisk afdeling for nyligt, og fået fagkyndiges ord på, at jeg ikke er syg i hovedet eller personlighedsforvrænget. Jeg er overbelastet af for strenge livsvilkår og af psykisk vold og terror. Men firkløveret vil ligesom ikke godtage denne forklaring (jeg må sige, at det altså kun er få af bladene i dét, der er aktive i denne henseende, men jeg kender jo deres holdning, og de blev alle nævnt i går).

Jeg er forbavset og også lidt skræmt over, at få syn for, hvor massiv benægtelse kan være. Det er helt ufatteligt, at nogen kan benægte deres egen adfærd så intenst. At det er så smertefuldt for dem, at indrømme deres egne fejltrin, og at de er så bange for ‘hvad andre tænker’, for at andre kender til deres skygger og smertekrop, – som jeg har eksponeret i mine blogs, at de sammenbidt bliver ved og ved og ved, at påstå, at det er mig der lyver. Jeg synes det er strengt.

Nå men, myndighederne er helt rundt på gulvet. Mine små børns far har skrevet til mig, at han ‘fryder sig over’ at jeg nu skal smage min egen medicin, referende til, at jeg har delt, det han mener er løgne om ham, på min blog. Han tror tilsyneladende, at det tjener noget godt, at køre denne uendelige krig af had og hetz mod mig. Dét præger da børnene i slem grad. Jeg har fået anledning til at læse endnu en rapport, hvor jeg efter sigende skulle være farlig, løgnagtig, virkelighedsforvrængende, stærkt personlighedsforstyrret, psykisk syg, havende et massivt alkohol misbrug. Det er ikke fagpersoner der siger dette her. Det er hovedsageligt mine små børns far, og i væsentlig mindre grad de andre to mænd. Men – de mennesker jeg samtaler med, i offentlig regi, udtrykker ting til mig som: ‘Det viser sig jo, at du ikke har fortalt sandheden… Vi kan jo læse at, vi kan jo forstå at…’

Det er en mystisk situation at være i. Jeg har talt sammen, at det drejer sig om 11 enkeltstående episoder over de 6 år, jeg var sammen med ham, at jeg havde en druepisode. 9 af de gange var mine børn på samvær. Min eks bekræfter på sms, at det var sjældent, og at børnene kun har oplevet meget lidt. Massivt alkoholmisbrug, også som gravid? Er det måske ikke en anelse misvisende beskrevet? Tingene har tilspidset og er gået noget skævt over det seneste år, det har jeg da indrømmet, og jeg har også røget marihuana fra tid til anden i det år, hvilket jeg ellers ikke har gjort i 6-7 år, og max har gjort 5 gange før, i den tid jeg har været mor. Men jeg har i det seneste år hverken haft et massivt alkohol – eller marihuana misbrug. Det tror altså myndighederne nu. Plus at jeg lyver om mit forbrug, lyver om mine oplevelser med mine ekspartnere, er stærkt personlighedsforstyrret…

Det er næsten lidt svært at afgøre om jeg skal grine eller græde. Det er jo ikke første gang jeg står i sådanne situationer. Jeg er veltrænet. Helt fra da jeg var 17, og bad kommunen om hjælp til at flytte hjemmefra, fordi det var ulideligt, at leve i mine forældres alkoholiske fordærv. Da blev jeg også fremstillet som løgner og årsag til de hjemlige problematikker, til mine forældres druk, og blev placeret i familiepleje. Og så har børnenes fædre adskillelige gange over årene været så forbitret, at de har fundet det smart, at forsøge at bekæmpe mig i offentligt regi. Hidtil har de ikke lykkedes med det. Jeg kan ikke forestille mig, at det skulle lykkes denne gang heller. Men det er dog lidt anstrengende, at skulle blive ved at forholde mig til disse meningsløse, absurde kampe og anklager. Det er næsten spændende, om det i virkeligheden er en helt fortløbende proces, at jeg skal forholde mig til så mange massive udfordringer i dette liv. Ofte har jeg troet jeg har overstået hurdlerne. For så at indse, at nye kommer frem.

Det siges, at gamle sjæle vil opleve udfordringer som perler på en snor fra tidligt i livet, idet de har så mange inkarnationer bag sig, at opløse karma fra. Det siges også at de gamle sjæle har styrken til at stå alle disse udfordringer igennem, hvorimod de unge sjæle let bliver slået ud af og går ned af udfordringer, og ofte ikke oplever udfordringer i så vedvarende og høj grad. De har ikke så meget karma endnu, de er ikke så erfarne.

Jeg har virkelig gjort alt for at være ærlig både i min blog, gennem tiden, og overfor de mange fagpersoner jeg har talt med under og siden min indlæggelse. Jeg forsøger ikke at gøre mig selv til offer, eller at fralægge mig ansvar, skjule noget, eller negligere alvoren omkring mine egne dysfunktionaliteter. Jeg forsøger omhyggeligt at rette mine fejl, og at blive et bedre og visere menneske hver dag. Jeg kan da sagtens se, at mit liv i mange henseender er noget atypisk og at nogle af de ting der sker er noget ekstreme. Og jeg fortæller åbent og ærligt om det hele, og dét i sig selv, er naturligvis noget chokerende for de der følger med, for det er jo ikke typisk brugt. Og jeg er helt på det rene med, at når jeg deler alt dette nu, så vil der være visse der læser med, som også vil begynde at betvivle min troværdighed og om jeg er helt rask oveni. Ej heller dét er jo første gang. Der er mange der mener, jeg ville hjælpe mig selv bedre, ved ikke at dele disse personlige og prekære omstændigheder offentligt. Men for mig føles det stadig viisest og rigtigst, at eksponere det ud. Så må jeg tage det som kommer, med. Jeg processer det, mens jeg skriver det, og det er vigtigt for mig, ikke at fortie og skjule. Når jeg har det hele ude i feltet, kan jeg ligesom møde verden lettere, og ånde mere frit, selv om der er væsentlige udfordringer…

Jeg synes selvfølgelig at det kunne være rart, at fortiden kan få lov at være fortid, at fokus kan få lov at ligge på at skabe gode, trygge, stabile og harmoniske rammer for børnene, at jeg kan få ro og støtte til denne meget smukke, hastigt ekspanderende og kvantespringende proces, jeg gennemlever i denne tid. Men jeg kan se, at alt dette altså er et led i den proces, og så må jeg i det, tage mig den ro og den støtte jeg behøver.
Det er godt jeg er nået så langt på rejsen og har så meget erfaring med i min rygsæk. Det skal nok gå. Livet ER smukt.