Grow your glow

Der er og har hele vejen været, sådan en sød og mild trøst i, at blive bevidst om, at selv de som er ret langt på rejsen, de som jeg lærer fra, også stadig er i proces, ikke er færdige. Jeg har mødt mange gennem tiden, som havde det bedst med at give indtryk og udtryk af, at de var færdige, og nu kun er overbærende og ophøjede redskaber for andres fortsatte processen i at vikle sig ud af sig selv. De ego-spirituelle. De med maskerne. De der gemmer sig bag smarte højspirituelle fraser, giver indtryk af at være ‘åh, så klarsynede og rensede og næstekærlige og on top of it all’ og i reglen gerne peger fingre, patroniserer og er belærende på sådanne avancerede, underspillede måder, så man kan blive helt forvirret, forpustet og fortabt i al deres iscenesatte stråleglans og vid. Den slags individer har typisk en ordentlig bunke møg dybt indeni, som de ihærdigt forsøger at skjule for omverdenen og måske allermest for dem selv. Perfektionismens og skyggens ækle magt…

Jeg elsker den parabel Debbie Ford brugte hvor hun beskriver skyggerne som en badebold, som vi bliver ved og ved at presse ned under vandet, vi kæmper og kæmper med den, i håbet om at ingen ser den, og den popper op, vi presser den ned, den popper op, vi presser den ned, og pludselig er vi uopmærksomme et øjeblik, kommer til at slappe af, og så giver livet os den skide badebold lige i fjæset, og det er både ydmygende og håbløst…

Der er ingen af os der er færdige. Det er et fælles vilkår. Jeg læste en beskrivelse fra ægteparret Tara Bennett-Goleman og Daniel Goleman, der har skrevet henholdsvis Følelsernes Alkymi og Følelsernes Intelligens, om en udagerende uoverensstemmelse og konflikt de havde med hinanden, på vej til en højspirituel japansk thé-ceremoni. Jeg læste om Deepak Chopra, som blev vred på unge drenge, der i deres kådhed flåede vilde blomster i naturen istykker, og hvordan han opdagede, at han med sin vrede reaktion, ikke var spor længere end de. Jeg læste om Dalai Lamas kage-begær, eller hans voldsomme irritation på ure han som hobby nørklede med som ung, når de ikke ville som han ville. Jeg læste om Wayne Dyers trang til at have ret, over for sin kone, og om hans irritation på hans børn, når de legende larmede i huset, og han skulle være noget så vigtig, og andre skulle rette ind efter ham, i hans meditationspraksis. Jeg læste om Andrew Cohen, som for nyligt udsendte en officiel erklæring om, at han nyligt havde opdaget, at alt det han i så mange år har undervist i, om opløsning af ego, havde han glemt selv at eje, og at hans undervisning i alle disse år, i høj grad har været baseret på hans egen ego-spiritualitet. Jeg læste om Thic Nhat Hahn, der var så vred og forurettet over en amerikansk invasion af hans land, at han var tæt på at aflyse sin tour i Amerika, som straf til dem… Jeg så kakao-shamanens elskede processe nogle dybe issues ved ceremonien. Mine forskellige mentorer og lærere har alle også deres at processe fortsat. Det har ingen ende. Det er et fælles vilkår og det er en stor trøst.

Jeg synes det er stort, at gøre sig nøgen for omverdenen. Stort at smide alle slør og bare være med det der er. Selv føler jeg der er meget mere plads til mig i verden, og indeni mig selv, når jeg afklæder mig, og udstiller prekære detaljer fra mit liv. Det er så meget lettere at ånde og slappe af, for der er ingen besværlige badebolde, at kæmpe med at holde nede, og skjule for mig selv eller omverdenen. Det sætter fri.

Under min indlæggelse blev der indgivet en indberetning til kommunen, da jeg har børn under min varetægt, og det er lovpligtigt, i en sådan situation, at bekendtgøre kommunen. Der er visse personer i mit felt, som har yndet at skulle fralægge deres eget ansvar i forhold til de omstændigheder, der til sidst ledte til, at jeg brød komplet sammen og blev indlagt, der har fremstillet mig som det helt store problem, og som alkoholiker. Deraf er der naturligvis en væsentlig bekymring fra familieafdelingens side, om mine børns ve og vel. I går var jeg til møde på kommunen, og fik her anledning til at læse udskrift af udtalelser fra børnehaven vedrørende mine børn, hvori det fremgår, at min eksmand har tilbedt sig et møde i børnehaven, og her har fremstillet mig som værende svært personlighedsforstyrret og farlig for mine børn, havende et ‘massivt alkohol misbrug’, helt siden mine graviditeter. Jeg var rimelig chokeret! Pludselig faldt nogle brikker på plads for mig, omkring nye måder pædagogerne i børnehaven har tilgåët mig, omkring hvorfor der kort efter min indlæggelse faktisk kom mennesker ud fra kommunen rede til at tvangsfjerne mine børn. De er blevet præsenteret et meget grimt skræmmebillede af mig og de ser nu på mine børn igennem dén optik, og med stor bekymring.

Jeg måtte sætte mig en halv time på torvet foran kommunen, efter mødet, for jeg var både stakåndet, svimmel og havde opkastfornemmelser. Jeg skrev til min eksmand og konfronterede ham med det, og ret hurtigt vældede hans bitterhed og had frem, over at jeg tidligere har eksponeret mine kampe og uoverensstemmelser med ham, på min blog. Det har simpelthen sat så dybe spor i ham, at jeg har delt offentligt om min virkelighed i denne henseende, at der igen og igen dukker en sådan hævntørst op, dette brændende ønske om at een gang for alle, at få mig ned med nakken. Det er lidt skræmmende! Det er et spændende spejl. For det er jo dét det er, – et spejl.

Der var flere spejle aktive i går, og det føltes absolut som om de fremkom, som et naturligt udfald efter kakao-ceremonien. Der blev aktiveret en proces, og det intelligente højere væsen jeg er, kaldte nye scenanrier frem, for at jeg kunne forløse endnu mere stof.

Jeg fik også kig på distancerende, falsk og manipulerende kommunikation, fra een som ville have noget fra mig, som jeg har sagt nej til at give. Afpresning. Der har været alt for mange mennesker gennem tiden, der har afpresset mig følelsesmæssigt, med skyld og skam og trusler sågar, gerne på avancerede, underspillede, umiddelbart kærligt synende måder. Og jeg fik syn på den udnyttende og utilregnelige respektløshed, der er mig så velkendt i mine intime relateren. Jeg fik kig på, at jeg har givet mig hen til steder, hvor jeg blev behandlet illoyalt. På at min kærlighed tages og lægges bort, af en anden, som om det var en ting. På tendensen til at jeg bliver syndebukken, den besværlige, den urimelige, den krævende, som der ikke er tid og empati til. I går blev en stor procesdag. Og jeg er taknemmelig for de nye redskaber jeg erhverver mig, til at processe alle disse ting, så jeg mindre og mindre går ind i dramaet, og mere og mere lader den højere, kærlige intelligens gøre sit arbejde igennem mig, med at inkludere, rumme, favne, være med, processe, opløse, transmutere, alt det stof der er falskt og ikke tjener mig. Alle vrangbillederne, al benægtelsen, og al undertrykkelsen af mit sande væsen.

Det er en smuk fortløbende proces, at blive fri. Jeg føler en vis ærefrygt for processen, for livet. Jeg føler mig både ydmyg og lillebitte, og kæmpe stor og kraftfuld på een og samme tid. Jeg fornemmer at alt er såre godt. Jeg ser de samme processer, de samme indsigter, opstår i mennesker omkring mig i min omverden, og jeg ser mere end nogensinde, at vi er ikke alene. Det er et fælles vilkår. Det er et fælles arbejde, og det går godt og fremad med det.

Grow your Glow hedder den danske Kakao-tribe side. Og det er dét vi gør – vi vækster vores oprindelige glød i hele denne smukke kollektive renselsesproces, vi under stor kraft og hast gennemlever i denne tid…

ALT hvad der kommer til syne i vores felt, kommer af en grund. Det er en ledetråd, en vejskilt, et spejl, på veje vi skal kigge eller gå med os selv, på noget i os selv, der skal favnes og slippes. Med den visdom, er der ingenting i verden, som behøver at bekymre eller gøre ondt. Det er dybt meningsfyldt. Jeg er beæret over al den støtte og kærlige guidance, jeg får fra min omverden og min indre visdom, omend den største læring ofte kan fremkomme i en ret hæslig forklædning…