New Age-illusionen om tilgivelse, kærlighed og spejle

Har lige holdt en mindre blogskrivningspause, da jeg skulle rekalibreres. På meget symbolsk vis modtog jeg sidste lørdag en mail fra min webudbyder/host, om at min hjemmeside havde været udsat for så massivt et hackerangreb, at der var fare for at det kunne lægge hele min webudbyders server ned. Jeg er jo før blevet truet på at blive lagt sag an mod, eller at ‘nogen’ vil forsøge at få min facebook konto og min hjemmeside lukket, hvis jeg fortsætter med at dele så ærligt og afslørende. Sidste fredag bøjede jeg mig også omsider for antibiotika, idet jeg har bakset med en mystisk betændelsestilstand, siden min indlæggelse, der gav sig udslag i generende små byldeagtige udvækster på det øverste af min ryg. Via podning blev det afklaret, at det drejede sig om streptokokker. Når jeg læser derom, kan jeg se det typisk giver sig udslag i halsbetændelse, – som jeg altså konstant havde som barn. Men her gav det udslag i betændelse bag min ryg. Meget symbolsk. Der foregik noget betændt bag min ryg. Hvor betændelsen er erhvervet, er svært at sige. Jeg var jo så uheldig at jokke en hensmidt kanyle op gennem min gummisko i et budskads, en uge forinden mit sammenbrud. Jeg tænker det kunne være dér… Vildt ubehageligt at blive udsat for bakterier fra en anden fremmed og narkomanisk. Men det kunne dog have været så meget værre end streptokokker ganske vist… Betændelsen kunne også være erhvervet på hospitalet, det er ikke første gang man hører om nogen som er blevet smittet på et hospital.

Jeg havde en fed weekend sidste weekend med mine unger i lejlighed på Amagerbro. Der var fest på Amagerbrogade i forbindelse med handelsforeningens 120 års jubilæum. Vi fandt gode ting på loppemarked, blandt andet bedstemor med slag i og sorteper. Mine børn er smukke, og jeg glædes over at have sådan et nært forhold til dem. Min relation til min 13 årige datter er så ærlig. Hun fortæller mig om hvordan hun har det, hendes tillid til mig glæder mig, og det glæder mig, at kunne fortælle hende om min vej, min tid som teenager, guide hende ganske blødt. Jeg fortæller hende blot fra min egen livserfaring og -visdom, og derfra må hun selv vælge om hun vil bruge det til efterretning. Hendes vej er hendes. Hun er så fantastisk, den unge kvinde. Dyb, viis, kreativ, kraftfuld. Jeg er så stolt!
Det bliver en fryd at rykke tilbage til lejligheden og den absolutte manifestation af det nye liv. Snart.

I mandags var jeg til Satsang Healingscirkel på Stevns hos Vera & Uffe, og det var det allerklogeste jeg kunne gøre i forhold til de nervepirrende oplysninger jeg modtog om eftermiddagen. Truet på den allervigtigste rolle i mit liv, – min moderrolle… Mit underliv trak sig helt sammen, min livmoder føltes som en lille hård klump. Men jeg kom virkelig helt ned i kroppen og helt ind i min kraft i healingscirklen. Fik noget meget væsentlig spejling og mentoring, og tog derfra afklaret. På mandag er der satsang healingscirkel med dem i huset Inanna, og jeg anbefaler på det inderligste enhver, at deltage.

Denne del af mit liv, disse forgangne 7 uger, har været de bedste i mit liv. Jeg føler mig så begavet. Hverdagen med børnene er så enkel, rolig og nær, – harmonisk, slet og ret. Der skete noget ved det sammenbrud. Jeg lærte noget, som jeg længe har søgt at lære, jeg blev en ny og faldt meget dybere ned i eksistensen og det som er mig. Jeg har lært at sætte grænser. Jeg har lært min kraft dybere at kende, og at anerkende den. Jeg er naturligvis stadig i træning, men nu mere bevidst, mere struktureret, mindre dramatisk. Det som udfolder sig i mit liv, er vidunderligt. Jeg får mange test, også meget store tests, som umiddelbart kan føles så ganske urimelige og ude af proportioner, men som jeg grundlæggende betragter som meningsfyldte gaver, så jeg har jeg får lejlighed til at afprøve mine indsigter, leve dem, walke min talk – learning by doing…
Jeg er faktisk stolt af, at jeg kan bevare en sådan ro og overblik, i udfordringer af så kolosal karakter, som jeg står midt i. Som i orkanens øje.

‘Når man er gået ud af en dør, er det smart at lukke den efter sig’, sagde min psykolog i går… Det udsprang sig af, at jeg berettede om mine nyligt opståede indsigter vedrørende tilgivelse.

Det er som om vi er blevet fejlprogrammeret af New Age bevægelsen og bedraget af spejlteorierne. ‘Alt hvad vi ser udenfor os selv, er en afspejling af vort indre’, får man i nakken hver gang man oplever udfordring og modstand. Og det er sandt i en vis henseende. Men spejle er mere komplekse end som så. Og det er ofte dér vi kommer til at køre i loops i vores måde at leve, agere og relatere på, fordi vi bliver ved at forsøge at forstå og ændre os selv, ved at tro, at vi selv er den urimelige eller krænkende adfærd vi udsættes for, fra en anden. Igennem så nærmest ufatteligt mange år, er jeg blevet ved at cykle i ring, fordi jeg troede, at det var ‘rigtigt’, højspirituelt og kærlighed, at blive ved at tilgive og give chancer. Jeg har overskredet mine egne grænser og fortsat i relationer dybest set mod min egen vilje, dels fordi jeg var for svag og naiv, og dybest havde for svagt et selvværd, og fordi jeg troede, at tilgivelse var enssvarende med, at jeg skulle fortsætte sammen med een, som havde gjort mig ondt og var usund for mig. ‘Du behøver ikke give vedkommende en ny patron, bare fordi han ramte ved siden af første gang’, sagde en viis mand til mig forleden.
Engang gik jeg i forløb hos Steen Kofoed. Selv han sagde, allerede da, til mig: ‘Det er som om du bliver ved at cykle rundt i en rundkørsel. Hvor længe vil du blive ved, at cykle rundt her? Den anden ændrer sig ikke. Du bestemmer selv, om det er dét, du vil bruge dit liv på…’
Jeg kunne åbenbart bare ikke høre, hvad han sagde. Men – jeg har heldigvis hørt det nu. Der er også virkelig mange, der her på det seneste, har gentaget hans ord, i forskellige former… Tak til jer!

Spejlene behøver ikke betyde, at vi selv er det vi udsættes for eller ser. Spejlene er snarere et billede af, hvad vi skal forandre indeni, eventuelt hvad vi skal standse med at tillade. Den anden viser snarere hvad vi egentlig udsætter os selv for. Jeg har gennem tiden fået mange spejle, der har vist mig, at jeg er alt for vag og naiv i mine grænser. Det er absolut okay, at vælge nogen eller noget fra, hvis de er usunde for een eller gør een ondt. Det er okay at sige ‘nej tak’. Det er en forfærdelig New Age-illusion, at vi skal bære hele verdens byrder på vores egne skuldre, og tro, at det er nødvendigt at lege container for en anden, der dybest set slet ikke er interesseret i at få gjort op med sine egne skygger. Det er selvpineri.
Det vil jo være ligesom at blive ved at ryge eller spise en bestemt fødevare, til trods for, at vi ved det er vældig usundt, i overbevisningen om, at hvis vi bare ændrer på os selv, så vil rygning eller usunde fødevarer ikke længere være skadelige. Cigaretterne eller den dårlige kost, projicerer vi ikke, som vi gør med andre mennesker, så meget skyggestof over på. Når vi kigger på en cigaret, siger vi ikke, – den er bare sundhedskadelig, fordi jeg selv er det. Nej, vi vælger den fra. Det er også nødvendigt med visse relationer og livsomstændigheder.
Og jeg er tindrende lykkelig for, at jeg omsider er vågnet i dette, og har fattet pointen.

Det er ikke kærligt, hverken overfor een selv eller den anden, at blive ved at give den anden en mulighed for at gøre een fortræd. Kærligt er det istedet, at sige fra, sige nej, afskære yderligere af den dårlige adfærd. Da værner man om sig selv og udtrykker selvkærlighed, og da giver man den anden en mulighed for at standse den dårlige adfærd, vågne op i det. Det er ikke sikkert den anden vågner i det, men det er ikke længere ens ansvar. Det er den andens. Det kan godt være, at den anden vil forandre sig, af at blive standset, men det kan også godt være den anden vil finde en ny relation, at udfolde selvsamme adfærd i, men det er da ihvertfald ude af mine hænder.

Der er ikke længere nogen der skal køre rundt med mig. Jeg står fast her i min egen grund, og jeg gør og søger KUN dét, som er sundt, opbyggende og nærende for mig selv og mine børn. Jeg søger hver dag, at være den forandring jeg ønsker at se i verden, og den forandring er under ingen omstændigheder, at give krænkere flere chancer. Jeg har alt for længe troet, at det var stort, at tilgive og komme videre, og at den andens adfærd deraf ville forandres. Men jeg har en langstrakt erfaring med, at sådan virker det overhovedet ikke. Derimod har jeg givet den anden partoutbillet til at blive ved at trampe rundt på mig, og synke lavere og lavere i vedkommendes etiske og moralske formåen. Det gør jeg aldrig mere!

Jeg blev inspireret af en kvinde, som skrev til mig, om hendes meget kontante måde at skære fra på. Hun gav max 3 chancer. Allerede første gang, sagde hun skarpt fra overfor grænseoverskridende adfærd. Anden gang kunne være en lærings-smutter. Men tredje gang lukkede hun relationen. Hendes erfaring sagde hende, at hvis hun tillod yderligere ‘gange’, så blev det for modparten en accepteret vane, at grænseoverskride og krænke, og at det blot var den direkte vej til relationer, der kunne ende i helvede. Det tror jeg på.

Jeg vil blæse på, om der er nogen der synes jeg er umoden, rigid, ukærlig, barnlig, syg i hovedet, og hvad de ellers kaster efter mig af domme, når jeg står fast på mine grænser. Det er strategier, der har virket i mange år, fordi jeg var for svag i mig selv, og så gerne ville have den andens accept, omend den anden behandlede mig som en ting eller som en skraldespand. Jeg vil behandles med værdighed, ligeværd og respekt, eller jeg vil være alene. For jeg er værdig og ligeværdig, og jeg respekterer mig selv. Ligesom jeg værner om mine børn, og beskytter dem mod farer og krænkere. Hvem end og hvad end de farer og krænkere er!

Jeg står i min kraft, og ingen verdens ting, kan vælte mig ud af den igen. Jeg kan måske miste min balance et kort øjeblik, når stormen virkelig blæser, men min støtte og min integritet vælder indefra, og den vælder fra en uendelig kilde, af noget som er langt større end mig selv, og end den anden der blæser på mig.

TAK til alle der guider og støtter mig i denne tid!

Jeg har bragt nedenstående tekst før, den er stadig relevant. Og jeg forstår den dybere nu, end nogensinde…

From ?Keep Going ? The Art of Perseverance? by Joseph M. Marshall III:

A young man asked his grandfather why life had to be so difficult sometimes.
This was the old man?s reply.

Grandfather says this: ?In life there is sadness as well as joy, losing as well as winning, falling as well as standing, hunger as well as plenty, badness as well as goodness. I do not say this to make you despair, but to teach you reality. Life is a journey sometimes walked in light, sometimes in shadow.?

Grandfather says this: ?You did not ask to be born, but you are here. You have weaknesses as well as strengths. You have both because in life there is two of everything. Within you is the will to win, as well as the willingness to lose. Within you is the heart to feel compassion as well as the smallness to be arrogant. Within you is the way to face life as well as the fear to turn away from it.?

Grandfather says this: ?Life can give you strength. Strength can come from facing the storms of life, from knowing loss, feeling sadness and heartache, from falling into the depths of grief. You must stand up in the storm. You must face the wind and the cold and the darkness. When the storm blows hard you must stand firm, for it is not trying to knock you down, it is really trying to teach you to be strong.?

Grandfather says this: ?Being strong means taking one more step toward the top of the hill, no matter how weary you may be. It means letting the tears flow through the grief. It means to keep looking for the answer, though the darkness of despair is all around you. Being strong means to cling to hope for one more heartbeat, one more sunrise. Each step, no matter how difficult, is one more step closer to the top of the hill. To keep hope alive for one more heartbeat at a time leads to the light of the next sunrise, and the promise of a new day.?

Grandfather says this: ?The weakest step toward the top of the hill, toward sunrise, toward hope, is stronger than the fiercest storm.?

Grandfather says this: ?Keep Going.?