Ægthed

I går havde jeg mine udlejers bedsteforældre i haven i mange timer. De gik virkelig til den, med symbolsk at skære tjørnekratten ned om prinsesseslottet, hvor jeg er vågnet efter at have sovet i hundreder af år. Det er gået op for mig, at denne kolonihaveforenings bestyrelse har nogle ret stringente regler for, hvorledes en have må se ud. Og den tykke, bløde væg af vækst og blade, som hidtil har skærmet ud mod havestien har åbenbart været en ulovlighed i forhold til kolonihavens reglement. Blot dét ophæver næsten det attraktive ved denne have. Det er også gået op for mig, at det er forbudt at lave bål. Nu har jeg opsagt mit lejemål, og i går ville disse bedsteforældre så imødekomme bestyrelsen utilfredshed. Der blev savet igennem, og nu er der hul ud til verden, grene overalt, og et noget nøgent udtryk. Jeg kunne bedre lide det før. Det kunne ham der savede også. Men det er okay, jeg tager det fuldstændig symbolsk. Jeg skal jo videre herfra. De hjalp med at skære mig fri.

Det var meget søde mennesker, og jeg blev så berørt over al deres vedkommenhed og omsorg for mig. Vi havde hyggelig samtale, og en stund i haven med deres medbragte nybagte grove boller, nyslynget honning fra eget bistade og hjemmelavet jordbær marmelade. Fuldstændig ‘i mormors kolonihavehus’. Blot dét at blive favnet ind og velkommet i denne ‘hygge i haven’ stund, midt i arbejdet, og al deres imødekommenhed, var for mig tankevækkende, for jeg har oplært mig til at være sky og tilbagetrukket. Mit gamle jeg ville føle, at jeg da ikke ‘hørte til’ i det selskab. Jeg kender dem jo ikke, de er jo heller ikke min familie. Men det var godtnok hyggeligt. Og det føles godt at omgåes andre mennesker, lære dem at kende, og betragte dem som familie. Alle er jo i virkeligheden familie. Og jeg er velkommen.

Det var en fantastisk dag i går. Jeg nød at skabe et prægtigt og magisk rum på Operaen, som ramme for glæde, dans og koncerter. Min krop er glad og blød i dag, og jeg opdagede i går, at den i dén grad har savnet at danse. Spændte punkter har opløst sig efter at have givet mig hen til musikkens ekstasefremmende rytmer og energi. Musikken var som altid fortryllende, musikerne er så søde. Det er godt selskab!

Jeg var ude flere gange, for at få lidt ro og luft, og jeg bemærkede især een gang, da jeg kom ind i rummet igen, var det som at træde ind i et bageri, så intens var sødmen i rummet. Det var en glædesfest. Intet dårligt at berette.

Det slår mig igen og igen, hvor sært det er at føle mig så ‘ny’. Der er så meget der er forandret. Jeg hviler her i mig. Jeg føler styrken i at være mig, bare mig. Der er så mange muligheder åbne, jeg har så mange strenge at spille på, det føles som om brikker falder så blødt på plads hele tiden. Det er helt uforståeligt, at så meget er så forvandlet på så kort tid. Det er knap fem uger siden jeg brød sammen, det er virkelig kort tid. Men også gode og fyldige fem uger, som dog alligevel skaber et perspektiv og en vished om, at det er sandt nok. Forvandlingen ER sket, den ER aktiv. Dag for dag vokser jeg mig klarere og ‘større’. I tålmodigheden og den nysgerrige undersøgelse af hvem det er jeg er, når jeg lader mig være den jeg er, ved rent at følge min indre guidance og mit hjerte.

Jeg mødte flere mennesker i går, som med stor respekt udtrykte deres kærlighed til mig og anerkendelse af min modige ærlighed i delingen af min proces. Der var mange som var meget glade for at se mig, og se at jeg havde det godt. Hvor end kontroversielt det er, at jeg deler så hudløst og ærligt ud i feltet, så har det altså en yderst gavnlig effekt, naturligvis for mig selv personligt, som menneske og som socialt relaterende, men også som inspiration for andre, og som et evolutionsmæssigt, kulturelt forandrende påvirkning af den måde vi omgåes som mennesker, og den måde vi agerer. Jeg er glad for at bidrage til mere ægthed, bidrage til at vi smider vores masker, og bare er det vi er og med alt der er i vores liv.

Skammen og alle de indre historier og distancerede omgangsformer, al den forvrængende kodning vi er gennemsyret med, gennem generationer af kulturen, er muterende. I virkeligheden er der jo intet at skamme sig over. Vi skaber faktisk kun negative oplevelser og netop dét vi frygter, ved at være styrede af skammen og den ubevidste følgen ‘normer’. Det er så godt og trygt, at være ærlig og ægte. Det skaber så rene møder med andre mennesker. Det gør en forskel. Det er så meget mere enkelt, at være til. Og efterhånden synes jeg, at jeg har tilstrækkelig erfaring og bevis for, at selv om jeg eksponerede de værste skygger og åbent præsenterer personlig deroute, misforståede og selvbenægtende måder at have levet og ageret på, så er det ikke dét der straffer mig, ikke dét, der skaber ‘de andres’ fordømmelse. Det skaber derimod en mulighed for at kunne omgåes rent. Jeg tror jeg føles tryg, fordi jeg er troværdig med min ægthed. Der er så kort mellem mig og den anden i et givent møde, for alle de slør og alt det skjulte, usagte, hengemte, det er der ikke. Og mange andre mennesker bliver selv så rene og ærlige om deres eget stof, deres kampe og svære følelser og omstændigheder. Det føles rigtig godt!

Således kan jeg jo kun opfordre til, at vi fortsætter med at smide maskerne, og fortsætter med at være tro mod vore egne hjerter. Jeg er meget ‘selvoptaget’ for tiden, forstået på den måde, at jeg er meget lydhør overfor min egen energi, for mine behov og for mine grænser. Jeg siger oftere ‘nej’. Min tidligere måde at tilgå verden har ofte være grænseløs, og jeg har følt, at jeg skal give, yde, overbære og imødekomme andres behov, selv om de divergerer med det jeg egentlig dybest set havde lyst til. Hvor jeg tidligere har troet, at jeg var slem og ville blive ‘straffet’ på een eller anden måde, hvis jeg sagde nej, kan jeg nu se, at det skaber respekt. Der er naturligvis nogle situationer og relationer, som må forgå eller forvandles i det, idet der er nogle som faldt for, at jeg var grænseløs og ydende. Jeg har fået fin læring og erkendelse på dette område af et nyligt perifert bekendtskab, hvor jeg blev ved at opleve, at jeg ‘blev taget fra’, forventet af, uden at der kom nogen egentlig udveksling tilbage, andet end et slør af skjulte krav og ego, pakket ind i mange smarte, spirituelle fraser og tilsyneladende gode intentioner.

Vi kan mødes dér hvor vi er lige. Den luft som vi ånder ind, giver vi tilbage til det tomme rum, som vi fik det fra. Der er ingen gavn i eller grund til, at tage mere fra andre, end de selv føler ret i at give. Jeg husker det som det tydeligste i filmen ‘Den 9. indsigt’. Energibevidstheden og opmærksomheden på, at vi skaber gnidninger og modstand, hvis vi forsøger at forcere og manipulere en anden med vores egen agenda. Respekt for hverandre er alfa og omega. Og jeg mærker, at jo mere ren jeg er i at være sand overfor mig selv, jo mere respekt har jeg overfor mig selv, ligesom samme tilstrømmer mig udefra. Det funderer en dyb værdighed. Og mange gaver af forskellig karakter strømmer ind i mit felt i samme.

Jeg er rolig og glad. Filosoferer blødt og nyder tiden i mit eget selskab. Har så meget kærlighed. Er så dybt taknemmelig for mit liv og alle de smukke mennesker, der på den ene eller den anden måde er i det. Jeg hører virkelig, virkelig til.