Hvorfor skal vi leve i bur, og skjule vores skrammel?

Jeg har ved flere lejligheder fået henvendelser fra omsorgsfulde mennesker, som ønsker jeg passer på mig selv og mine børn, og er bekymrede for at jeg deler så åbent om mit liv. De frygter for konsekvenserne for os, og for de negative usagte energier, der kan tilstrømme os, ved denne åbne delepraksis. Der er også andre, som forarges over det jeg deler, dømmer mig. Der er nogle der bliver kede af det og vrede, hvis jeg deler om udfordringer i det relationelle, fordi det bare er så forkert, at dele noget om en anden. For mig kan det egentlig føles helt absurd, at jeg skal irettesættes, udskældes, skammes, når jeg sidder og deler en hudløs og smertelig livssituation, jeg befinder mig i, – naturligvis set fra mit perspektiv, fordi nogle har behov for at forsvare ‘den anden’ og så vælger at skamme mig.

Jeg må lige udtrykke, at jeg kun 2 gange siden min indlæggelse, har modtaget irettesættelse fra nogen. Den ene gang handlede det om, at jeg delte fragmenter af historier fra de andre, der var indlagt på psykiatrisk afdeling. Vedkommende der henvendte sig mente jeg ‘udstillede psykisk syge’. Jeg var rimelig forundret. Jeg nævnte ingen navne, få vidste hvor jeg overhovedet var indlagt, jeg beskrev ikke udseende mv. Jeg er forbavset over denne trang til at korrigere mig og forsvare den anden. Jeg deler typisk i et ærligt ønske om at kaste lys over skyggerne i vores verden, mine egne, som de kollektive. Jeg har typisk stor medfølelse og sympati for de svage og skæve i samfundet, de som mange dømmer. Jeg betragter typisk verden med kærlig nysgerrighed, i ønsket om en fri og helet verden. Jeg søger at forstå og rumme. Mig selv og resten af verden. Også det smertefulde og det ‘grimme’.

Jeg funderer tiltagende over dette fænomen. Jeg reflekterer og undrer mig. Jeg er nysgerrig på denne sociale paranoia. Jeg ser hvorledes vi som menneskehed og kultur, er snøret ind i en lang række normer og regler, som vi ikke tager stilling til, som vi blot menes at skulle følge, uden nogen ved hvor reglerne og normerne kommer fra, eller hvorfor. Vi kender Emma Gad, og de mange regler for ‘korrekt adfærd’. Jeg har aldrig sat mig synderligt ind i hendes foreskrifter, men jeg bemærker, at det kan komme på tale i forhold til ‘bordskik’, eksempelvis ‘hvordan er det nu man skal sidde med albuerne’, ‘hvordan er det nu bestikket skal ligge, for at være rigtigt’, ‘man må ikke sidde med fødderne oppe på stolen’.. osv. Det undrer mig, at vi følger disse regler, uden at tage stilling til dem. Hvor slemt er det dog, at sidde med albuerne på bordet, hvilken skade gør det? ‘Man’ må heller ikke bøvse, det er uforskammet. Men i Asien er det uforskammet ikke at gøre det ?!

Jeg kender alt til at være styret af et usynligt reglement, der foreskriver alt det ‘man’ må og ikke må. Det er dødanstrengende. Der har altid været så meget jeg skulle gå og skjule, fordi hvis nogen fandt ud af, at dette også var mig, at jeg kunne tænke, føle, være, agere, således, så ville de jo finde ud af, at jeg var ‘slem’, forkert, fortabt. Da min seksualitet vågnede i sin tid, var det så omgærdet med skam. Jeg lærte tidligt, at gå og skjule en masse af mig selv, på så mange områder, over for mine forældre, for lærere, for venner, for at give indtryk af, at jeg var ‘rigtig’. Jeg har været nervøs for at alt nu tog sig ‘rigtigt’ og pænt ud, når jeg skulle have gæster. For hvad nu hvis nogen kunne sætte en finger på noget, og opdage, jeg ikke var ‘perfekt’? Gru og rædsel…

Vi er styret af en laaang række uskrevne kodekser, normer, regler, love, om adfærd og ret fremtoning. Hvor mange efterlever i virkeligheden disse, ER disse? Vi har Bibelens dødssynder der leder os, de 10 bud, janteloven, Emma Gad, og hvad ved jeg. Det er som om vi tror, at mennesket er ondt og farligt, hvis det ikke styres af alle disse dogmer og regler. Seksualiteten er besudlet med skam og undertrykkelse, og dette udfolder sig i en voksende pornoindustri, i absurde misbrug og overgreb. Hvor slemt var det i virkeligheden, at Bill Clinton havde sex med sin sekretær? Måske havde han slet ikke haft trang til det, hvis seksualiteten var sat fri. Hvis seksualiteten var fri og offentligt anerkendt naturlig. Seksualkraften er en helt naturlig del af dét at være menneske, det er helt naturligt, at det maskuline næres af det femininine og vice versa. Ofte er det alt det fordækte og alt det der skal skjules, der muterer seksualiteten, og gør den til lyssky affærer, der skal udfoldes i mørket. Krig, kampe, tortur og ødelæggelse er naturlige elementer i nyhedsudsendelser, i vores daglige midte og på gaden, men det er ganske forfærdeligt, hvis nogen skulle lægge sig ned og elske i det offentlige og fri? Det er jo grotesk. Blokeringer ligger i det usagte. Mange mennesker er rædselsslagne for at udtrykke deres seksuelle fantasier, for dem selv eller deres partner, skammer sig. Og så søger de måske deres udfold i skjul, hvilket er langt mere muterende, end at tage alting frem i lyset. Ifølge tantriske traditioner, har vi alle seksuelle fantasier, og typisk følger de alle en streng af ganske få arketypiske fantasier, som får forskellige udfold. Det er godt at sætte ord på, det er godt at søge dem udlevede. Hvad end de består af og rummer, betyder de ikke at vi er syge. Istedet kan de rumme vejen til befrielse. Vi bliver syge af at undertrykke, skjule, skamme os. Hvis vi skal blive frie og hele, skal det hele frem og ud. Jeg har ved flere lejligheder oplevet utroskab, og for mig var det mere løgnene og fortielsen, end selve utroskaben, der gjorde ondt, ødelagde tilliden, og muterede… Blokeringerne ligger i det usagte.

Herover nævner jeg blot seksualiteten som eksempel. Dette behov for at gemme, hemmeligholde, skjule, finder sted i alle livets aspekter. Vi er alle styret af diverse reglementer. Jeg er opvokset i et miljø, hvor det var af afgørende betydning, at ‘give et godt indtryk’, at have en pæn poleret overflade og facade. Og jeg mærkede tidligt et oprør mod dette, men var også skrækkeligt bange for at lade mig selv være mig. Det er jo lettest at følge flokken, iklæde sig og opføre sig som moden og tendenser foreskriver, ikke at stikke ud, ikke at fylde for meget. Bare at følge flokken, og agere på samme monotone måde som de andre, så man ikke gør væsen af sig selv, og ikke påkalder sig opmærksomhed.

Jeg har fremkaldt en lang række reaktioner, ved at blotte mig på facebook og på min blog. Både anerkendelse og forargelse. Det undrer mig i grunden. For uanset hvilke reaktioner jeg fremkalder, så viser jeg egentlig bare mig, hvem netop jeg er. Jeg er ikke som alle andre, og det er ingen. Normalitet er et kunstigt begreb, der er skabt af frygt. For mit personlige vedkommende, er det yderst lettende, at tillade mig selv, at være mig, med alt hvad det indebærer. Jeg døde ikke af at vise mine skyggesider og alt det der er grimt og uperfekt. Nej, jeg blev snarere mere levende, for jeg lettede mig selv fra en lang række kultur- og selvskabte byrder.

Det undrer mig, at der derude sidder en lang række selvbestaltede dommere og bødler, som finder det ret, at sidde og korrigere, irettesætte og skamme min adfærd. Hvem er de, til det? Jeg er efterhånden MEGET, MEGET nysgerrig efter at høre nogle argumenter for berettigelsen af dette?!

Man må ikke dele om andre? Hvorfor må man ikke det? Der er mennesker, som ‘har været nødt til’, at afmelde eller blokere mig som facebook ven, fordi de ikke kunne holde ud at læse de ting jeg skrev, om eksempelvis min kæreste. Hvorfor kunne de ikke holde ud at læse det? Hvorfor vil de hellere leve i illusionen om den pæne overflade? Jeg har delt i både desperation, men også i argumentation og uddybelse. Det undrer mig til stadighed, at det ofte er vigtigere, at fastholde en illusion af en virkelighed, frem for at favne et åbent, ærligt og hudløst billede af en smerte eller et helt liv. At se på smerten, anerkende smerten, belyse smerten, favne smerten, er den direkte vej til heling. At skjule den, bliver typisk som en indgroet splint i foden. Så skal vi leve med, at det gør ondt hver gang vi tager et skridt, frem for bare at tage den ud fra starten… Og når vi så ovenikøbet tror, at vi skal skjule for enhver, at vi har en splint i foden, og at det derfor gør ondt hver gang vi tager et skridt, så bliver det da virkelig meningsløst, gør det ikke?

For fire år siden, da min søn var bortført i 13 dage, af sin far, delte jeg min ulykke på facebook. Også her var der en enkelt, som følte behov for at korrigere mig, og skrev til mig, at hun gerne ville bede mig om at lade være med det. Hun kunne ikke holde ud at læse det, hun mente ikke facebook var egnet til at dele sådanne ting, og hun synes det var forkert at skrive om andre. Himmel?! Jeg sad der og var desperat og ulykkelig, og skulle så forholde mig til et selvbestaltet korrekthedspoliti. Jeg har også oplevet at stå i situationer med ækel, voldelig og dybt urimelig adfærd, og direkte blevet truet på livet, om at hvis jeg delte dette med NOGENSOMHELST, så lovede vedkommende ikke for følgerne. Er dette ikke uhyggeligt? At vores etik- og moralbegreber er mere styrede af hvad andre ‘får at vide’, end af hvad vi egentlig gør? Hvordan kan det nogensinde være mere vigtigt, at andre har et ‘rigtigt’ og godt indtryk af os, end at vi lever efter en egentlig fundamental etik, på nogle ægte ærefulde værdi- og adfærdsbegreber?
Jeg ryger. Det har jeg gerne villet skjule for mange, for det er politisk, sundhedsmæssigt og bevidsthedsmæssigt ukorrekt. Men hvad får jeg i virkeligheden ud af at skjule det? Det er jo en falsk tryghed, og et falskt billede af mig selv, jeg kultiverer og eksponerer. Hvorfor er jeg bange for, at verden kender den rigtige mig, mit hele jeg? Hvorfor er andre så bange for at være dem de er?

Jeg synes denne tid må være tiden til, at vi gør op med alle de falske koder og hæmmende regler vi korrigerer os selv og hinanden med. Tid til at gøre op med skammen over at være et menneske. Sige tingene som de er, være det vi er, føle og tænke som vi gør, også selvom det ikke er ‘socialt anerkendt’ og perfekt og raskt eller færdigudviklet. Kunne det ikke være dejligt, at lade livet og os selv være som vi er, her og nu?

Jeg tror det ville være et kæmpemæssigt gavnligt og befriende stykke kollektivt skyggearbejde, at bare lade alting være det det er. Vi har i så mange år hæmmet, kontrolleret og låst os selv, ved at lade os styre af bedømmelse og fordømmelse. Alt findes. Vi kan se det i verden. Det vi skjuler og det vi fordømmer, findes stadig, selv om vi lukker øjnene. Det er en del af os. Hvis vi tillader det at komme frem i lyset, hvis vi overgiver os, så kan det få sin plads, og finde sin healing og fred. Og da kan vi blive frie. Ikke før.

Så dybest set er dette vel et spørgsmål om, hvorvidt vi ønsker at være frie eller slaver? Vil vi leve en illusion eller i ægte frihed? Tingene forsvinder ikke ed at i leger struds eller skjul. Det der er i os selv, som vi ikke frembringer, vil undertrykke os…