Blokeringerne ligger i det usagte

I går mødte to personer op fra kommunen, og ville tvangsfjerne mine to små børn. Efter mit sindskollaps og indlæggelse, havde de fået den opfattelse, at jeg var dranker, og psykisk ustabil, så jeg var ude af stand til at tage vare på mine børn. De havde allerede et hjem de ville bringe dem til på Bülowsvej, og havde talt med faderen, i telefonen, om hvorvidt han ville have dem, når de tog dem fra mig. Vi var i ro og hygge her, og det kom lidt bag på mig, omend jeg dog var klar over, at der efter min indlæggelse naturligvis ville komme en kontakt med familieafdelingen ved kommunen. Manden som var socialrådgiver var tydeligt forvirret, idet han havde forventet at møde noget radikalt anderledes, end mig. ‘Jeg bliver forvirret’, sagde han, ‘du virker rolig, fattet, giver mig ret i du forstår vores bekymring. Jeg skal lige udenfor og tale med min kollega’. Mens de var her, kom de store børn, og de udsendte fra kommunen tog afsted, og ønskede os nogle gode feriedage sammen…

Det er klart, at der opstår bekymring for børnene i alt det der er forløbet. Og det er klart, at hvis der bliver præsenteret et ensidigt billede af mig som dranker og vanvittig, så griber myndigheder ind. Systemet fungerer. Vi lever i et velfærdssamfund. Mit fokus har gennem længere tid været i det mindste at bevare de rutiner og rytmer, som børnene behøver. Måltider, sengetider, regelmæssighed, nærhed. Det har til tider været udfordrende, i det jeg har færdedes i et miljø af kaos og ingen rytme. Men det har jeg gjort. Børnene er ikke som sådan blevet mærkede af min tiltagende overbelastning, men dog har der været tidspunkter, hvor vi har været trykkede og bange.

Jeg er vant med at være syndebuk. Helt siden min barndom, kunne min lillebror, når han ikke fik sin vilje i vores lege, pludselig stikke i skrig, og råbe at jeg slog ham. Herefter kom min mor og dundrede over mig. Det var stærkt urimeligt, ofte havde jeg intet gjort. Det virkede grundlæggende som om min mor ikke kunne lide mig. Hun så ligesom altid det værste i mig, og fremhævede det der var ‘forkert’. Hånede min for høje pande, min kropsbehåring, mine for korte ben, lyden af min stemme. Når jeg havde konflikter med andre, mente min mor altid, at det var min skyld. Og når jeg havde det godt med andre, kunne min mor ikke lide vedkommende, og talte dårligt om deres familie. Jeg har stået grædende og ulykkelig over for min mor, der råbte af mig, og fået yderligere skældud, over at mine tårer var falske. Da jeg var teenager og ret forelsket i en ung mand, flirtede min mor igennem med ham, og jeg fik kvalme. Jeg kunne ikke holde ud at se ham mere. Til et ridestævne, hvor jeg havde holdt sidste skoledag dagen før, og ikke klarede klassen særligt godt, var mine forældre rasende og udstødte mig, og jeg blev forment adgang til vores medbragte campingvogn, og sov i stedet i stævnestalden med min pony. Min far fik gentagne advarsler til disse stævner, fordi han blev så vred på mig, når det ikke gik godt. Når det gik godt ville jubelen ingen ende tage. Jeg husker engang, hvor jeg vandt førstepladsen i samtlige klasser jeg stillede op i, og blev hyldet af min familie. Alt imens deres fokus lå på, at alle de andre var misundelige. Det gjorde det nærmest ikke bedre. Jeg husker engang hvor min mor var vred på mig, og blev ved og ved at skælde mig ud. Jeg husker ikke årsagen, men jeg kunne ikke få ordenlyd overhovedet. Sent ude på aftenen, skrev jeg til sidst en seddel til hende, hvor på der stod jeg var ked af det, og elskede hende. Hun blev rasende over, at jeg ‘bare’ skrev det ned, det var forkert og overfladisk. Hun læste mine dagbøger, og konfronterede mig med hvad der stod i dem, men indrømmede aldrig hun havde læst dem. Hun skældte mig ud for at tale for lavt, fordi lærerne påtalte hvor genert jeg var. Engang var der drama, fordi jeg havde holdt min klasselærer, som jeg så godt kunne lide, i hånden fra lærerværelset til klasselokalet. Det hed sig at jeg sleskede for hende, mente min mor. Min mor omtalte altid min far, mænd og sex med væmmelse. Når hun var fuld flirtede hun med alt og alle. Da jeg var teenager, brugte de mig begge som ‘fortrolig’. Min far berettede om deres seksuelle eksperimenter med flere partnere, min mor svinede min far til. Jeg kunne ikke rumme det. Da jeg blev teenager, blev jeg bæreren af skylden for, at mine forældre drak. Da jeg var 2, og gik på eventyr alene, over til naboen, var min mor meget vred, da jeg blev fundet. Hun var naturligvis blevet bange, men jeg blev bange for hende. Da jeg klatrede på plankeværket – fordi jeg kunne, blev de vrede, og jeg blev kaldt en dum møgunge. Da jeg græd i min tremmeseng, blev min mor vred. Jeg tror aldrig hun var lykkelig gravid med mig, og jeg tror aldrig hun elskede min far. At jeg elskede min mormor og morfar højst i verden, var vist også et problem. Måske var jeg stresset allerede fra dengang. Jeg følte ihvertfald en form for opgivelse over livet, og overgav mig til, at jeg ikke kunne gøre noget godt nok, at jeg var forkert. Det var lidt som eet langt suk. Jeg forsøgte alt hvad jeg kunne, var dygtig i skolen i alle fag, var en brilliant stævnerytter, men det var ligesom aldrig godt nok. Der lå altid et fokus på det der manglede. Jeg følte mig altid skyldig, og følte altid en vis skam. Dårlig samvittighed var min faste følgesvend. Jeg var synder. Jeg var syndebuk.

I mine konflikter med mine mænd og fædrene til mine børn, har det typisk været et ret ensidigt fokus på, at jeg var ‘den skyldige’. At jeg ødelagde forholdene, at jeg ødelagde mændene. Enhver grænse jeg har fremstillet, er blevet sygeliggjort, og enhver uhørt handling de har udført, er blevet ført tilbage til, at det var ‘min skyld’. Jeg er hadet af og udstødt af begge mine børns fædres mødre. Af min egen mor. Jeg er syndebuk. Der er sjældent nogen andre end mig, der har forårsaget problemer i deres liv. Mindst af alt dem selv. Jeg blev forleden konfronteret af en ven, omkring at afvikle mine offerroller, og tage ansvar. Jeg synes egentlig jeg har et ret tungt ansvar, som bærer af så mange mennesker ulykkelige skæbner, efter de har været involveret med mig. Synderen – syndebukken. Jeg kan nu godt se en tendens til, at denne dynamik er ved at udfolde sig påny, i det seneste intime engagement jeg har været involveret i. Jeg vil gerne standse den cirkel HER. Jeg er forpustet over at skulle tage alt ansvar, og bære al skyld. Jeg er aldrig blevet elsket og accepteret mere end i den relation, føler jeg. Men når det på nogen måde kommer på tale, at denne anden kan bære noget af årsagen til, at jeg nu er kollapset, er der komplet afvisning. Det er okay, hvis min opvækst og mine ekspartnere bærer ‘skyld’ eller ansvar, men det kan ikke komme på tale i det aktuelle. Og de grænser jeg er begyndt at opstille, er uacceptable. Så kløften fremkommer igen. Og jeg er synderen. Syndebukken.

Engang fik jeg en meget lang og meget udførlig argumentation fra min eksmand mor, der ‘beviste’ at jeg er psykopat. Dette blev blandt andet argumenteret med mine skrivefærdigheder, som under sigende skulle være et udpræget psykopatisk træk. Engang blev jeg smidt ud af det hus jeg og mine to børn boede og betalte leje i, som var ejet af ham, fordi hans mor og han var blevet enige om, at jeg var alkoholiker. Jeg flyttede to huse hen af vejen, i voldsom stress. Engang senere på det år var jeg på ferie på Møn med mine to børn, og havde udtrykt, at jeg ikke ville have han gik ind i min (nye) have med sine børn, og brugte vores trampolin. Det gjorde de så alligevel. Da vi var hjemme igen, udtrykte jeg, at hans børn var velkomne hos os, men ikke han. Da dette kom hans mor for øre meldte hun mig til politiet, for at køre uden kørekort! Det kan lyde sært og uden sammenhæng. Det er det vel egentlig også. Da det for nogle måneder siden, gik op for denne mor, at hendes bror følger og støtter mig, blev han udstødt af familien, og fik som straf frataget muligheden for at leje det værelse, han ellers skulle leje i deres boligforenings fælleshus, og skulle have boet i, mens han havde arbejde i København.

Mine eks’er har alle haft en tendens til at skulle være ‘venner’ med hinanden, også gerne til at skulle stå i relation til min mor eller søge at få mine øvrige relationers sympati. De har indimellem sluttet sig sammen, og indleveret bekymringsskrivelser til myndigheder, gerne i forbindelse med, at jeg har sat grænser, påtalt noget jeg fandt uhørt, fortalt min historie.
Den morgen, der ledte til mit døgn af kollaps og min indlæggelse, var jeg hudløs af søvnunderskud, nærmest skinger i min energi, og jeg følte mig invaderet, følte mit jeg i opløsning, og søgte fred, stilhed, da råbte ham jeg elsker, ind i det tomrum, der var ved at blive til mig: Jeg forstår godt ingen mænd kan holde dig ud, jeg forstår godt din mor ikke kan lide dig og ikke vil have noget med dig at gøre’. Jeg flygtede fra mit eget hjem, på bare tæer i parken, og sad gemt i den i timevis.
Jeg ved godt vi siger sårende ting i affekt, når vi er oprørte eller vrede. I denne situation blev han som en arkebøddel, der med eet stort viskelæder udslettede mig.

Der er de der er bange for at stå i relation til mig, fordi de tror jeg vil udstille dem på min blog. Der er de der tror, at jeg ligger i konflikt med Gud og hver en mand. Intet af dette er ikke tilfældet. Jeg står ikke i konflikt med mange, men når jeg står i konflikt med de få, fylder det meget. Og jeg har nære relationer, ved meget personlige ting om andre, som aldrig kommer nogens øre for. Jeg kender sagtens værdien af tillid og fortrolighed, og respekterer faktisk mine medmennesker. Typisk har jeg kærlig omgang med mine medmennesker.

Vedrørende alkohol, har jeg ganske vist et problem. Der har ligget meget skam på dette. Helt regulært har jeg aldrig været afhængig eller daglig forbruger af alkohol. Der har typisk været lange perioder på måneder eller op over et år, hvor jeg intet har drukket. Det seneste år har jeg haft et par perioder med en måned uden alkohol, men også givet lidt los på det, og har færdedes i et miljø, hvor der bliver drukket og røget igennem. Det har på sin vis været en lettelse, bare at give slip, og komme et sted, hvor der ikke er nogen form for fordømmelse på druk og indtagelse af diverse stimulanser. For skammen har det været helende. Men det tjener intet højere eller opbyggende formål, at udføre den slags aktivitet. Angående mit forbrug af alkohol, har det været brugt som en momentan, sjælden flugtvej, når alting blev for ubærligt. Når syndebukkerollen var for tung, når jeg stod i surrealistiske konflikter op over ørerne, og mine grænser blev tromlet og jeg selv invaderet. Det er på ingen måde en smart adfærd, det erkender jeg blankt. Og i og med jeg har denne adfærd, er det også meget lettere for både mine omgivelser og mig selv, at gøre mig til synderen. Det er let for mændene, at lægge et ensidigt fokus på, at ‘jeg drikker’, og de er uden ansvar, uskyldige. I min verden er det meget mere komplekst, end som så. Konfliktstoffet er aktivt uden alkohol. Tørdruk er der et begreb der hedder, indenfor AA. Det handler om vred og udagerende adfærd. Hvis jeg så ikke drikker, så er det ‘tørdruk’ jeg udfolder, ifølge mændene. Det er ofte faren ved at færdes i udviklingsmæssige sammenhænge, at psykologiske termer og begreber kan blive til våben, vi dolker hinanden ned med. For mændene er stadig uden ansvar, uskyldige. Og set fra mit perspektiv, hvor sløret, benægtende og subjektivt, mit perspektiv end måtte være, så et det ansvarsforflygtigelse fra deres side.
Jeg har altid haft problemer med at tro på, at mine følelser og grænser var legitime. Således har jeg gerne engageret mig med mennesker, som kaldte mine tanker og følelser falske, og mine grænser forkerte og urimelige. Og er jeg nået helt derud, hvor jeg er blevet skarp og har KRÆVET mine grænser respekteret, KRÆVET min virkelighed legitim, SKÅRET IGENNEM og er blevet vred, er jeg enten alkoholiker eller tørdrikker. Synderen.
Nu har jeg ihvertfald taget konsekvensen af alt dette, og valgt at blæse på min modstand ved eventuelle bivirkninger, ved at indtage kemi, og spiser antabus. SÅ kan det ikke lade sig gøre, om det så kun skulle være een gang på et år, og mine omgivelser kan ikke beskylde mig for, at det er ‘fordi jeg har drukket’.

Lyder jeg som offer? Dette er ihvertfald ikke min hensigt. Jeg forsøger at være nøgtern betragter af min vej, og de dynamikker, der udspiller sig. Jeg kan ikke tro, at hensigten med mit liv er at være synder og syndebuk. Men jeg kender dén identitet, og jeg mærker mavesmerter, knuget hjerte og tårer i øjnene over så mange gange jeg har stået i den position. Jeg ved jo ikke hvad meningen er eller hvad mit formål er. Men det virker besynderligt og påfaldende, hvis det skulle vise sig, at jeg er så slem, som jeg åbenbart bliver betragtet som. Jeg ønsker ikke at være et offer. Jeg ønsker tværtimod at eje min vej og det ansvar som er mit. Jeg ønsker at forløse alt der står i vejen for det harmoniske liv. Et liv med tid til livet, i fællesskab, lighed og respekt. Og jeg har ikke lyst til at være syndebukken.

Blokeringerne ligger i det usagte. Jeg ved at alt dette jeg helt offentligt eksponerer, kan bringe sind i kog, og at jeg kan bringe mig selv i uføre, ved at fortælle alt. Jeg ved, at enhver som læser mine ord, gør det ud fra den optik de har formet gennem dette og andre liv. Jeg ved at der er nogen der dømmer, nogen der bekymrer sig, nogen der bekræftende vil nikke, at ja, hvor er hun dog skør og slem og hvor har hun dog ødelagt meget og hvor skal hun dog straffes, nogle der vil gøre mig til syndebuk, og andre der vil have ondt af mig. Blokeringerne ligger i det usagte. Nu taler jeg bare det hele ud. Og så tager jeg det hele som det kommer. Forandring skabes ved at være ærlig og sand, – at være autentisk omkring mine inautenciteter.

Børnene hygger sig, for øvrigt. Jeg har stillet telt op i haven, og fyldt vand i bassinet, stillet rutschebanen derop. Barnelatter fylder haven, efter vores økologiske brunch. Vi var på restaurant i går. Det er sommer. Solen skinner. Livet er herligt.
Her er ro!