Energi og vores helt skæve samfund

Jeg er med i en spirituel hemmelig gruppe på facebook. Den er stort set den eneste gruppe eller side jeg egentlig fast følger og er engageret i på facebook. Den rummer en række virkelig viise, vidensfulde, kærlige individer, som jeg de seneste måneder rakte ud til og stillede spørgsmål og søgte perspektiver fra, i mine ret vanskelige livsomstændigheder, som tiltagende pressede mig og gjorde mig dybt forvirret og forpustet. I gruppen taler vi om diverse interessante aspekter af eksistensen. Det er som en kærlig online familie af visdom og kærlighed, som et panel hvor man kan søge svar og et perspektiv på en udfordring. Vi havde nyligt en dialog om tiden. Jeg skrev hertil om, at det har føltes som om tiden, for mig, har været voldsomt speedet op de seneste måneder, som om den gik hurtigere, forsvandt hurtigere. Og at først da jeg blev indlagt blev den ‘normal’ igen og har siden været ‘normal’, og egentlig særdeles ubetydelig også… Siden har jeg været meget i nuet, hvor fremtid og fortid er blevet ret ubetydelige, sådan aktivt. Een af de andre, skrev: ‘Du har simpelthen være i dyb stress. Man løber og løber uden mål og med.’ Ja, for pokker. Det var jo dét, der skete…

Det er utroligt, som man kan miste kontakten med sig selv. Blive helt blind for hvor belastet en situation, man befinder sig i. Når jeg kigger tilbage, kan jeg se en situation, hvor jeg ligesom træder vande på et mørkt, åbent ocean, uden land i sigte noget sted, og er forpustet med mel i munden, mens jeg prøver på at have otte arme, hvor een skal jonglere med praktiske bolde i en storfamilie, en anden udfolde kreativitet, en tredje være engageret i kost, sundhed, økologi, en fjerde i tantra og ekstasens muligheder, en femte i bo- og fremtidsplaner, en sjette i velgørenhed og rejseplaner, en syvende i en andens helbredelse, og den ottende i networking og branding på de sociale medier. Og så er otte arme egentlig slet ikke nok, for jeg ville jo også gerne strikke på mit sociale netværk, bevæge mig i kulturelle tilbud, søge wellness, dyrke have, tjene penge, hjælpe andre osv osv. Jeg har skreget på en au pair eller en hushjælp. Intet skete. Altså bortset fra, at jeg fik et sammenbrud…

Jeg har fået den kærligste viise guide, som jeg har været forbundet til en del år via facebook og Selvet, og som jeg kun har mødt en enkelt gang, helt tilfældigt – et øjeblik, en dag på Nørreport station, hvor han skulle med ét tog, og jeg med ét andet. Han har set hvordan jeg har kæmpet den seneste tid, og tilbudt sin assistance. Han svarer på mine spørgsmål og usikkerheder, med visdom og klarsyn, og gør mig opmærksom på aspekter jeg selv er blevet døv og blind for, i alt dette.

Han har peget på, at jeg fusionerer med, energetisk blander mig med, alt jeg bevæger mig i. Og jeg har slet ikke været opmærksom. Når jeg eksempelvis tilbringer 8 timer i træk på i en tung natklub energi, med mennesker der for manges vedkommende ryger og drikker, i en eskapistisk bevægelse, for at glemme deres egen smerte en stund, og vælter rundt i bedøvelsens favn, da bliver jeg til dette. Også hvis jeg ikke selv ryger og drikker. Alt er energi, alt hænger sammen, al bevægelse og interaktion foregår som en alkymisk proces. Og jeg har slet ikke været opmærksom nok. Jeg har valgt at befinde mig i et kaos i min dagligdag. Jeg har troet det var en kærlig handling. Det VAR virkelig ment i kærlighed.

Jeg er fundamentalt ret energi-sensitiv. Jeg trives i skønhed, ro, harmoni. Jeg er en god skaber af skønhed, ro, harmoni. Jeg har svært ved storbyens virak, de mange lyde, dufte, sanseindtryk. Og jeg føler mig tryg i min have, føler mig holdt og skærmet, af disse grønne, levende vægge, og den direkte kontakt til moder klode, på jorden. Det er som at bo i en energioplader og healingsmaskine, i eet og samme. Jeg begynder at have en dybere forståelse for de der vælger en afsondret tilværelse, i natur, stilhed, hovedsageligt alenetid, langt ude på landet. Og i denne tid, hvor jeg for blot tre uger siden fik flået min hud helt af, er jeg yderst sensitiv. Jeg optræner min energiopmærksomhed og min tagen vare på mig selv og min energi.

I går var jeg og børnene i byen, på strøget, på en lokation i Købmagergade, i forbindelse med 20 års jubilæum for en skøn kunstnerkvinde, hvis hjemmeside jeg har lavet. Der er en masse spændende ting at opleve, se og sanse på en sådan strøgtur. Efter jubilæet var jeg så ambitiøs, at tro det var en god idé, at tage strøgturen op ad hele strøget til rådhuspladsen. Men pludselig følte jeg mig komplet invaderet af og tæt på at drukne af den hektiske energi, de mange indtryk, lyde, dufte, stemninger, syn, mennesker, der var der, men knapt så eller følte noget, hele denne hvirvel af alt muligt i et kaotisk hav, at jeg vendte klapvognen, og hurtigt crawlede tilbage til den dog mere rolige Købmagergade, og satte kursen mod Nørreport og metroen, til hjemme.

I denne moderne kultur, er vi så utrygge ved, værger os ved, tomrummet. Vores felt er propstoppet med aktivitet, ting, lyd, duft, smag, billeder, stemninger. Hvor end vi vender os hen, er der fyldstof, handling. Hovedparten af mennesker vi møder på vores færden, er ikke tilstede hvor de er, men optaget af telefonsamtaler eller anden aktivitet på smartphones, har lyd i ørerne, fylder substans ind, mens de bevæger sig, spiser og drikker, mens de er i bevægelse, og bevæger sig ofte på en måde, så de allerede mentalt er ved deres planlagte destination, under bevægelsen. Der er så lidt kontakt, mellem de mange mennesker der bevæger sig rundt i samme felt. Der er så mange tomme eller fraværende blikke. Der er et felt af høj tankeaktivitet, et typisk indre fokus i hver enkel i de mange, på aspekter i fortiden, fremtiden, minder, planer, udfordringer, erindringer, smerte, glæde, længsel, trængsel, der stor set konstant, forhindrer den enkelte i at møde og sanse det nærværende nu. Hvis man kunne lytte til denne aktivitet med sine ører, ville man nok føle trang til at holde sig for ørene eller skynde sig væk. Men vi kan kun lytte til de andres virvar af ikke nærværende tankeaktivitet med vores sanseapparat, og vi er ikke trænet i energiopmærksomhed.

Det er en dybt usund verden vi har fået skabt. Den er simpelthen så streng, at leve i. Det undrer mig ikke, at der er så mange, der bliver syge i deres sind. Vi lever jo under dybt umenneskelige og stressende forhold. Er vi opmærksomme, kan det næsten føles som et offentligt og fuldt accepteret torturkammer, vi alle frivilligt bevæger os rundt i. Vi har mistet kontakten til vores natur. Vi har mistet kontaktet til det ægte ved livets essens, og drøner rundt i et vanvittigt felt af fyldstof, og frygter tomrummet, stilheden. Selvom over 99% af eksistensen består af tomrum, mellemrum, fokuserer vi massivt på de under 1% fast materie. Vi tror det er dét der findes, som det eneste der findes.

Det er så tydeligt, at det er gået helt skævt for vores kultur. Der er så få, der kan holde ud at være vågne i dette felt. Derfor bedøver vi os med aktivitet, stimulanser, oplevelser. Vi har skabt en afhængig kultur, en afhængig menneskerace. Vi kan slet ikke holde ud at være til i dette vi har skabt, uden at shoppe, være i kontakt, drikke alkohol, ryge cigaretter, indtage medicin eller stoffer, spise over behov, se tv, læse, lytte, købe nyt, pynte, søge ekstremer, overskride grænser, forbruge – også hinanden, som var vi varer til gensidig afbenyttelse. Vi er blevet nærmest følelsesløse.
Og vi glemmer sågar, at dække vores helt basale behov eller er ude af stand til at opfylde dem, basale behov som føde, væske, søvn, toiletbesøg, fordi vi er for travlt optagede og for stressede.

Da jeg blev udskrevet fra psykiatrisk afdeling, havde jeg en fantastisk samtale med overlægen, som her nævnte, at det indimellem, i virkeligheden, er nemt at henfalde til at diskutere og overveje, hvem der egentlig er de syge. Er det dem der reagerer på denne kultur, og slet og ret bliver syge, eller er det dem der ræser gennem dette vanvid vi har skabt? Hvor er roen og det naturlige, i vores liv? Hvor er der egentlig plads til at VÆRE? Hvor søger vi vores næring? Under min én uges indlæggelse på lukket psykiatrisk afdeling, indså jeg, at dette sted, er eet af de mest rolige og trygge steder i København. Det er ude af kontekst. Det er en anden tid, et andet rum. Jeg talte forleden med en ven her på havestien, som arbejder med psykisk belastede. Han udtalte også, at dé mennesker fra tid til anden søger hen på den lukkede psykiatriske afdeling, slet og ret, for at blive beskyttet fra deres plageånder, af det høje hegn, de låste døre – trygheden.

Roen er saliggørende og afgørende for min trivsel. Det er den for alle. Stress er blevet en normal tilstand, en folkeepedemi. Samtlige patienter på den psykiatriske afdeling, bortset fra mig, var medicinerede. Samtlige fik sovemedicin før natten, for ellers kunne de ikke sove. Vi har skabt en skæv, unaturlig verden. Vi kan ikke holde den ud. Jeg læste en artikel i går, om dén muterende prægning unge mennesker vokser op i. De møder ingen menneskelige mere. Det ‘menneskelige’ er blevet en myte. Det der plejes og dyrkes i vort samfund er facaderne. Vi lider alle sammen, der er ingen af os, der kan holde det ud, vi har skabt. Men vi må ikke vise det. Vi skal smile og ikke stikke ud. Vi er formet til at benægte og skjule smerten og det ‘grimme’. Vi skal ligne hinanden, og vi skal være stille. Der er ikke plads, ikke tid, til at være menneskelige mere. Sådan bliver vi robotter, der er optaget af effektivisering, af facader. Det stinker for meget, når nogen viser en menneskelighed, en smerte, et forlist forsøg på at klare dette umenneskelige liv.

Jeg synes vi skal lave det om. Jeg synes vi skal skabe en bedre verden at leve i, i fællesskab. For vi overlever virkelig ikke dette…
Alt er energi, og alt hænger sammen. Det er vist på høje tid, at vi lige standser op og redefinerer vores liv og vores kultur.