Tegn på helbredelse

Vi er gået ind i fuldmånedøgnet. Det er een fuldmåne siden jeg brød sammen og blev indlagt. Det har været en rig og forvandlende cykel på utroligt dybe niveauer. Sammenbruddet blev en velsignelse, en gave, det åbnede muligheden for dybdebearbejde af traumestof, af mønstre, og frembragte den vilje og dedikation, der oprigtigt var behøvet. Sammenbruddet blev mit livs største wake up call og et point of no return. Der var ikke længere på den vej jeg gik. Det var der virkelig ikke. Og jeg faldt lige lukt i afgrunden, fordi jeg blev ved at gå.

Jeg er lettet, fordi alt dette bevirker, at jeg ikke længere behøver at lege rambum med mig selv, og vælte solide mure med mit eget væsen. Jeg kan leve på en anderledes måde nu. Jeg forstår og ser på en anderledes måde nu. Jeg er stadig den samme, men jeg er en helt anden. Jeg er stor og stærk og lille og sårbar i eet, og jeg ånder trygt i min proces og i troen på livets godhed.

Mit liv har været benhårdt. Jeg har grundlæggende stort set altid været forpustet. Jeg har bragt fire børn ind i denne verden, i temmeligt udfordrende og dysfunktionelle forhold, med mange konflikter, afhængigheder, brud, skift, flytninger. Hvis jeg tæller de små midlertidige opholdsteder med, har jeg flyttet 20 gange siden jeg fødte mit første barn i marts for 13 år siden. Jeg føler jeg har været enlig mor, hovedsageligt alene om ansvaret for dagligliv og børn, siden min ældste datter var 1. I 12 1/2 år.

Den længste tid jeg har boet noget sted, var i et romantisk lille, gammelt og utæt fiskerhus med en lille gård og et gammelt syrentræ, som jeg ofte hang under i en hængestol, hvorfra jeg kunne høre havets brusen og dufte det, få hundrede meter fra skoven, i Kerteminde ~ Lysets minde. Dér boede jeg fra foråret 2002 til vinteren 2005, mens jeg uddannede mig til textil designer i Kerteminde. Jeg gik fra børnenes far, mens jeg var gravid. Jeg fødte min søn i hjemmefødsel en varm sommerdag. Tiden dér var på mange måder smuk og tryg, og længe troede jeg jeg aldrig ville forlade Kerteminde, som opfyldte så mange af mine længsler og ønsker. Jeg havde et kreativt virke, var med i en kunsthåndværkerbutik, udstillede, arbejdede meget kreativt, havde gode og nære relationer. Men – det uforløste i mit egen væsen var der jo også dengang. Længe kæmpede jeg stadig med børnenes far, trods bruddet. Jeg hørte også dengang ikke rigtig til noget sted. Jeg kæmpede også dengang med min selvkærlighed og en manglende følelse af fundamental berettigelse til at være mig i denne verden. Jeg længtes også dengang efter ‘den rette eneste ene mand’ og det lykkelige, harmoniske, trygge familieliv. Jeg brugte også dengang alkohol som selvmedicinering, i pletvise, natlige eskapistiske sekvenser, for at slippe for ‘virkeligheden’ og alt det ansvar der lå på mine skuldre.

Og da min uddannelse var afsluttet, jeg lå i retssag med børnenes far, som var blevet anmeldt til myndighederne for omsorgssvigt af børn på samvær, jeg tilbageholdt dem i flere måneder fra samværet deraf, og jeg startede på id-psykoterapeutuddannelse på Sjælland, og mødte en mand dér, så gik det hele pludselig over stok og sten, og jeg flyttede ind hos ham i Hvidovre, efter at have kendt ham i blot to måneder. Det var så overmåde romantisk. Han boede i ‘Friheden’ i Hvidovre. Og jeg lover, at det var overhovedet ikke friheden. Men det var naturligvis een af de mange trædesten på vejen til den – friheden. Jeg lagde alting bag mig og kastede mig frygtløs, med lukkede øjne og stort håb, ud i dette nye eventyr, som blev så ufatteligt hårdt. 6 strenge år i et on-off forhold. Dramatik, raseri, sorg, kamp, flytninger, 2 fødte smukke børn og 3 aborter. Det sluttede i forsommeren for 2 år siden. Og siden da, har jeg ikke haft noget egentlig fundament, og dog været engageret i 2 intense kærlighedsrelationer. Det ene var ikke så dysfunktionalt, som det andet endte med at blive. Det var ikke de samme dynamikker, ikke det samme imagomatch. Men Pyh! Det er som at have kørt i Tivolis vildeste rutshjebane i 8 år.

Nu er rutshjebanen standset. For en måned siden, da jeg brød sammen. Omsider.

Min yngste er nu 3. Hun bruger ikke ble længere. Børnene sover trygt om natten. En ny tidsalder er i sin spæde fødsel, på mange planer. Det går meget godt nu. De små børns far har fået det væsentligt bedre, vores kommunikation og samarbejde er blevet væsentligt mere konstruktiv, og han tager skridt ind i større ansvarstagen i sin rolle som far. Børnene elsker ham. Der har været elementer af ‘det gamle’, – bebrejdelse og fordømmelse, siden mit sammenbrud, men det bliver mindre. Han har hovedsageligt været støttende, forstående og empatisk. Vi har haft ærlige og fortrolige telefonsamtaler. I søndags hjalp han mig med at fragte mine malerier hjem fra udstilling. I sidste uge sendte han mig linket til DR udsendelsen ‘Mor er den værste i verden’, og skrev til mig, at jeg da i dén grad fortjente den undskyldning jeg fik fra min mor i familieopstillingen. Det seneste er, at vi i fællesskab sagligt diskuterer hvilken steiner skole vores børn skal gå på, og hvorledes vi skaber den bedste dagligdag for os selv og børnene, med to boliger for dem, skolegang, logistik, delebørn, konstruktivt samarbejde. Det føles nærmest mirakuløst.

Mine børn har været fra deres far fra i går til i dag. Jeg har nydt mit eget selskab. Var i går hos min psykolog og dernæst i kurbad i tre timer. Da jeg kom hjem spiste jeg i mit seng, og så en banal og sød kærlighedskomedie, der hedder ‘Peace, Love and Misunderstanding’. Sjovt som det de sjældne gange jeg vælger at se en film, næsten hver gang ’tilfældigt’ omhandler nogle New Age-aspekter og kærligheden, ærligheden… Jeg spiste mørk chokolade. Og lagde mig i fred til at sove. Vågnede kl 7 til en smuk og tindrende dag, og nyder bare ro. Har tillid. Der er ingen panik eller desperat higen indeni efter noget. Der er bare nu. Det er fantastisk.

Alting tegner godt. Det er en ny tid.

Den seneste tid har flere venner og veninder nævnt deres tilknytning til SLAA – et 12 trins fællesskab, inspireret fra de principper og metoder der oprindeligt blev kanaliseret til AA ~ Anonyme Alkoholikere. En gren der arbejder med det kærligheds- og sexafhængige (SLAA: Sex Love Addict Anonoumous). Jeg har kendt til det fællesskab i adskillelige år. Jeg har læst kendetegnene adskillelige gange, og genkendt mig selv, men på samme tid været for stolt til at ville indrømme det. I går besøgte jeg siden igen. Og både lo og krummede tæer, da jeg læste listen over karakteristika ved afhængighed af sex og kærlighed.

1. Da vi har få sunde grænser, indgår vi i seksuelle og/eller følelsesmæssige forhold til mennesker uden at kende dem.
2. Da vi frygter forladthed og ensomhed, bliver vi i smertefulde, destruktive forhold, og vender tilbage til dem. Samtidig skjuler vi vores afhængigheds behov for os selv og andre, og bliver stadig mere isolerede og fremmedgjorte fra vores venner og kære, os selv, og Gud.
3. Da vi frygter følelsesmæssige og/eller seksuelle afsavn, stræber vi tvangsmæssigt efter og indgår i det ene forhold efter det andet, og har nogle gange mere end én seksuel eller følelsesmæssig affære ad gangen.
4. Vi forveksler kærlighed med behov, fysisk og seksuel tiltrækning, medlidenhed og/eller behovet for at redde eller blive reddet.
5. Vi føler os tomme og ufuldstændige, når vi er alene. Selvom vi frygter intimitet og forpligtelse, leder vi konstant efter forhold og seksuelle kontakter.
6. Vi seksualiserer stress, skyld, ensomhed, vrede, skam, frygt og misundelse. Vi bruger sex eller følelsesmæssig afhængighed som erstatning for pleje, omsorg og støtte.
7. Vi bruger sex og følelsesmæssige forhold til at manipulere og kontrollere andre.
8. Vi bliver lammede eller alvorligt distraherede af romantiske eller seksuelle besættelser eller fantasier.
9. Vi undgår at tage ansvar for os selv ved at koble os på folk, der ikke er følelsesmæssigt til rådighed.
10. Vi forbliver slaver af følelsesmæssig afhængighed, romantisk intrige eller tvangsmæssig seksuel aktivitet.
11. For at undgå at føle sårbarhed, kan vi trække os tilbage fra alle intime forhold og forveksler seksuel eller følelsesmæssig anoreksi med helbredelse.
12. Vi tillægger andre magiske egenskaber. Vi idealiserer og efterstræber dem, og giver dem siden skylden for ikke at have opfyldt vores fantasier og forventninger.

Jeg morede mig med en ven over dette på facebook chatten. Han sagde, at han også havde ‘flest rigtige’. Det er jo tragikomisk. Vi trøstede os sammen over, at denne ‘lidelse’ er den mest udbredte i vores kultur. Vi er ikke alene. Han foreslog mig, at bringe dette på bloggen, og spørge ud, hvor mange der tør at dele deres resultat. Jeg selv har ihvertfald 8 ‘rigtige’. Og jeg er taknemmelig for at se, – på selvsamme side, under listen med ‘Tegn på helbredelse’, at jeg er i bedring. Jeg skal ikke indgå i nogle intime relationer, før jeg er helbredt. Det er vist.
Tør du dele dit resultat?