Vågent mareridt

Jeg har ikke blogget længe, da jeg blev anbefalet, at holde mine kort tæt til kroppen, grundet den hæslige trussel om at myndighederne ville anbringe mine børn. Nu har de gjort det. Til tre absurde måneders udredning. På et vagt, meningsløst grundlag. Det er tragisk!

Jeg er klar over, at der er situationer, hvor forældre slet og ret er inkompetente eller ude af stand til at tage vare på deres børn. Klar over at det i visse tilfælde er bedst, at børn lever væk fra deres forældre. Men jeg er også klar over, at dette ikke er tilfældet i mine børns situation.

Det føles så ekstremt og absurd, at være fremstillet som jeg er blevet i denne sag. Så grotesk, at myndighederne tilsyneladende tror, at jeg er sindssyg og misbruger, og at mine børn er blevet vanrøgtet og omsorgssvigtet. Jeg kan ikke fatte, at jeg er vågen.

Jeg har måttet se mine børn i dag. Det må jeg umiddelbart een gang om ugen, fra afhentning i børnehave til 17.45, plus hver anden lørdag i 5 timer. Det samme må faderen. Sagsbehandleren sagde til mig, at der naturligvis ville blive taget højde for, at jeg er primær omsorgsperson og bopælsforælder. Men – det er der ikke blevet. Når jeg spørger hvorfor, får jeg at vide, at nu skal vi lige se tiden an, og se hvordan børnene reagerer når de har været sammen med mig…!

Det var naturligvis dejligt, at være med mine børn. Men også et eller andet sted dybt fortvivlende, fordi vi har samvær på et børnehjem, hvor vi skal dyrke den ypperste nærhed, og jeg skal fylde dem med ro, kærlighed, tryghed, og uret tikker hele tiden, og pludselig er tiden gået og den ‘ansvarlige’ kommer og siger, at nu er det tid til at gå. Og de vil helst være fri for at komme med ud og vinke, for det gør ondt, og de ville hellere flygte ind i et computerspil… Og jeg kan godt forstå de ikke vil med ud og vinke. Men det skal de, siger personalet. Og Benjamin kan næsten ikke rumme det, og begynder at slå og kradse mig, for han vil jo ikke have jeg går, og jeg hælder kærlighed over ham, og bekræfter ham i, at jeg så godt forstår han er vred og ked af det. Og lille Lila bryder sammen i fuldstændig afmægtig gråd, og det hele gør bare så ondt over det hele, på os alle sammen. Det er så modbydeligt.

Og jeg bliver vred! Og kan intet stille op, skal bare bevare denne venlige, rolige, samarbejdsvillige attitude, for ellers er det jo ikke til at vide om de suspenderer det i forvejen himmelråbende alt for lidt samvær. Det er fandme uhyggeligt, sådan at være frataget fri vilje og ansvar for mine egne børn. Da jeg kom i lørdags, havde Lila stadig natble på, selvom det var 2 1/2 time siden hun var stået op. I dag da jeg hentede i børnehaven gik hun i for små gummistøvler, fordi de ikke havde medbragt hendes gummistøvler ‘hjemmefra børnehjemmet’. Ved ‘indskrivningen fik jeg at vide, at børnene max må spille computer en halv time af gangen. Men da jeg var der i lørdags, sad en pige ved computeren da jeg kom og da jeg gik, uden afbrydelser. Og personalet talte i telefon faktisk hele tiden, i de tre timer jeg var der. Jeg måtte selv tage initiativ og give mine børn frokost, da de var dødsultne, og personalet var optaget ved telefonen…

De er skide kede af det! De er rystede i deres dybeste. Ja, for hvordan kan de regne med noget, regne med livet, når deres mor, – som altid har lovet at passe på dem og beskytte dem mod det farlige, nu er frataget myndigheden over dem. Når nu kommunen har taget ejerskab over dem. Det gør skide ondt.

‘Hvorfor skal vi være her?’. ‘Hvorfor må vi ikke komme hjem?’, ‘Hvorfor må vi ikke være sammen med dig, mor?’. ‘Jeg savner dig’. ‘Jeg er meget ked af det, mor’, siger de… ‘Kommunen er så dum, så dum, så dum’, siger min lille bitte pige på 3 år. ‘Hvad sker der hvis du ikke vil gå, mor?’, ‘Hvad sker der hvis du ikke kommer tilbage med os hertil, mor?’, spørger Benjamin… ‘Kommer politiet så efter os?’, spørger han. ‘Og hvad gør de så?’…

Mine børn er lynskarpe, og tænker meget, føler meget, sanser meget. De er super tapre, super viise, og super følsomme. Myndighederne er igang med at ødelægge mine børn, her i deres påstande og antagelser om at børnene er i fare hos mig…

Det er en modbydelig situation. Og jeg vil have den forvandlet. Hvert sekund tæller. Fra nu skal der gå fem forfærdelige dage, før jeg må se dem igen. Og jeg kan ikke engang søge tilflugt og trøst hos nogle af mine venner ude i landet, for jeg er tvunget i kontrol for alkohol og marihuana 3 gange om ugen. Hvis jeg ikke møder op opfattes det som jeg er fuld og skæv. Jeg er virkelig trængt op i en krog i den her sag. Men det knækker mig ikke! Jeg vil bare redde mine børn.

Jeg takker ydmygt og dybt, til de som engagerer sig, og bidrager med skrivelser og apeller til kommunens borgmester, børne og unge direktør, og familieafdeling. Jeg takker til ildsjælen Charlotte Bjørn Poulsen og hendes menneskerettighedsgruppe, som har oprettet en aktion, som løber af stabelen fra på onsdag kl 11 foran Frederiksberg rådhus. Det skal laves om det her. De børn skal reddes fra dette mareridt.
Jeg beder inderligt, Hjælp os! Tilmeld dig aktionen her