Aldrig igen

‘You own everything that happened to you. Tell your stories. If people wanted you to write warmly about them, they should’ve behaved better’ ~ Anne Lamott

Jeg er vågnet kl 4, med en indre stemme, der determineret fortalte mig, at jeg skal skrive dette indlæg. Jeg er normalt aldrig vågen på denne måde midt om natten. Jeg er ikke fuld, ikke i affekt, ikke i drama. Jeg er meget eftertænksom. Jeg har ligget vågen længe, og reflekteret og mediteret over, om det nu også er det rigtige, om det er ‘klogt’. Der er ingen vej udenom. Jeg skal skrive dette.

Vi ved jo alle, at en del af det jeg deler her på min blog og på facebook, er kontroversielt. Fremkalder reaktioner, sym- og antipartier mod mig, røre. At jeg kan finde på at fremdrage aspekter, der er tabu. At jeg kan finde på at skrive om ting man bare ikke nævner offentligt – og om en anden, hvilket der er virkelig mange holdninger til. Jeg skriver ikke dette følgende for at få sympati eller ‘vinde stemmer’. Jeg skriver det, fordi jeg bliver nødt til det. Jeg skriver det for alle de kvinder, mænd eller børn i verden, der ligger under for tyraniseren fra andre. Jeg skriver for friheden. Jeg skriver for aldrig nogensinde igen at ende i en sådan dynamik igen. Jeg skriver for at mine børn kan få en harmonisk opvækst, med en glad og ubekymret mor. Jeg skriver for at forløse mig selv. Jeg skriver for at inspirere.
Jeg beder til, at dette bliver forstået…

Senere i dag skal jeg deltage i familieopstilling. Familieopstilling ? også kaldet familiekonstellation ? er en terapeutisk metode, der virker healende på sjælsplan og på gamle uhensigtsmæssige reaktioner. Med familieopstilling kan man frigøre sig fra ubevidste mønstre og tage fat ved de eksistentielle rødder. Familieskæbnen er en uforklarlig, men ufattelig stærk kraft, der på godt og ondt, styrer vores ubevidste på mange planer. Den kan have indflydelse på vores kærlighedsforhold, vores relationer til andre mennesker, problemer på arbejdspladsen, dårligt selvværd mm. Familiens ubevidste mønstre præger de enkelte medlemmer. Disse mønstre og dynamikker kan gå flere generationer tilbage, og bliver de ikke bevidstgjorte og integrerede, kan de påvirke dig i dit liv her og nu, men også familiens kommende generationer.
Med andre ord: Vi er et produkt af vores familie på langt dybere planer end de fleste af os er klare over. Vi er påvirkede af uforløste traumer og fortrængninger, som f.eks. ubearbejdede dødsfald og overgreb, som hører barndomsfamilien eller tidligere generationer til. Disse familieskæbner kan leve i vores indre som en ubevidst kraft eller et ubevidst mønster, der påvirker os i vores adfærd og hverdagsliv. Det er som om mønstret udspiller sig igen og igen ? i forsøget på at blive helet.
Det er her familieopstillingen kommer ind, idet den forvandler og hjælper os med at frigøre os fra de gamle mønstre.

Jeg ønsker dette kan medvirke til at opløse denne dynamik jeg kæmper med, Jeg ønsker dette blogindlæg kan medvirke til at opløse det. Jeg ønsker hele den proces jeg gennemgår i denne tid, kan medvirke til at opløse denne dynamik.

Nu siger jeg alting så ærligt, som det er mig muligt. Jeg har forsøgt mig med forskellige metoder til at få rette vedkommende til at forstå og erkende. Jeg har indset, det ikke lader sig gøre. Jeg vil ikke ligge under for det mere. Jeg vil ikke lade det tyranisere og dominere mig mere. Ikke i dette, ikke i tidligere, og ikke i fremtidigt. Jeg vil være fri.

Jeg er ‘beordret’ tre måneders pause fra min intimpartner af min læge. Og jeg er af min læge blevet henvist til akut krisehjælp under kategori 1, som er den mest alvorlige kategori, deri hvor volds-, voldtægts-, krigsofre placeres. Jeg har haft et psykisk sammenbrud, og været indlagt en uge på psykiatrisk hospital. Nu er jeg i helingsproces. Jeg har udtrykt til rette vedkommende, at jeg skal have fred. Ingen kontakt. Pause. Han vil ikke respektere det. Han vil ikke respektere mine grænser. Han opsøger mig dagligt med sin egen agenda, og er så kortluntet og reaktiv, at det hver dag ender med, via næsten blot et pip fra mig, at han sprænger i luften i forskellige grader af vrede, affekt, drama. Efter han har opsøgt mig. På min grund. Ved mit hus. Det stresser mig. I fredags ‘rekonstruerede’ han i affekt mit sammenbrud. Mens jeg sad måbende og vantro på en stol ved min computer i min stue, råbte han af mig, smækkede med min havedør, løb nøgen rundt i min have, kastede med øl og andre ting, stillede sig demonstrativt op foran mit vindue og skar hår af sig selv med en kniv. Efter han har opsøgt mig. På min grund. Ved mit hus. Det stresser mig. Det kan være små bitte detaljer, der starter hans reaktivitet. I går opsøgte han mig, og havde forskellige ærinder. Blandt andet vedrørende en kattetransportkasse. I samme lille bitte samtale udtalte han, at jeg kunne låne den og arve den. Da jeg spurgte ind til, om jeg mente låne eller arve blev han vred. Han udtrykte også, at alle mine katte har øjenbetændelse. Jeg sagde – ‘Nej, det tror jeg nu ikke, det er bare noget søvnagtigt, når de har øjenbetændelse, klistrer øjnene sammen’. Dette blev han også forurettet over. Da jeg så mindede ham om mine grænser og mit behov for ro, blev han mere vred. Da jeg bad ham gå blev han endnu mere vred. Han forlod min grund under høje råb med truende gestikulatur. Mine børn var vidne til det.

Han bliver vred og dybt forurettet, når jeg varetager mine grænser, beder ham gå. Han har det ikke godt. Han er ikke sig selv, men han kan ikke se det. Han er syg. Jeg har forsøgt at få ham til at se det, erkende det. Jeg elsker ham. Jeg synes han er et fantastisk menneske. Han og jeg har delt mange smukke ting, har dyb samklang, smuk elskov, mange visioner, stor glæde. Dét savner jeg. Men det er druknet bort i alt dette andet.

Jeg er blevet traumatiseret og retraumatiseret i alt dette. Jeg har efterhånden en styg perlerække af oplevelser i denne henseende. En nat for måneder siden flygtede jeg fra ham, fra hans brølen og dominans, låste mig inde i mit eget hus, og lagde mig under dynen, med fingrene i ørene, for at undgå at høre hans råb og dundren på mit hus. Han brød min låste dør op udefra, kom ind og flåede dynen af mig, og tvang fingrene ud af mine ører, for at råbe mig lige ind i øret. Han har aldrig taget ansvar for det eller undskyldt. Engang søgte jeg tilflugt i hans sofa, for at sove, hvor han igen og igen kom ned fra soveværelset, og tændte spotlys i loftet over mig, og råbte af mig. Det er også sket når børnene ligger ved siden af mig. Det er sket, når børnene ligger og sover. Han råber, nægter at gå, smækker gentagne gange med dørene for at udagere, udfolde sin magt. Engang lå jeg i hans sofa og sov, og han kom ned og hev dynen af mig, og tæskede løs på mig med tunge sovepuder, mens jeg lå ned.

Han har forfulgt mig, når jeg vil væk, have fred. Ind i min have, ind i mit hus. Med vrede og råb, råb, råb. Jeg er flygtet fra min egen have, mit eget hus, hen af havestien, ud i parken, for at få fred, for at komme ud hvor der er andre mennesker, hvis eksistens kan forhindre hans udageren. Der er kommet naboer over for at spørge om jeg er okay.
Han har slået mig. Visse gange har jeg slået igen. Vi har slåsset. Jeg har tre gange haft blå mærker i ansigtet. Jeg har en brækket tand.

Han har ingen respekt eller forståelse for mine grænser. De gør han vred. Han har ingen forståelse for, at dette er sygeligt. Han siger mit fokus er fordrejet. Han hævder endda at jeg lyver.
Jeg har forsøgt at få ham til at forstå. Han afviser og vender alting om. Han kan ikke se det. Det skræmmer mig. Han bortforklarer, forsvarer, raser, lægger røgslør af ord ud. Han underkender mine oplevelser, min virkelighed og mine følelser med, at jeg er enten: fuld eller traumatiseret fra min barndom, forvrænget, fucked up. Som oftest har jeg ikke været påvirket af nogen stimulanser.
Og de samme dynamikker har jeg set udfoldet med de mange andre han står eller har stået i konflikt med. Han giver sig ikke. Han kommer ikke med indrømmelser. Han kaster al argumenteren, al grænsesætning bort.

Jeg ER traumatiseret fra min barndom. Men jeg er ikke psykotisk eller har vrangforestillinger. Det er evident nok det jeg oplever. Det sker. Det er sket. Naturligvis kan vi komme ind på, at det vi oplever i vores ydre, er genspejlinger af indre dynamikker. Men dette berettiger ikke denne tyraniseren.

Jeg er aldrig før blevet så grænseoverskredet. Og man kan sige, det er fortid. Men det er det ikke. Det udspiller sig i øjeblikket hver dag. Han opsøger mig med sin agenda. Han bliver vred over mine grænser eller det jeg udtrykker. Han trænger ind på min grund. Han råber af mig.

Jeg ser ikke dette som essensen af ham. Jeg ser det som sygeligt, og jeg skelner mellem det han er i sin essens og dét at han er syg. Jeg tilgiver ham hver dag. Jeg har længe foreslået, at vi skulle søge dybdeborende parterapi. Det kan jo forløses, og hvis vi ville, kunne vi forløse os sammen. Men hvordan kan man forløse noget man ikke kan erkende. ‘Det du har i dig selv, du ikke fremdrager, vil undertrykke dig. Det du har i dig selv, som du fremdrager, vil sætte dig fri’, sagde Jesus.
Jeg vil ikke leve med dette. Aldrig mere.
Jeg vil være fri. Jeg vil være i fred.

Hvorfor deler jeg dette?
Jeg har gået med denne betændte byld alene. Det er jo ikke noget man taler om og man må ikke udlevere andre, siger ‘adfærdspolitiet’ derude. Jeg har i affekt og desperation delt små brudstykker ud på facebook, hvilket har skabt stor røre. Jeg deler endnu mere åbent og ærligt efter mit sammenbrud. Jeg deler min proces hudløst. Men der er mange detaljer jeg ikke har kunnet dele. Når jeg skriver blogindlæg, har jeg skullet sløre og pakke ind, så vidt det var mig muligt. Og måske er det blevet min egen ulempe. Måske er det svært for en læser at forstå det hele billede. Måske er det sågar let tilgængeligt, at fatte sympati for denne min modpart, for hvad skaber jeg mig dog over? Han sidder jo og deler kærlige, velmenende råd på min facebook væg. Er det ikke bare mig, der er nærtagende, dramatisk, – det er jo også mig, der har indrømmet både alkoholproblemtik og drukepisoder, raserianfald, udageret i affekt på facebook mv. Og er det ikke også mig, der har haft et psykisk sammenbrud, og været indlagt på lukket psykiatrisk afdeling en uge. ER det ikke bare mig, den er gal med? Det er måske let at tro. Når jeg slører og undlader en masse detajler. Måske er det svært at forstå det samlede billede, for en udenforstående? Jeg ved det ikke.

Jeg ved blot, at jeg blev vækket med en indskydelse om at dele dette indlæg. Og jeg beder til, at min hensigt bliver forstået og accepteret. At jeg ikke skal fordømmes, fordi jeg ‘udleverer’ en anden. Han har aldrig taget ansvar eller sagt undskyld. Han ønsker at ingen skal være bekendt med disse omstændigheder. Han mener det er usandt. Han hævder jeg lyver og fordrejer. Men dette er MIN virkelighed. Dette er MIN proces. Dette er MIT liv. Dette er MINE grænser.

Jeg accepterer ikke mere. Jeg opfordrer ham – usagt – til at opsøge hjælp, gøre op med denne sygelighed, gøre op med sin selvbenægtelse. Det ER en sygelighed, og den KAN behandles. Men dette er ikke op til mig at forlange. Vi kan først erkende, når vi kan erkende. Men JEG accepterer ikke mere. Han vælger herfra selv, hvor meget han vil udagere sin vrede og sin smerte. Rase, fralægge sig ansvar, fremstille sig som charmerende og stakkels offer for urimelige mig og urimelige andre menneskers snæversyn, rigiditet, ignorance. Han vælger selv. Men jeg vil ikke være med mere. Jeg vil ikke ligge under for det mere. Aldrig igen.

Jeg kender denne dynamik fra min barndom. Alt det jeg skal skjule. Al den dårlige og grænseoverskridende adfærd fra andre, jeg skal bære skylden for. Al denne grænseoverskriden og benægten min virkelighed. Jeg vil ikke mere. Aldrig igen.

Jeg har beskrevet små fragmenter af et samlet hele ovenfor. For at gøre det mere tydeligt, hvad jeg har levet i. Jeg spiller ikke uskyldig. Jeg har begået både fejl, været i affekt, og været i drama. Men jeg vil ikke være med mere. Jeg siger NEJ TAK. Jeg trækker en linie. Jeg påkræver mig mine egne følelser, mine egne grænser, min egen virkelighed. Og eftersom jeg hverken kan få imødekommenhed på dette fra ham, eller hjælp til det ved at opsøge nogle af de som står ham nær, så deler jeg her. For det skal aldrig ske igen. Ikke i dette og ikke og nogen fremtidige relationer! Jeg vil aldrig mere bære skylden for eller skjule noget andet menneskes overgreb eller voldelige, grænseoverskridende adfærd, for at pleje og bevare deres selvbilleder udadtil eller deres benægtelse. Aldrig igen.

Jeg deler dette med skælvende fingre, usikker på konsekvenserne… Jeg hører for mit indre øre, at Dalai Lama udtrykker: ‘Gør hver dag noget du er bange for’…

Det gør jeg nu.

For friheden!