Tilbage

Længe, rigtig længe, har jeg været bange for at skrive om personlige ting. Jeg har på en eller anden måde følt jeg var ‘færdig’. Ikke færdig med at skrive, og så alligevel. Men ‘færdig’ som menneske. Det har været så ualmindeligt barskt at gennemgå lange perlerækker af bitre kampe med mine børns fædre, der til slut endte i myndighedsregi, med en fejlagtig definition af mig, som ‘uegnet som mor’. Det har knust mig til støv. At være mor var altid det største for mig.
At få dette fundament fjernet ødelagde enhver retning i mit liv.

Der har ALTID været kamp i mit liv, hvad angår de mænd jeg har skabt børn med. Det er nogle lange historier, som vil dryppe frem – lidt efter lidt. I perioden 2011-2015 har kampen været massiv, og de 2 fædre samarbejdede nært, for at ‘få mig ned at bide i græsset’, som det blev betegnet. Det lykkedes.
Jeg fik frataget retten til at være sammen med mine egne 4 børn.

Nu er livet nyt igen. Jeg har fået atter en datter, lille Lotus, som nu er 8 måneder. 3 af de 4 jeg ‘mistede’ bor hos mig igen. Og jeg vil igen have lov, at ytre mig skriftligt, for denne skriftlige ytren, har været et kald siden mine tiders morgen.
Så jeg gør det, selvom det betyder en konfrontation med en markant og meget stor angst…

Derfor har jeg for nu, kaldt bloggen for Mod:

Mod er evnen til at konfrontere angst, frygt, smerte, risiko, usikkerhed og intimidering.

Kan man hele de sår livet giver en? Jeg har serielt efterstræbt frihed og funderet over, hvor fri man som menneske kan blive, som en anden fugl Fønix, frihedsforsker jeg. Men livet krøllede mig fuldstændigt sammen, som et uløseligt, angst og bittert garnnøgle. Intet forsvinder. Livets lussinger sætter sig i dybe lag i psyken. Mit liv har jeg kun kunnet overleve med hård hud på sjælen, som et bøjeligt strå der bøjer af for stormen, en korkprop der flyder ovenpå, en mælkebøtte der bryder gennem asfalt. Med denne blog vil jeg følge min passion for at formulere mig og min verden på skrift, og jeg vil rejse videre altid mod atter nye solopgange.
Lyset ville ikke være så bedårende, uden dets kontrast mørket. Mørket ville ikke være så fatalt og omsluttende, uden dets kontrast lyset. Alt er disse 2 i sammenspil.

Jeg er mor til 5 vidunderskabninger. Jeg sværger til Steiner som læresystem, til økologi, etik og vildskab. Jeg er ukueligt livskraftig og optimistisk, og jeg er en smadret kaserolle, der har kogt en masse vand, kogt tør, kogt skævt, kogt æg, kogt suppe på æter og indtørrede forhåbninger for et liv. Jeg er en vild kunstnerinde og en lavpraktisk hverdagsromantiker, en perfektionistisk fantast, en fiasko, en succes, jeg er et mælkebøttebarn, jeg er et såret dyr, jeg har stækkede vinger, jeg har håb som en nysprunget spire, og sorg som en endeløs kilde, jeg ved alt og jeg ved intet.
Jeg vægter min moderrolle højest af alt, og jeg elsker Christiania.

Bloggen starter her, og hvor den ender må guderne vide…

Velkommen!

Gem

Tak fordi du læste med! Skriv gerne en kommentar, hvis du føler for det. Kærligst, Olympia