Kampen for at blive psykiatrisk udredt

Min læge har for måneder siden, kaldt sagen om børnene en farce. Han er ligefrem blevet vred på disse (tåbelige) myndigheder. Adskillelige gange har jeg skullet debattere med ham, så jeg kunne få en henvisning til – først en privatpraktiserende psykiater, som definerede mig som ‘psykisk upåfaldende’ – altså ‘normal’, men som foreslog en udredning i distriktspsykiatrisk regi, for at kunne modargumentere Frederikberg kommunes hårde dom over mig, – som farlig og vanvittig. Herefter måtte jeg så bruge mine overtalelsesevner for at få min læge til at henvise mig til distrikspsykiatrien. De afviste mig, uden at møde mig. Hér blev min læge vred. Ikke på distrikspsykiatrien, men på de kommunale myndigheder i Frederiksberg.
At få en psykiatrisk udredning, for at kunne modargumentere denne stride dom, er ikke en let sag. Det er som at gå ind i en mur – igen og igen.

I øjeblikket bor jeg på kollegie for ‘hjemløse’ og er således herigennem så ‘heldig’ at have adgang til gadeplansteamet, som består af to sygeplejersker fra psykiatrien. Dem havde jeg møde med i går, i håbet om herigennem at kunne få en psykiatrisk udredning. De var ærlig talt helt forvirrede. Som de fortalte, har de ALDRIG i deres ‘karriere’ oplevet en person der insisterende ønskede at få en psykiatrisk udredning. Og de mente ikke at jeg grundlæggende har brug for en sådan, eller brug for psykiatrisk behandling (det har jeg jo altså heller ikke, men det er da rart – igen – at blive bekræftet heri). De syntes at dette var en helt kontrær og spejlvendt situation. Men de hørte dog også min bøn, og forstod, at en sådan udredning er min eneste måde, hvorpå jeg kan blive renset og blive normalt aktiv mor igen, efter at være blevet diskvalificeret som mor og menneske af Frederiksberg kommune.

Således ville de tage tilbage til deres bagland, og se om der på nogen måde er nogen mulighed for at jeg kan blive psykiatrisk udredt. Det var ikke åbenlyst optimistiske desangående, så jeg kan herfra blot afvente, om jeg ‘kan få lov’.

Alting er cyklisk. Opadgående og ekspanderende, som en spiral eller en vindeltrappe, men dog stadig rundt og cyklisk…

Mandag fik jeg en besked, der satte mit sind ind i en lettere hvirvel… Det var ikke viden som var ganske ukendt for mig, da dette var konfereret og overvejet med børnenes far tidligere. Men – jeg fik her besked om, at han nu endeligt har truffet beslutning om, at flytte til Faxe Ladeplads med børnene, idet han ikke kan få solgt det hus, vi engang boede i, og som jeg fødte vores ældste, Benjamin på nu 6, i. Og han flytter med dem på torsdag i næste uge. Dels er der i mig henrykkelse, fordi han forlader den krapylske Frederiksberg kommune. Og fordi børnene skal vokse op på landet, ved vandet og skoven, som altid har været mit ønske. Men virkelig også desorientering. For jeg skal stadig have den (skide) udredning. Og jeg orker ikke, ønsker ikke, at skulle involvere endnu en myndighed, endnu en kommune, og tigge og bede dér igen, om at få lov at blive udredt. Og jeg er tilfreds med den gode behandling og støtte jeg får fra Københavns kommune. Mens jeg sidder her og venter på den bolig de har indstillet mig til – så jeg kan få mine børn tilbage i normal tilstande.

Men – nu skal jeg så ikke have mine børn i en lejlighed i København. For de flytter til sydsjælland om en uge, og Benjamin starter i skole dér til august… Alt imens jeg er sat ud af spillet, ingen indsigelsesmulighed har, og blot må glide med det livet vil med mig.

Det spreder stråler af lykke i mig, at tænke på at bo og færdes ved havet igen. Jeg savner det hav. Det skaber ro i mig, at tænke på, at mine børn ikke skal vokse op i storbyen. Og indtil jeg lander med en psykiatrisk ‘frifindelse’ her i København, skal jeg altså til at være gæst hos mine børn og deres far i Faxe Ladeplads. Dér hvor man altid kan se, høre og dufte havet. 50 meter fra strandkanten. Et par kilometer til den fabelagtige strandskov ved Vemmetofte. Dér hvor der er mørkt og stille om natten, der hvor der er en grøn og dejlig have, som børnene kan boltre sig i, og når de bliver større, kan de trygt færdes i den lille flække af en by.

Jeg havde ikke set det komme, jeg er forbløffet over, at børnenes far vokser og forandrer sig som han gør. Det er storslået godt.

Fremad. Og tilbage. Til dér hvor alle drømme og mareridt begyndte og endte. Forhåbnings- og fortrøstningsfuldt begiver jeg mig af sted mod endnu en solopgang…