Ytringsfrihed, min bare røv

Pernille Rosendal sang ved Krudttønde mindehøjtideligheden ‘Man binder os på mund og hånd’. Outlandish har sunget selvsamme, og en Gaza sympatisør har indsat Befri Gaza appellerende billeder til en Youtube video. Må man mon overhovedet sympatisere med Gaza mere, og forfærdes over den horrible vold palæstinenserne er udsat for? Må man mon? For vi står jo sammen med jøderne og det jødiske samfund, og det er jo tydeligt, at ekstremisterne fra de muslimske samfund er truslen udgjort mod os… Hmmm! (Hermed giver jeg naturligvis ikke herboende jøder ansvaret for de ekstremistiske, blodige gerninger, deres religionsfæller udfører i Israels udbredelse!! Jeg kan godt skelne og jeg har også jødiske venner, som jeg holder af).

Jeg er vældigt bekymret for vores samfund efter alt dette i de seneste dage forgangne. Det er let at komme til at sidde hovedrystende med hænderne om kinderne og stirre fortabt ud i ingenting. Men det nytter eller flytter jo altså ingenting, og resignation ligger ikke udpræget til mit væsen.

På scenen ved mindehøjtideligheden stod statsministeren og sagde:: ‘Vi vil stå sammen, sige hvad vi mener, tro på det vi tror på, og leve vores liv i frihed, VÆRE DEM VI ER’. Jeg stod og tænkte, Hvorfor siger hun dog det?
Det var nærmest ligesom en forestilling over Kejserens Nye Klæder.

Vi ved jo alle hvorledes kassetænkning og ensretning, tiltagende overvågning i vores færden, både i byrummet, som digitalt, er en realitet. Vi ved hvordan Offentlighedsloven, bedre kendt som mørklægningsloven, tvangmæssigt blev trukket ned over hovedet på os, ligesom mange andre sygelige love og konstruktioner, såsom ‘heldagsskolen’ eksempelvis. Vi ved hvordan vi er udsat for kontrol, og tiltagende diagnostisering, når vi ‘ikke passer ind’ i de snævre rammer der er defineret for det at være menneske i Danmark. Vi ved hvorledes samfundets svage udstødes, fortabes, sygeliggøres, undertrykkes, overlades til miserabilitet. Vi ved hvordan vi trænes til at være os selv nærmest, og efterhånden med lethed lader mennesker i nød på gaden, for vi har altså lige lidt travl og vil ikke have snavs på vore hænder. Vi ved hvorledes samfundet i stigende grad fratager forældre deres rettigheder overfor deres egne børn, og laver dannelsesfabrikker – i blødere tale kaldet vuggestuer, børnehaver, integrerede institutioner, hvor børnene skal opholde sig, mens forældrene halser afsted i hamsterhjulet, for at forbruge og være bedøvede i et liv, hvor der ikke er tid til livet. Vi ved hvordan bedrøveligt mange bokser med det rigide og bureaukratiske system, i helt urimelige og tragiske sagsbehandlinger, hvor menneskeligheden er sekundær. Vi ved hvorledes politiet tiltagende er magtmisbrugende og voldelige, og undersøger og glorificerer sig selv i klagesager. Selv er jeg dybt knyttet til det alternative samfund, hvor befolkningen har levet under politikkens og politiets groteske vold i mange årevis, og den er mere intensiv og rædselsfuld end nogensinde. Man bliver opfattet som spion og terrorist, hvis man gør brug af deres egne metoder.
Vi ved det jo godt alt sammen, vi har råbt og skreget og protesteret mod det i de senere år.

‘Vi vil stå sammen mod de mørke kræfter’, sagde Frank Jensen fra scenen.

‘Hvem’ er de mørke kræfter? Efter lørdag d. 14.2., søndag d. 15.2. og mandag d. 16.2. 2015, er befolkningen fortryllet ind i et troldspejl, hvor vi tror det er noget ‘udenfor os selv’, nogle mørklødede, der raser over at deres hjemland bliver taget fra dem under blodige, bestialske overgreb, og over at deres elskede helligdom og religion spottes.

Jeg bifalder på ingen måde de mord og ugerninger der er begået i København i weekenden, jeg føler med ofrene og de pårørende. Men jeg holder min tanke fri og åben, og jeg søger et dybere perspektiv end dette politisk manipulative, vi udsættes for.
Og vi ved stadig ikke, om den, af politiet, dræbte VAR gerningsmanden, ligeså vil han – måske meget belejliget – aldrig kunne dømmes…

I dag elskede befolkningen politiet, kyssede patruljevognene med læbestiftskys og highfivede de maskinpistolbærende betjente. Jeg så det med mine øjne. I dag blev politiet hyldet som folkehelte og vi følte os alle SÅ TRYGGE, der blandt blå blink, helikoptre i luften, opmærksomme, scannende, mistænksomme blikke, den uniformerede svært bevæbnede ordensmagt.

Og med denne åbenlyse, uomtvistelige TERRORTRUSSEL, vi pludselig er umælende ofre for, da er det oplagt, at vi i den kommende tid vil opleve en væsentlig stigning i: overvågning, kontrol, politiets tilstedeværelse, indgreb og magtudfoldelse.

Jeg bemærkede det udprægede opbud af politi, der var i byrummet i dag, da jeg færdedes rundt i København på mine ærinder. Jeg talte med en kvinde i bussen (pudsigt sad vi ved siden af hinanden på vej til mindehøjtideligheden, skiltes da vi gik ud af bussen, og da vi tog hjem stod vi tilfældigvis igen lige ved siden af hinanden i samme bus, trods der var over 30.000 til det arrangement). Hun fortalte om, hvorledes en muslim fra hendes arbejdsplads i dag ar blevet kontaktet tre gange telefonisk, og ligeså på mail, fordi vedkommende skulle ‘kontrolleres og undersøges’. Blot fordi vedkommende var muslim. Dette var der flere historier om. Det har de gang i i disse dage, politiet. At kontrollere muslimer. Stakkels medmennesker.

Men alle er jo enormt overbærende, og enormt forstående, for vi har jo været udsat for terror, så det er jo så himmelråbende forståeligt, siger de alle, kontrollen må jo være der, når vi sådan er i fare.

Hvor må det være pinefuldt og sørgeligt at være muslim i disse dage.

Det er et stort problem for mange muslimer, at deres religion bliver hånliggjort. Jeg har svært ved at forstå, hvorfor det så er så forbandet vigtigt, at hånliggøre den. Jeg forstår det altså ikke. Hvorfor er det nødvendigt?

Er det ikke næsten sociopatisk, at blive ved og ved og ved, at overskride en andens grænse??

Jeg siger fra hjertet, jeg kan selv føle mig presset ud i en krog, hvor jeg føler mig komprimeret så heftigt, af det urimelige og uretfærdige rettet mod mig, at jeg til sidst, som en naturlig overlevelsesreaktion, bidsk må skabe rum til mig selv igen. Når noget bliver nok! Og kun jeg kender og kan verificere mine egne grænser, og det har jeg vedgud ret til selv at kunne mærke og være navigatør over. Hermed ikke sagt, at vold af nogen art bør være en grænsesætning, men er vold ikke det vi lærer af vores vestlige kultur. Krigen mod terror…?
Vi må søge andre steder hen, for at finde redskaber til sindssro. Eksempelvis i den inderligt smukke og dybe mystikertradition indenfor Islam – Sufismen.
Mere frejdig poet & vismand end Rumi, skal man lede længe efter!

Politiet vil sgu da heller ikke hånes eller nedgøres. Jeg har hørt en hel del barske historier og set en hel del grimme videoer, hvor civile får tæsk eller bliver anholdt, hvis de hånliggør en politimand eller gør et eller andet andet, som vedkommende betjent ikke lige bryder sig om. Samtidig med at jeg høre dem tale kvalmende nedladende til de der fotograferer og dokumenterer deres ugerninger. Det kan man jo som civil ikke tillade sig at sætte grænser overfor, for så er man jo til fare for, æreskrænkende osv.

Det er sgu ikke kun muslimer, der bliver onde i sulet, når nogen krænker dem. Og hvorledes mennesker bliver krænket, er defineret komplet ud af deres egen optik og virkelighedsopfattelse, som kan være yderst svær for andre mennesker at forstå, der ikke har samme perspektiver eller stramme grænser.

Personligt har jeg gang på gang på gang stået i stormvejr og surrealistiske straffe og konsekvenser, – personligt udstillet og nedgjort, fordi jeg har handlet ud fra min ytringsfrihed og min frie vilje. Også ganske for nyligt, et sted jeg endda søgte tilflugt fra dette vanvittige samfund der hersker i vores virkelighed, et sted jeg kun vil godt. Mennesker bliver ofte utroligt hadefulde, ubehagelige, nedrige og ondskabsfulde, hvis man taler offentligt om noget de ikke vil have man taler om. Min fortabte børnesag er en konsekvens af dette. Mange mennesker har sagt til mig, at de synes det er for sørgeligt store konsekvenser jeg må erfare og leve med, ved at jeg så vedholdende påkræver mig min ytringsfrihed. Og det ER meget store konsekvenser. Men jeg finder det ikke rimeligt af den grund. Og jeg bruger, som bekendt, mig selv, mit liv, mit sanse- og reflektionsverden i mit udfold, mit liv er min kunst.

Det er ikke sandt, at vi har ytringsfrihed i Danmark, og jeg synes det er sygt, at situationen bliver fremstillet, som den gør, og at regeringen og politiet nu har taget et langt dybere magtgreb af kontrol i og over befolkningen, under dække af at det er for at beskytte os mod ‘mørkets kræfter’.

It’s sad, so sad, it’s a sad sad situation, when Sorry seems to be the hardest word…