Jeg tager imod

Min nye identitet som overbelastet, siver langsomt ud i mine celler og min forståelse. Jeg har oplevet et pres fra de der tidligere har presset, siden mit kollaps, og har mærket, hvor let de kan få fingre i mit sind, med domme og bebrejdelser. De trykker lige på alt det der jo gjorde, at jeg til sidst kollapsede, skam, skyld, dårlig samvittighed, trangen til at ‘gøre godt’, yde, ‘vise dem’ at de tager fejl osv. De er jo perfekte læremestre. Jeg ser hele tiden tråde tilbage til hændelser og ooplevelser i barn- og ungdommen, i disse dage. Der er blevet åbnet for et helt traumeresevoir, som nu får sin forløsning, og jeg er ualmindeligt og uforståeligt træt. Det er som om tusind års træthed har hobet sig op i disse nu’er, og jeg kunne som en anden Tornerose sove i hundred år, mens sindet gør sit arbejde. ‘Tilpasningsreaktion’ hedder min psykiatriske diagnose så flot. Jeg troede selv, at jeg havde en psykose, men jeg har lært en del om psyken, psykoser, mani, diagnoser, i min indlæggelsestid, via samtaler med læger og plejere, og omgang med de øvrige patienter. De fleste indlagte var skizofrene. Og først kunne jeg blive forundret, over at en medpatient eksempelvis ved havebordet udenfor, udtrykte: ‘Jeg har det ikke så godt, jeg føler mig psykotisk, må jeg ikke få min medicin’. Og nysgerrig som jeg er, har jeg spurgt ind og spurgt ind til alle disse menneskers diagnoser og reaktionsmønstre. Hvordan føler man sig psykotisk? ‘Åh, det er stemmerne, der fortæller mig jeg er et nul og bare skal dø’, er svaret eksempelvis. Det var meget interessant, at være derinde.

Og – det skulle til, for at jeg kunne forstå, hvor alvorlig min tilstand var. Jeg har haft tilsvarende mindre kollaps, gennem tiden, men bagefter hurtigt rejst mig, har søgt at rydde op efter kollapset, tage mig af, tage ansvar, børstet støvet af tøjet, og sårene af sindet og af kroppen, – maskeret, for at komme videre i mit ‘jeg kan klare alting og det gjorde ikke særlig ondt’-ridt. Jeg sagde også til lægerne een af dagene, at jeg måske bare skulle tage hjem, for jeg havde det jo meget bedre. De ønskede jeg blev flere dage, så de kunne observere mig, og så jeg kunne få mere rekreation. Det hele er godt, og på een eller anden måde som en perfekt drejebog. Verden lader mig ikke slippe udenom. Jeg får påmindelser fra omverdenen om, at jeg skal huske, at jeg er sårbar og svag, om at tage imod. Det er let at glemme, for jeg har altid været vant til, at være så stærk, og til at navigere i stormvejr.

Det er en lettelse, at overgive mig til at være svag og sårbar, omend det virkelig kræver tilvænning. Jeg ville næppe have været i stand til det, uden at have været omkring det psykiatriske system, og få deres syn på sagen. Dette bliver min joker, der varigt minder mig om, at jeg rent faktisk er kollapset. Og for mig, er det så utroligt givende og berigende, at have delt alt dette ud i det offentlige rum, for den kontakt, og de mennesker, der tilstømmer med kærlighed, visdom, modstand eller anerkendelse, giver mig så meget. Jeg har via alt dette, truffet mennesker, med hvem der åbnes muligheder for samvær, ceremonier, behandlinger, fremtid. Og det er sådan en lettelse, at kunne tale frit og åbent om min situation. Der er intet der skal gemmes, og de der ønsker mig, med det jeg er, som den jeg er, har mulighed for at se klart.
Jeg husker min far udtalte, een af de utallige gange han var kommet hjem fra et alkoholbehandlingsophold, at han da virkelig ikke vidste hvor han ellers skulle gå hen, hvis ikke hen på bodegaen, hvor de han kendte opholdte sig. Problemet ligger jo i, at det kan være så vanskeligt, at skifte retning, i at skabe nyt, hvis man bare vender tilbage i de samme omgivelser, de samme udfordringer, den samme rille, som før. Hvis man spejles på samme måde som tidligere, kan det være svært, at se sig selv påny, og let at blive den samme igen, hvor meget end et wake up call, har vækket een.

De næste tre måneder er jeg tilknyttet et psykiatrisk akutteam, der kommer på ugentlige hjemmebesøg. Det er let, at synes, at det da er alt for meget, og unødvendigt. Jeg er jo selvhjulpen. Men jeg tager imod tilbuddet med kyshånd. Jeg er syg, overbelastet, og jeg skal ikke have lov, at bygge flere luftkasteller op på et ikke-bæredygtigt fundament. Så jeg tager et skridt af gangen, og tager imod al den hjælp, der tilbydes mig. Een dag af gangen. Grundet min indlæggelse og socialrådgiverkontakt dér, gik der i dag penge ind på min konto, uden at jeg havde husket at tjekke jobforslag. Børnehavens personale var kærlige og omsorgsfulde i går, da jeg hentede børnene, hvor jeg havde frygtet de kiggede skævt til mig, og de udtrykte stor støtte.

Det kommer nærmest som et chok, for eet eller andet sted i mig selv, så tror jeg, at jeg virkelig skal skamme mig over at være kollapset, og at mennesker går og ryster på hovedet af mig i krogene. Jeg tror lidt, jeg længe har været af den overbevisning, at livets essens rent faktisk er en form for force majeure tilstand, og at æren lå i, at kunne smile og vinke, og jonglere, lave klovnenumre, stå på hænder, mens jeg gik på line, og også præsenterede numrene og var orkesteret, på een og samme tid.

Overgivelse. Jeg må gerne forvente en stille og rolig og forudsigelig hverdag, med en struktur af tider og hændelser. Måltider, sengetider, hviletider. Tid, bare tid. Giv tid. Tage mig tid. Tid til ro, tid til reflektion, tid til nærvær, tid til næring. Der er ingenting jeg skal nå. Der er ingen krav. Der er bare nu og her. Det er så blødt at give slip, og blot være til, med det der er. Jeg er rørt og rolig.

At skrive, er for mig som med yoga, eller lignende. Når jeg udfolder min praksis med at skrive her på bloggen, er det som om jeg gør mine tanker og min forståelse mere fleksibel. En form for motion. Jeg kan jo se, at jeg i den seneste tid har skrevet meget lidt, og at jeg har været i gang med indlæg, jeg ikke gjorde færdige eller ikke udgav. Jeg kunne knap nok tænke mere. Og jeg turde knap nok præsentere mine tanker for verden mere. Det føltes som om tiden og rummet til at skrive, var forsvundet. Og det er sært med denne skrivning, for overordnet tjener den jo ingen verdens ting. Den giver mig hverken tag over hovedet, eller fødevarer i min indkøbskurv. Denne skrivning kan jo også være en belastning eller en forbandelse, for jeg kommer i uføre, når jeg eksponerer noget, som vækker uro eller forargelse.

Men jeg kan mærke, at det letter, at skrive. Det har været og er vidunderligt for min proces, at kunne dele updates på facebook under min indlæggelse, og at være startet på min blog her igen nu. I al virakken, er det næsten min røde tråd, og mit eneste faste holdepunkt, at kunne få lov at skrive ud. Samle min energi og mine tanker i et skrift. Det er i sandhed som gymnastik, og jeg glædes mens jeg skriver, glæder mig til at skrive, og glæder mig efter.

Så tak, fordi jeg kan sidde her og skrive ud i feltet, og for at nogle derude griber mine ord, og smager på dem. Jeg føler mig meget heldig over ikke at behøve godkendes af noget forlag eller nogen censur, men bare at kunne skrive, sende, og have ordene samlet ude i æteren. Fagre nye verden. For troen på mig selv, og for troen på meningen med min skrivepassion, kunne det naturligvis være rart, at opnå anerkendelse af at et forlag ville hverve mig, gøre mig til ‘rigtig’ forfatter. Men på bundlinien gør det ikke den store forskel. Jeg skriver, fordi jeg skriver. Det er den bedste praksis jeg kender til, og jeg kan se, at hvis jeg ikke tager dette seriøst, så kollapser mit sind. Blokeringerne ligger i det usagte, skrev en ven til mig…

Der er mange holdninger til den blog her, og måden hvorpå jeg deler, også på facebook. Det er bare sådan det er og sådan jeg gør. Jeg kan ikke se klarere end jeg gør, – don’t underestimate the power of denial. Jeg deler derfra hvor jeg er, og er det fra offerrolle og selvbenægtelse, er det sådan det er. Dét er der også læring og udvikling i, tænker jeg, både for mig og andre, frem for kun at dele de ting jeg med sikkerhed ved jeg har forløst. Jeg skriver historie, – om ikke andet så min historie, og den har jo også sin ret, også selvom jeg ikke ser alting fra et gyldent glastårn i himlen. Jeg er jo bare et menneske.

Mine små børn var så lettede over at komme hjem til mig i går, at de faldt i søvn på hver af mine skuldre, da vi så eftermiddagstegnefilm. Det er så dejligt de er hjemme, vores dag er blød og nær. Mine store er på vej. Verden er stille, og der er bare rum og tid her. Jeg heler stadig på glasskårsflænge i foden og betændt brandvabel på siden af min brystkasse, efter min færden mandag i sidste uge. Havedøren står åben, vejret er mildt og blidt. Kattemor har tilsyneladende deporteret killingerne i skjul. Min facebook bugner af søde og viise mennesker, rar og givende kommunikation. Jeg mærker mine behov og mine ønsker, min plads i verden. Jeg har en plan for satsang, familieopstilling, deamoring, behandlinger, healingsceremonier, i den kommende måned. Det er vigtige ting, som jeg tager ind, som et led i min helbredelse. Det tjener et højere formål. Jeg er inviteret til middag hos en kær ven på søndag. Jeg har et havehus og en lejlighed. Jeg aner ikke hvor jeg egentligt skal bo i længden, men lige nu er jeg her. Jeg drømmer om at bo i bofællesskab på landet, med andre familier. Og om at gøre en forskel. Lige nu gør jeg den for mig, her, så må resten vente. Det er sommer. Jeg er rig. Jeg er mig.

Det er længe siden, der har været så meget ro og tillid i min verden, som nu.
Det var vist bare dét, for i dag.