Kære søstre og brødre

Jeg blev i dag udskrevet efter en uge på lukket psykiatrisk afdeling. Jeg tror nok, at jeg i mine vildeste fantasier har fabuleret om at lade mig indlægge dér, ligesom tanker om at flygte til Indien eller Bali, både med og uden børnene, har flydt forbi i mine tankebaner, når jeg har været desperat. Men jeg havde aldrig troet, jeg skulle blive indlagt på lukket afdeling, ligesom jeg heller ikke har nogen plan om at stikke af, gå under jorden, skabe et nyt liv ved verdens ende i Langbortistan. Nogle gange kan bare tanken lutre…

Da jeg først var inde bag murene, blev jeg også lidt nervøs… For hvad hvis det skulle vise sig, at forældres og kæresters forudsigelser om at jeg er rablende skør, og burde spærres inde, viste sig at være sande, og at jeg aldrig ville blive lukket ud igen? Hvad hvis de tvangsmedicinerede mig og gav mig elektrochok, og jeg endte som en apatisk grøntsag, og endda af egen fri vilje var gået lige direkte ind i løvens gab?

Jeg blev udskrevet i dag, og jeg slap gennem uden medicinering, uden diagnose sågar. Jeg er pinligt normal, ikke egnet til en personlighedsforstyrrelsesdiagnose. Jeg er ‘bare’ belastet af arv. Jeg har mødt nogle skæbner derinde, set lidt af hvert. Jeg vil gerne fortælle om det, og det vil sikkert komme hen af vejen. Jeg nærede en voksende uendelig sympati for hver og een derinde.
Det var fantastisk at absorbere indentiteten som ‘tosse’ på galeafdelingen, og gå rundt med een sok, hængerøv og uglet hår. Også på udgang var det befriende, at gå at tænke om mig selv, at jeg var indlagt på lukket psykiatrisk afdeling. Det giver en sælsom frihed…

Min kat har fået killinger, mens jeg var indlagt. Hvis nogen vil have en killing om 12 uger, så sig til. Hvem faderen er, ved jeg ikke, men moren er kridhvid og meget sød, et mix af maine coon/perser og noget tredje. Jeg har vandet min have med haveslangen her til aften. Sidst jeg regerede her, for præcis en uge siden, lavede jeg bål med tre meter høje flammer, og brændte mine malerier, tekstiler, perler mv, og sprængfarlige ting. Jeg blev udslettet, og kunne ingen steder være mere. Jeg bukkede under for det had, jeg følte jeg lå underlagt fra det maskuline. Det er mange forklaringer på det der skete, og det er for omfangsrigt, at gå i dybden og detajler med, i een lille tekst.

Nu er jeg vågen og klar i mit hoved. Jeg har for ofte det seneste år drukket alkohol, og røget pot, og troet på argumenter om, at pot er harmløst i forhold til hash. Bedøvelse, bedøvelse, glemsel, trøst. Bare en gang imellem, og så måske lidt oftere, midt i dette strenge hultertilbulterliv i denne mærkelige, smertelige kultur. Nu er jeg klar i mit hoved, bevåger mine tanker, og sådan fortsætter det herfra. Jeg beholder iltmasken på. For nok blev nok, og jeg sank dybt nok ned i de traumer der fik mit liv til at blive denne langstrankte, skrå glidebane, hvor jeg intet sted kunne få fat. Jeg har kurret på den i mindst 20 år, mens jeg vinkede og smilede, og prøvede at fastholde illusionen om at jeg var Superman i kvindelig udgave.

Jeg vænner mig til at være hjemme, og er blevet undervist af min nye onkel i eftermiddag, som jeg har adopteret og som har adopteret mig, – han er genetisk forbundet med mine små børn, men ikke med mig. Det er en pudsig og rørende konstellation.

Og her til aften banker verden på med et spejl. Søster står i nød og psykisk kollaps, ude i sommerlandet, selvsamme dag som hun overtager sine børn til sommerferie, som jeg gjorde det for en uge siden. Vi kan ikke mere. Vi kan ikke holde ud at være enlige mødre mere. Vi hader det. Vi hader, at I mænd ikke passer på os, at I ikke beskytter os. Vi har ikke lyst til ligestilling, og at klare det hele selv. Det skærer os dybt inde i hjerterne, at skulle lege far, mor og børn i een og samme kvindeskikkelse. Og nej, det er ikke fordi vi er syge, svage, forstyrrede eller forkerte. Vi har bare ikke lyst til at leve sådan. Vi kræver ikke den gammeldags ‘kernefamilie’, men vi beder om at få noget hjælp til ikke at være alene mere. Vil I ikke nok hjælpe os med, at få nogle bedre vilkår? Det er så trist og tærende, altid at skulle være glad, blød og givende, mens vi også skal tænke på de regninger der skal betales, og hvordan vi mon kan opvarme huset til vinter, hvordan hækken bliver klippet, at der skal handles og laves mad og gøres rent og vaskes tøj, og sørges for sommer- og vintertøj, og bilen der skal på værksted, og tagrenderne der skal tømmes. Vi kan ikke mere. Vi har aldrig kunnet, og vi er blevet stressede ind i marven, vi ryster på hænderne mens vi smører madpakker, og pakker flyttetasker, gør os klar til at lege elskerinder for en friweekend, og prøver på at leve op til alle de superwoman-forbilleder med perfekte hjem, perfekte børn, og sexede attituder, der bare kan det hele. Vi græder i krogene, og sukker dybt dag ind og dag ud, fordi det bare er så skrigende hårdt, at være slave af denne muterede kultur.

Vi er ikke stakkels ofre, vi kvinder. Vi ved godt at I også har det skidehårdt, jer mænd. Men skal vi ikke nok standse med at kæmpe? Skal vi ikke sammen skabe et nyt samfund? Vil I ikke nok hjælpe os? Kan vi ikke nok hjælpe hinanden?
Hvis mand og kvinde ikke skal leve sammen som i den gamle tradition, kan vi så ikke etablere små enheder med flere kvinder og børn sammen, eller flere familier sammen? Vi hader at være alene, det modstrider vores natur. Vi brækker os i stråler, i kor, over alle de opsange vi får om, at vi skal kunne ‘stå på egne’ ben, og ‘elske os selv før vi kan elske en anden’. Vi vil fællesskabet! Vil I hjælpe os? Kan vi hjælpe hinanden nu?

?