Sneferie: Bustur fra Helvede

Vi er ikke synderligt berejste i vores familie. Dysfunktionelle forhold, års kampe og økonomisk knaphed, har tidligere været årsag til at jeg aldrig har kunnet tage mine børn udenlands. Det er heldigvis blevet ændret, og det er jeg meget taknemmelig for.

I år skulle vi så for første gang prøve at komme på sneferie. Efter research fandt jeg ud af, at Polen kunne tilbyde langt billigere og mindre snobbede sneferier end de traditionelle – i Norge, Sverige, Schweiz, Frankrig, Østrig mm. Jeg fandt et lækkert gammelt hus til leje via Airbnb i den polske bjergby Szklarska Poręba(udtales: Slaska Poremba), der ligger tæt på Tjekkiets grænse, og efter megen overvejelse besluttede jeg mig for, at vi skulle tage natbusrejse derned.

Jeg vidste godt det ville blive lidt hårdt, at skulle sidde i bus så længe, men jeg opmuntrede familien, og tænkte det var overkommeligt. Jeg solgte ideen med at det ‘kun’ var 12 timer, vi kunne sove undervejs, – og det superpositive var, at vi ville blive kørt lige til den by, vi skulle bo i…

Det skulle så vise sig at være en sandhed med grove modifikationer… Jeg var alvorligt misinformeret! Få dage før afgang fik jeg besked om, at vi i stedet for at skulle afsted fra Københavns hovedbanegård kl 20, skulle møde op kl 16.40. Den bus som blev reklameret som værende en ‘luksusbus’ var egentlig ret gammel og trang, og kaffebryggeren var gået i stykker. På bustoilettet var der tom vandtank og istedet vådservietter, til at vaske sig med. Og vi skulle så åbenbart køre over Fyn og Jylland for at samle folk op… Det var fint nok, eftersom min store søn, der bor hos sin far i Odense, kunne vente med at stige på der, – men det var så også det eneste positive ved dét faktum.

I København fik vi at vide, at vi ville få en længere pause i Slagelse, hvor vi ville kunne købe aftensmad. Da vi nåede frem til Slagelse, viste det sig, at vi kun skulle være der i 10 minutter, da chauførerne havde kørt for langsomt. Så det vi kunne nå, var at købe franske hotdogs, tænkte vi – dog havde tankstationen ingen pølser klar, så  vi kunne købe pølsehorn og kyllingespyd.

Chaufførerne var temmeligt uerfarne, den ene kunne ikke tale eller forstå dansk, og de kørte forkert igen og igen og igen på hele turen. Man kunne ikke benytte wifi på turen, fordi bussens GPS skulle bruge routeren? Den GPS talte i øvrigt højt hele natten ud i busrummet…

Det tog enormt lang tid, at komme gennem landet. Hvert stop var kaotisk og hektisk, folk skulle bytte bus, der blev maset og stresset, og hver gang Lotus var faldet i søvn, blev hun vækket kort efter, af højrøstet snak i mikrofon, som skræmte hende så hun vågnede grædende, larmende blæser eller kraftig lys. Ingen steder fik vi mulighed for, blot at få kaffe. Da vi OMSIDER nåede den tyske grænse, var der en form for lettelse, og troen på at NU kunne vi køre igennem, og få noget ro på… Men – gudhjælpemig, om vi ikke skulle lave en halv times stop ved grænseshoppen Fleggaard, så folk kunne proviantere slik og alkohol. Jammer! Lotus var LIGE faldet dødtræt i søvn, men blev ATTER vækket af høj tale. Vi ventede, mens folk baksede rundt ind og ud af bussen, larmede, stank og masede. Grundet forsinkelse var shoppen hvor man kunne få kaffe LUKKET. Da vi kørte afsted, synes chaufførerne, at vi LIGE skulle have en halv times ‘frisk luft’ i form af ekstremt larmende blæser, der gjorde hele busrummet iskoldt, og umuligt at falde i søvn i.

Vi havde autostol med, men grundet den megen uro og gentagne vækninger af høj lyd lige ned i hovedet på hende, begyndte Lotus faktisk at være utryg ved at sidde i den, så jeg havde hende i armene det meste af turen og ammede urimeligt meget. I øvrigt var familien ikke placeret samme sted i bussen, fordi autostolen kun kunne stå ved sæderne lige bag den bagerste dør i bussen, og chaufførerne var ikke villige til at rykke rundt på folk, så mine øvrige børn kunne sidde nær mig.

De klarede i øvrigt turen forbløffende flot!

Før vi kom ud af Danmark brækkede Lotus sig på sig selv og på mig – ud over både mit hår, min kjole, mine bukser og ned i min bh. Det eneste der var at vaske os med, var vådservietter og jeg havde ingen mulighed for at skifte tøj. Så jeg sad hele den lange nat(og formiddag skulle det vise sig) i brækstinkende tøj og hår.

Jeg sov sådan set ikke den nat. Jeg blundede en smule, men jeg var nervøs ved at falde i søvn med Lotus i armene. Når chaufførerne skulle holde hvilepause og skifte, gjorde de opmærksom på det i højtaleren i bussen, trods hele bussen sad og sov på de trange pladser. Og Lotus blev vækket igen, igen, igen. Jeg sad blot og forsøgte at bevare ro og tålmodighed, og talte timerne og minutterne ned til kl 8, hvor vi skulle ankomme i Szklarska Poręba.

Så da det om morgenen viste sig, at chaufførerne dels ikke vidste, at vi skulle sættes af i Szklarska Poręba, hvor resten af den fyldte bus åbenbart skulle køres til Tjekkiet, og dels at de var markant forsinkede, da bristede min overbærenhed. Jeg var ved at blive vanvittig. Lotus skulle ammes konstant. Vi kørte mange kilometer på elendig motorvej i Polen, der bumlende og rumlede, og da vi var nærmest, var vi 30 kilometer fra vores destination(hvor jeg havde fået at vide vi skulle sættes af kl 8 om morgenen). Men chaufførerne ville ikke/måtte ikke sætte os af dér…? Således blev vi hele formiddagen kørt rundt i Tjekkiet, hvor ALLE andre passagerer skulle sættes af ved diverse skisportsdestinationer, som de havde købt pakkerejser til. Vi kom ÅBENBART i sidste række, fordi vi KUN havde købt busrejse. Jeg følte vi var taget som gidsler i en den elendige bus i Østeuropa. Først ved middagstid blev vi OMSIDER lukket ud af den lortebus – men vi var da bestemt ikke fremme. Nej, nu var vi i Tjekkiet, og herfra skulle vi så køres over HALVANDEN TIME i taxi – tilbage til Polen og vores destination, som vi om morgenen var temmelig tæt på. Der var ikke plads til at have autostolen oppe til Lotus i taxien, så jeg tog da lige et par timer mere med en efterhånden meget urolig og ulykkelig knap 1 årig i armene, under transport.

Det jeg troede skulle være en tur på 12 timer, blev i stedet en tur på godt 21 timer samlet set.

Tilmed fik man følelsen af at være en vognfuld slagtekvæg, der blev transporteret. Chaufførerne gav ingen informationer i løbet af formiddagen, hvor de lystigt havde vækket hele bussen gentagne gange med snak i løbet af natten. Informationer måtte vi hive ud af dem, ved gentagne gange at henvende os ved rattet. Og de lod os ikke få een pause i løbet af hele den lange forfærdelige formiddag. Ingen mad, ingen kaffe, ingen frisk luft eller strakte ben…

For HELVEDE hvor var det en forfærdelig tur! Jeg var rasende, og kommunikerede i løbet af formiddagen på mail, via min telefon, med rejseselskabet. Det var nærmest traumatiserende, at tænke på vi skulle hjem igen! Jeg bad selskabet refundere vores hjemrejse, og kiggede på flybilletter fra Prag. Det endte med, at de refunderede beløbet, og tilmed gav os transfer i form af taxi fra Polen til lufthavnen i Prag – en tur på et par timer. Vi købte flybilletter, og måtte punge 2500 kroner oveni, for vores megen bagage. Vi havde jo ikke pakket til flyrejse, men til busrejse…

Alt gik glat, da vi skulle hjem. Tjeck in, security, god mad på restaurant i lufthavnen. Flyveturen tog 1 time og 10 minutter. Det var en kolosal lettelse, ovenpå den ekstreme lorte udtur… Vi ‘mistede’ så over et døgn dernede, men SLAP for den skrækkelige bustur hjem, og havde et par dage hjemme, førend vinterferien var slut. Jeg er fuldstændig overbevidst om, at jeg ALDRIG NOGENSINDE IGEN vil tage på busrejse. Det stemmer absolut ikke med mit temperament, og jeg FATTER IKKE hvordan folk kan finde det attraktivt i den grad det er brugt…

NEJ TAK TIL REJSESELSKABET JERES FERIE!

Selve opholdet var smukt og magisk, selvom det lige tog et par dage, at komme sig ovenpå turen, og selve opholdet vil jeg skrive mere om i andet eller andre indlæg sidenhen. Dette her skulle bare lige ud…

Tak fordi du læste med! Skriv gerne en kommentar, hvis du føler for det. Kærligst, Olympia