Når tragedierne rammer

Det har været en historisk tragisk uge for Christiania, som er i sorg og chok.

Onsdag fandt en far sin 28 årige søn, som havde taget sig selv af dage, mens moderen var på den anden side af jorden – i Indien. og som må have haft nogle helvedes døgn med at komme hjem, sidde fast og ikke kunne komme videre fra Delhi… Jeg kendte kun den unge mand på overfladisk hilse basis, men han var en mild, ren og særlig sjæl, meget vellidt, og med gode værdier og intentioner for Christiania. Han fik åbenbart nok af dette liv, og valgte at tage afsted til enorm sorg for de efterladte – familien, vennerne, de øvrige Christiania børn, som han er vokset op med. Christianitterne var i chok, holdt flere samlinger med mindebål, og dyrkede det smukke unikke fællesskab og det lutrende sammenhold, som kan være så inderligt og unikt i Christiania.

Dette var nok. Dette var mere end nok. Men det blev meget værre. Fredag morgen så jeg først på facebook og i tabloidpressen, at der havde været brand i Operabygningen i Christiania, og at en person var omkommet… Kort efter blev jeg kontaktet, og fik til stor vantro at vide, at en skattet, flittig, rar, godmodig, stille og rolig christianit, som også var min kollega på Informationskontoret, hvor han til næste år ville have haft 30 års jubilæum, såvel som han var en af drivkræfterne bag spillestedet og forsamlingshuset Operaen, og en vellidt musikant, var blevet myrdet…

Min kæreste havde talt med ham selv samme aften, kort forinden de tragiske hændelser, da den nu myrdede var på arbejde på Operaen, og herefter er der sket hændelser, som er så uvirkelige og uforståelige… Vi ved ikke præcis hvad der er sket, og det kommer vi aldrig til at vide. Morderen sprang i døden… Men på een eller anden måde, er en ukendt udlænding/en gal mand, som må have været i et psykotisk sindelag, trængt ind i vores tidligere kollegas bopæl, har knivmyrdet ham og påsat brand… Naboer trængte ind, da de var oplevede røggener, opdagede branden – og herved opdagede deres kære nabo myrdet. En vild og nøgen mand, kom springende frem, raserede på fællesarealer, smadrede lyskilder, førend han sprang ud af en vindue fra 3. sal, og landede på brostenene i Pusherstreet, foran adskillelige mennesker, som nu også er mærket for livet – af chokket, traumet, lydene og billederne. Den gale mand døde timer senere på hospitalet, af sine kvæstelser…

Det er så meningsløst. Det er så tragisk. Det er så surrealistisk.

Og ingen hverken kender eller genkender denne mand, ingen har set ham før. Ifølge Ekstrabladet skulle der være tale om en nu identificeret 32 årig mand af udenlandsk herkomst. Hans familie skulle være underrettet. Det er alt hvad vi ved for nuværende… Det er så trist.

Og hvad gør man midt i en sådan stime af tragedier? Andet end at tale sammen, uddele omfavnelser og øjenkontakt, og skærme børnene for informationer… Andet end at trække vejret dybt, være tilstede her og nu, rent, og endnu engang absorbere livslektionen, at i morgen ikke er lovet til nogen. Det aller væsentligste i livet skal aldrig udsættes, det handler om at leve helt og fuldt fra nu til nu, gribe dagen, udfolde vedkommenheden og kærligheden, og ikke være nærig med sig selv og sin godhed. Være freden, være forskellen man ønsker at se i verden.

Jeg føler uendeligt dybt med de bortgangnes nærmeste. Det er alle sammen uendeligt tragiske tab og der findes ingen ord, der kan trøste. Sorg er kærlighed, der er blevet hjemløs.

‘Det haster med de kærtegn, det haster med de ord, det haster med det brev. Jeg plejer at sige: Du skal hver dag gøre det modsatte af døden. Da døden er kold, skal du være varm, da døden er følelsesløs, skal du have følelser, da døden er stiv, skal du være blød, da døden er stum, skal du tale. Du skal hele tiden gå imod døden’
~ Johannes Møllehave

Tak fordi du læste med! Skriv gerne en kommentar, hvis du føler for det. Kærligst, Olympia