Medafhængighed
Denne tekst skrev jeg tilbage i 2011, men dens indhold er for så vidt tidløs og evig relevant, og således værdig at dele igen:
Begrebet medafhængighed er typisk brugt i forbindelse med at være barn af – eller partner til – en alkoholiker eller anden form for misbruger eller dysfunktionelt fungerende personlighed.
Jeg er barn af 2 alkoholikere. Blot det at nævne det vækker stadig en vag skamfuldhed og en art skyld, for jeg ved, at det er ildehørt hos visse involverede. De ser sig ikke som sådan. Og skulle de bøje sig for det faktum, så vil de under alle omstændigheder skynde sig at forklare, at det slet slet ikke er deres ansvar, men i reglen DIT ansvar. Dysfunktionelt fungerende personligheder har MEGET svært ved at tage ansvar for deres egne gerninger.
Når det abnorme bliver norm
Jeg har nu i så utrolig mange år løbet omkring i verden, som en forskræmt og forvirret lille pige, har banket på alle de forkerte døre, og indgået ‘aftaler’ der har mindet om pagter med djævelen selv, i forsøget på – dels at være sød og god og rigtig og perfekt, og også for at lade som om, at jeg er ‘helt normal’.
Man er ikke ‘helt normal’, når man er opvokset som ‘medafhængig’. Ens normalitet er i normale sammenhænge dybt unormal, det abnorme bliver norm. Når du vokser op i dysfunktionalitet, ved du jo ikke det er dysfunktionelt. Jo vist kan det føles strengt og lidelsesfuldt, føles ondt og tungt, føles trist og trangt, men når du ikke kender andet, jamen så er dette din normalitet!
Mine forældre gjorde det, som alle andre forældre gør det, så godt de kunne. Og jeg elsker dem og er dem dybt taknemmeligt for gaven de gav mig – livet. Også for den historie de gav mig, for den og intet andet, har formet mig, og ansporet min bevidstgørende rejse.
Når dit fokus ligger udenfor
Når det er sagt, så vil jeg også definere den form for lidelse, der vokser frem af dét at vokse op som ‘medafhængig’. Du mister kontaktet med dig selv. Dit fokus ligger ikke indeni, men udenfor, og du er konstant ansporet til at føle andre menneskers følelser, søge at pleje rummet omkring dig, har opmærksomhed intenst fokuseret på de skift der foregår i dine (utilregnelige) medmennesker. Det er slidsomt.
Som barn var jeg rædselslagen for at være forkert. Og jeg var altid forkert. Jeg begik altid fejl. Og jeg var rædselsslagen for at disse fejl skulle blive opdaget – og straffet. Rædselsslagen for at det ville blive opdaget at jeg ikke var et ‘rigtigt’ menneske. Rædselsslagen for at det ville blive set, at jeg havde mørke tendenser indeni, begær, vrede mv. Der var ikke oprigtigt plads til mig, for al den lidelse som mine forældre bar på, levnede ikke rigtig plads til at jeg som frit individ kunne udfolde mig. Så jeg løb og løb for at gøre dem glade og stolte. Og jeg var så dygtig og pletfri i mit skolearbejde, og da jeg startede som pony springrytter, og løftede det til at deltage i store stævner på landsplan og til Danmarksmesterskab, var der bare så meget at være stolt af. Men der var også langt at falde…
Nederlag
Jeg husker engang, det var dagen efter min sidste skoledag i 9. klasse, hvor jeg drak mig fra sans og samling inden jeg blev hentet hjem kl 22, fordi jeg skulle til ridestævne næste dag. Jeg blev hadet af mine forældre for det, for jeg skulle opfylde min pligt. Stævnet gik dårligt, mine forældre var fulde, og de anklagede mig, hadede mig, frøs mig ud. Jeg måtte ikke sove i vores til formålet medbragte campingvogn ved stævnet, og sov derfor i stævnestalden hos min pony. Min far var berygtet til disse stævner, fordi han fuld overfusede mig, når klasserne gik skidt. Han fik advarsler om bortvisning og karantæne, hvis det fortsatte. Så nogle talte min sag, men det var stadig disse berusede, vanvittige mennesker jeg skulle køre med hjem i bil og leve med, når ingen så på.
Hvis jeg bare var mere dygtig og sød
Jeg læste mange år efter, i en gammel dagbog fra da jeg var teenager, at jeg sådan ønskede at jeg kunne få tilstrækkeligt styr på mig selv, så jeg kunne gøre mine forældre lykkelige.
Som medafhængig er dine medmenneskers lykke og velfærd under ingen omstændigheder deres eget ansvar, men hviler som et tungt åg på dine skuldre, og du okser og løber, og står på hovedet og hopper på tungen, for at stille dem tilfreds. Og det lykkes aldrig. Og når de er utaknemmelige, bliver du også vred og rasende, eller dybt ulykkelig, selvbebrejdende og selvdestruktiv. Og alt kører i ring. For så kan de bebrejde dig, og du kan siden bebrejde dig selv, for ikke at være perfekt, og for at være disse mennesker til gene…
Tab
Jeg mistede mig selv i denne dynamik. Jeg koblede op, ikke blot een, men hele to gange, med mænd som udfoldede en høj grad af dysfunktionalitet, og skabte med begge, to børn. I disse forhold udfoldede jeg min egen form for dysfunktionalitet og i høj grad medafhængighed. I disse forhold levede jeg det meste af tiden i pinsel og ulykke. Der var vold, der var kaos, der var hjerteløshed. Og hele tiden kørte min offer mentalitet en konkurrence med min indre strenge dommer, der skiftevis overhalede hinanden både bogstaveligt og overført, i diskussionen om hvorvidt det var synd for mig eller min helt egen skyld.
Befri dig selv
Det kan være næsten umuligt, at bryde ud af en sådan dynamik. Når dette er hvad du har lært fra siden du kom, jamen hvordan i alverden skal du så kunne slippe ud? Når denne abnormalitet er blevet norm. Og når du, selv om du godt kan se, at det ser ud som om, der er andre, der lever og udfolder på en anderledes måde, ikke selv kan, og så er det eneste du kan uddrage, at du, som menneske, må være helt og aldeles korrupt og forkert. For DU kan ikke, men de kan.
Det kræver et modigt og stærkt hjerte, det kræver vilje, at slippe ud. Men det er muligt, gudskelov er det muligt. Men vejen er til tider ufattelig hård, og du vil møde dig selv igen og igen, i situationer, hvor du giver dig selv væk på en ikke hensigtsmæssig måde og mister dig selv, i forsøget på at stille andre tilfredse. Så de kan være tilfredse med dig. Så du kan være (pseudo)tilfreds med dig selv.
Det aller aller første skridt, og et meget vigtigt skridt, er at række ud. Og erkende at du ikke alene kan bryde en sådan dynamik, da den ligger indlejret i hele din grundsubstans. Det er smukt og modigt og stærkt, at hejse det hvide flag, overgive sig, lade en anden, der er nået længere på vejen mod befrielse, være din vejviser. For i sandhed er du ikke alene. Og du ER smuk og fin og helt perfekt i din imperfektion.
Vi har alle smerte og vi har alle mørke. Og erkendelsen af dette, er lige som det skal være, i dette nu, på dette stadie af vores bevidste evolution.
Vær dig selv nådig og kærlig.
Would you mind if I posted this piece of content on my web site? I would give you credit and a link back to your site. Appreciate it, and please let me know here!